Why Move to Armed Intervention? Nordic Countries Answer to International System Threats and Make a disproportionate contribution
Author
Peng, Shiqing
Term
4. term
Publication year
2019
Submitted on
2019-08-01
Abstract
This thesis examines why the Nordic countries have, since the end of the Cold War, increasingly contributed to US- and NATO-led armed interventions despite their widespread reputation as peace-loving, norm-abiding, and often neutral small states. The author poses two linked questions: (1) which changes in the international system triggered the overall shift in Nordic foreign policy behavior, and (2) why can small states like the Nordics make large—often disproportionate—contributions to the alliance, and why is there internal variation among them? The study applies Type III Neoclassical Realist Theory, treating signals from the international system as independent variables, domestic factors as intervening variables, and state behavior/outcomes as dependent variables. Methodologically, it offers a macro-level, qualitative synthesis of Nordic contributions to interventions (e.g., Kosovo, Afghanistan, Iraq, and Libya) and maps the transition from the Cold War “Nordic balance”—marked by limited military engagement, alliance-based deterrence, high development aid, and a strong normative identity—to more active, militarized participation and closer EU/NATO cooperation, including illustrative cases such as Denmark’s early pledge of combat troops in 2001 and Sweden, Denmark, and Norway’s roles in the 2011 Libya no-fly zone. The excerpt sets out the research questions, theoretical framework, and design, and outlines the planned analysis of both systemic drivers and domestic intermediaries; definitive empirical findings are not presented in the available text.
Dette speciale undersøger, hvorfor de nordiske lande efter den kolde krig i stigende grad har bidraget til væbnede interventioner ledet af USA og NATO, til trods for deres udbredte ry som fredselskende, normbundne og ofte neutrale småstater. Forfatteren rejser to delspørgsmål: (1) hvilke ændringer i det internationale system udløste det overordnede skifte i nordisk udenrigspolitisk adfærd, og (2) hvorfor kan små stater som de nordiske yde store – ofte uforholdsmæssige – bidrag til alliancen, og hvorfor optræder der samtidig interne forskelle mellem landene? Analysen bygger på Type III neoklassisk realisme, hvor signaler fra det internationale system forstås som uafhængige variabler, indenrigspolitiske forhold som mellemliggende variabler og staters adfærd/resultater som afhængige variabler. Metodisk gennemføres en makroorienteret, kvalitativ gennemgang af nordiske bidrag til interventioner (bl.a. Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen) samt en kortlægning af skiftet fra den kolde krigs “Nordic balance” – præget af begrænset militært engagement, afskrækkelse gennem allianceforankring, høje bistandsniveauer og en stærk normativ identitet – til en mere aktiv, militariseret deltagelse og tættere EU/NATO-samarbejde, herunder eksempler som Danmarks tidlige tilkendegivelse af kamptropper i 2001 og de tre landes (Sverige, Danmark, Norge) bidrag til Libyens no-fly zone i 2011. Uddraget fremlægger forskningsspørgsmål, teoretisk ramme og design og skitserer den planlagte analyse af både systemiske drivkræfter og nationale mellemliggende faktorer; endelige empiriske konklusioner præsenteres ikke i den tilgængelige del af teksten.
[This apstract has been generated with the help of AI directly from the project full text]