Securitization of Development Aid: A Case-Study of Danish Post-9/11 Development Aid Policy Discourse and Practice
Author
Bengstrøm, Charlotte Møller
Term
4. term
Publication year
2015
Submitted on
2015-10-16
Pages
59
Abstract
Efter terrorangrebene den 11. september blev kampen mod terror et globalt politisk hovedfokus. Det gav bekymringer blandt udviklingsorganisationer som Oxfam og Christian Aid om, at udviklingsbistand blev gjort til et sikkerhedsanliggende – såkaldt sikkerhedsliggørelse (at bruge bistand til at fremme sikkerhedspolitiske mål). Denne afhandling undersøger derfor: Er dansk udviklingsbistand efter 9/11 blevet sikkerhedsliggjort, og i hvilket omfang? Undersøgelsen bygger på indholdsanalser af DANIDAs politikdokumenter og årsrapporter udarbejdet efter 9/11. Den afprøver en teori kaldet securitization theory, som hævder, at et emne bliver et sikkerhedsanliggende, når det rammes ind som et sikkerhedsproblem i politik og sprog. Analysen finder tegn på sikkerhedsliggørelse på fire måder: 1) en sikkerhedspræget retorik i politikdokumenter, 2) mere bistand til skrøbelige lande (lande med svage institutioner og konflikt), der opfattes som risici for dansk og global sikkerhed, 3) tildeling af midler til sikkerhedsrelaterede sektorer, og 4) koordinering af bistand med militære indsatser. Samtidig peger resultaterne på, at omfanget er begrænset. For det første fremstilles udviklingsproblemer overvejende ikke som en direkte trussel mod donorlandes sikkerhed (ofte er det snarere ”migranter”, der omtales som en trussel), og udfordringer beskrives også som trusler mod befolkningerne i udviklingslandene selv, hvilket legitimerer bistand med fokus på deres udvikling og trivsel. For det andet gik så lidt som 4,3 procent af bistanden til sikkerhedssektorer. For det tredje blev udviklingsmålsætninger ikke ofret for sikkerhedshensyn, idet Danmark overskred DAC’s BNI-mål (en international målestok for, hvor stor en andel af nationalindkomsten der bør gå til udviklingsbistand). For det fjerde skete koordinering med militære indsatser kun i nogle få lande (Afghanistan, Sydsudan, Somalia og Mali) og ikke bredt i andre skrøbelige lande. Afhandlingen konkluderer derfor, at securitization theory kun delvist forklarer udviklingen i dansk bistand efter 9/11, fordi konkrete prioriteringer og praksisser også spiller en central rolle. Da Danmark kan ses som et ekstremt tilfælde, kan resultaterne pege på en bredere tendens: at flere donorlandes bistand efter 9/11 i nogen grad er blevet sikkerhedsliggjort – hvilket i et vist omfang bekræfter udviklingsaktørers bekymring.
After the 9/11 attacks, counterterrorism became a top global priority. This raised concerns among organizations like Oxfam and Christian Aid that development aid was being turned into a security tool—a process known as securitization (using aid to advance security goals). This thesis asks: Has Danish development aid after 9/11 been securitized, and if so, to what extent? It examines DANIDA’s post‑9/11 policy papers and annual reports through content and documentary analysis, using a deductive approach to test securitization theory, which holds that issues become security matters when they are framed in security language. The study finds evidence of securitization in four ways: 1) security‑oriented rhetoric in policy documents, 2) greater allocations to fragile countries (with weak institutions and conflict) seen as risks to Danish and global security, 3) some funding for security‑related sectors, and 4) coordination of aid with military efforts. At the same time, the overall extent appears limited. First, development problems are generally not portrayed as direct threats to donor countries’ security (migrants are more often framed as a threat), and challenges are also framed as threats to people in the developing countries themselves, supporting aid that promotes their economic development and wellbeing. Second, as little as 4.3 percent of aid went to security sectors. Third, development goals were not sacrificed to security priorities, as Denmark exceeded the DAC GNI target (an international benchmark for the share of national income devoted to development aid). Fourth, coordination with military operations occurred only in a few countries (Afghanistan, South Sudan, Somalia, and Mali), not broadly across other fragile states. The thesis concludes that securitization theory explains the Danish case only in part, because practical allocation and coordination choices also drive change. Since Denmark can be seen as an extreme case, the findings may suggest a wider pattern: post‑9/11 aid from many donors has been securitized to some extent, lending some support to aid workers’ concerns.
[This abstract was generated with the help of AI]
Keywords
Documents