One Park, Different Journeys: Rethinking Who the Park Works For

One Park, Different Journeys

Junceira de Jesus, Rafaela Sofia

4. term

Urban Design, Master

2026

2026-05-28

91

This thesis views Østre Anlæg not as a neutral park, but as a place that actively shapes how different people move, find their way, and use the space. Starting from the idea that ableism—a bias toward certain bodies and abilities—can be built into the environment, it treats accessibility as a fundamental spatial condition, not an add-on. The park has many strengths, but uneven and waterlogged surfaces, a fragmented path network, and limited sensory guidance make movement uncertain, especially in bad weather. As a result, the park is used mostly on dry, sunny days, limiting its role as an everyday urban space. The study examines how spatial continuity, stable ground conditions, and sensory cues (such as light, planting, and materials) can improve legibility and orientation. The analysis shows that current conditions enable some uses while making others difficult, leading to unequal experiences in the same place. In response, the project proposes an adaptive framework built around a continuous, accessible path system that functions year-round, complemented by climate-responsive winter garden hubs that provide shelter and support everyday activities in all weather. By integrating light, planting, and material strategies, the design aims to increase spatial clarity and support multiple ways of experiencing the park. In doing so, Østre Anlæg is redefined as a more legible and inclusive environment and used as a case to show how public spaces can move beyond ableist assumptions toward more equitable spatial experiences.

Dette speciale ser på Østre Anlæg ikke som en neutral bypark, men som et rum, der aktivt former, hvordan forskellige mennesker kan bevæge sig, orientere sig og bruge stedet. Med udgangspunkt i, at ableisme – en bias til fordel for bestemte kroppe og funktionsevner – kan være indbygget i det byggede miljø, behandles tilgængelighed som en grundlæggende rumlig forudsætning, ikke et tillæg. Parken rummer mange kvaliteter, men ujævne og vandmættede belægninger, et fragmenteret stinet og få sanselige pejlemærker gør bevægelse usikker, især i dårligt vejr. Derfor bruges parken mest i tørre og solrige perioder, hvilket begrænser dens potentiale som hverdagsrum. Studiet undersøger, hvordan rumlig kontinuitet, robuste bundforhold og sanselige pejlemærker (som lys, beplantning og materialer) styrker læsbarhed og orientering i parken. Analysen viser, at de nuværende forhold understøtter nogle former for brug og vanskeliggør andre, så oplevelserne bliver ulige i det samme rum. Som svar foreslås en adaptiv ramme med et sammenhængende og tilgængeligt stisystem, der fungerer året rundt, suppleret af klimatilpassede vinterhave-knudepunkter, som giver ly og plads til hverdagsaktiviteter uanset vejret. Ved at integrere lys, beplantning og materialestrategier søger projektet at skabe større rumlig klarhed og understøtte flere måder at opleve parken på. Dermed redefineres Østre Anlæg som et mere læsbart og inkluderende miljø og bruges som case til at vise, hvordan offentlige rum kan bevæge sig ud over ableistiske antagelser og skabe mere ligeværdige oplevelser.

[This apstract has been rewritten with the help of AI based on the project's original abstract]

Download PDF
View record in AAU Student Projects