What Am I?: A Study of Cartesian Dualism and Objections to It

Hvad er jeg?: Et studie af Descartes dualisme og modargumenter

Hauptmann, Olaf

3. term

Applied Philosophy, Master

2022

2022-01-03

53

Denne afhandling undersøger René Descartes’ argument for sind–krop-dualisme, altså ideen om at det tænkende selv er adskilt fra kroppen, og sætter det op mod centrale indvendinger og alternativer. Først gennemgås David Humes kritik. Hume fremsætter fire argumenter mod dualismen; det mest relevante her hævder, at der ikke findes ét vedvarende jeg, men blot et bundt af oplevelser. En kontrast med Descartes’ synspunkt tyder på, at Descartes har større forklaringskraft, og Humes udfordring bliver afhandlingens hovedfokus. Derefter spores lignende idéer i sprogfilosofien. David Kaplan analyserer brugen af første-persons-pronominet jeg og afviser, i modsætning til Gottlob Frege, at vi har en primitiv, direkte selv-erkendelse. Det ligger tæt på Humes skepsis over for et indre jeg. Saul Kripke argumenterer imidlertid for, at en sådan primitiv selv-erkendelse er nødvendig for, at vi overhovedet kan henvise sammenhængende til os selv. I næste del behandles Kripkes modale argument for dualisme (et argument der bygger på, hvad der er muligt og nødvendigt). Med eksempler, der skelner mellem neurale tilstande forbundet med smerte og den oplevede smerte, hævder Kripke, at sind og hjerne har forskellige identiteter og derfor ikke er det samme. To indvendinger drøftes. James Madden kritiserer, at både Descartes’ og Kripkes argumenter hviler på forestillelighed, hvilket ifølge ham svækker dem. En nærmere analyse af hans eksempel peger dog snarere på, at forestillelighed kan være vejledende, især når den kobles med Kripkes lære om essentielle egenskaber; udsagnet at James Madden er et krybdyr er for eksempel umuligt i enhver mulig verden. Endelig behandles Kripkes egen indvending mod dualisme, nemlig at personlig identitet afhænger afgørende af ens biologiske ophav (sædcelle og æg), hvilket udfordrer dualismen; en mulig løsning skitseres. Afslutningsvis kan diskussionen synes som en stærk støtte til cartesiansk dualisme, men afhandlingen understreger grænserne for dens rækkevidde og opfordrer til ydmyghed: Som Kripke skriver, er sind–krop-spørgsmålet fortsat vidt åbent og højst forvirrende.

This thesis examines René Descartes’ argument for mind–body dualism—the idea that a thinking self is distinct from the body—and tests it against major critiques and alternatives. It first turns to David Hume’s critique. Hume offers four arguments against dualism; the most relevant here claims there is no single enduring self, only a bundle of perceptions. Comparing this with Descartes suggests that Descartes offers greater explanatory power, and the Humean challenge becomes the main focus. The thesis then traces similar claims in the philosophy of language. David Kaplan analyzes the first-person pronoun I and, against Gottlob Frege, rejects the notion that we have a primitive, direct self-acquaintance. This echoes Hume’s skepticism about an inner self. Saul Kripke, however, argues that such primitive self-acquaintance is needed for coherent self-reference. The next part considers Kripke’s modal argument for dualism (an argument based on what is possible and necessary). Using examples that distinguish neural states associated with pain from the felt experience of pain, Kripke argues that mind and brain have different identities and therefore cannot be identical. Two objections are examined. James Madden argues that both Descartes’ and Kripke’s arguments rely on conceivability, which he takes to be a weakness. Closer analysis of his example, however, supports the idea that conceivability can still guide us, especially when paired with Kripke’s doctrine of essential properties; for instance, the statement that James Madden is a reptile is impossible in any possible world. Finally, the thesis addresses Kripke’s own objection to dualism: that personal identity essentially depends on one’s biological origins (sperm and egg), which poses a challenge to dualism; a possible reply is outlined. In conclusion, while the discussion may look like a strong defense of Cartesian dualism, the thesis emphasizes the limits of its scope and urges humility: as Kripke puts it, the mind–body question remains wide open and extremely confusing.

[This summary has been rewritten with the help of AI based on the project's original abstract]

Cartesian Dualism ; Kripke ; Hume ; David Kaplan ; Frege ; Descartes ; James Madden

Download
View record in AAU Student Projects