The Human Rights of Refugees: the Italian Solution
Author
Cuko, Sara
Term
4. term
Publication year
2009
Abstract
Afhandlingen analyserer, hvordan beskyttelse af flygtninge fungerer i Italien, som mangler en samlet og omfattende asyllov. I stedet er reglerne spredt i udlændingelovgivningen og i bekendtgørelser, der gennemfører EU’s minimumsstandarder. Historisk har Italien håndteret ankomster som nødsituationer og justeret indrejse- og modtagelsespolitikker ved opfattede kriser, for eksempel store tilstrømninger af humanitære flygtninge. Tiltag for at standse havpassager, herunder en bilateral aftale med Libyen for at begrænse afrejser fra landets kyster, er bredt kendte. Mindre opmærksomhed rettes mod flygtninge, der allerede opholder sig i Italien, samt andre med international beskyttelsesstatus. Studiet bygger på antagelsen om, at varige løsninger for flygtninge bør forankres i menneskerettigheder, som det internationale samfund har forpligtet sig til. Det undersøger det internationale flygtningeregime og det bredere menneskerettighedsregime og bruger empiriske data til at vise, hvordan nationale og kommunale praksisser i Italien kan undergrave integration. Flygtninge oplever underordnet inklusion med begrænset adgang til ophold, bolig og arbejde, som er centrale økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Med en konstruktivistisk tilgang til international politik, som ser på hvordan idéer, normer og identiteter former politik, undersøges sammenhængen mellem trivsel og politik. Der fokuseres på flygtninges identitet i det italienske samfund og på deres måder at fremføre krav på. Afhandlingen kortlægger fortællinger om flygtninges rettigheder blandt flere aktører: flygtninge, offentlige institutioner, NGO’er, UNHCR og den katolske kirke. På basis af de værdier, normer og regler disse aktører fremhæver, foreslås en forståelse af flygtningeidentitet forankret i fælles menneskelighed og de menneskerettigheder, de bør have, samt i flygtninges evne og vilje til at blive styrket og deltage i at finde varige, værdige løsninger i værtslandet. Afhandlingen peger på vigtigheden af netværk, der forbinder aktører nationalt og flygtningesamfund internationalt. Sådanne netværk kan danne platform for en integrationsdiskurs, der sætter økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i centrum for staters beskyttelsesforpligtelser over for flygtninge, der allerede opholder sig i landet, og andre med international beskyttelse.
This thesis analyzes how refugee protection works in Italy, a country that lacks a single, comprehensive asylum law. Instead, rules are scattered across migration laws and decrees that implement EU minimum standards. Historically, Italy has treated arrivals as emergencies and adjusted entry and reception policies during perceived crises, such as large inflows of humanitarian refugees. Measures to curb sea crossings, including a bilateral agreement with Libya to limit departures from its coasts, are widely noted. Far less attention is paid to refugees already in Italy and to others with international protection status. The study assumes that durable solutions for refugees should be grounded in human rights commitments. It examines the international refugee regime and the broader human rights regime, then uses empirical data to show how national and municipal practices in Italy can undermine integration. Refugees experience subordinate inclusion, with limited access to residency, housing, and work—key economic, social, and cultural rights. Using a constructivist approach to International Relations—an approach that looks at how ideas, norms, and identities shape politics—the thesis explores the link between human well-being and politics. It focuses on refugee identity in Italian society and on how refugees make claims. It maps narratives about refugee rights among multiple actors: refugees, public institutions, NGOs, UNHCR, and the Catholic Church. Based on the values, norms, and rules these actors advance, the thesis proposes an understanding of refugee identity rooted in shared humanity and human rights, and in refugees’ capability and willingness to be empowered to seek dignified, lasting solutions within the host society. Finally, it highlights the importance of networks that connect actors nationally and refugee communities internationally. Such networks could provide a platform for a discourse of integration that places economic, social, and cultural rights at the center of state protection obligations toward refugees residing in-country and others under international protection.
[This abstract was generated with the help of AI]
Documents