The High Seas as the Sovereign Frontier: Securing the border or Saving the migrants?
Author
Kofoed, Naja Thaulov
Term
4. term
Education
Publication year
2015
Submitted on
2015-06-25
Pages
141
Abstract
This thesis examines why the humanitarian crisis in the Mediterranean has persisted and why the European Union has not yet adopted adequate common measures to protect people crossing by sea. Building on the Schengen system’s externalization of border control, it analyzes how migration management has been pushed onto the high seas, where overlapping jurisdictions and obligations create space for competing sovereignty claims. The study integrates Neo-functionalism, Liberal Intergovernmentalism, and Constructivism to illuminate EU policy negotiation dynamics, situating these against the law of the sea and search‑and‑rescue duties. Empirically, it discusses developments on the Central Mediterranean route, Italy’s Operation Mare Nostrum versus the EU’s Joint Operation Triton, and the European Commission’s 2015 proposals (the European Agenda on Migration and CSDP measures). The findings indicate that the high seas operate as a zone of sensitive sovereignty, enabling member states to navigate a patchwork of maritime boundaries and circumvent responsibilities toward migrants in distress. They also reveal structural limits within EU migration policy that have lowered maritime protection standards. Divergent national interests and concerns over supranational encroachment on border control have produced a collective action failure and an intergovernmental impasse. The thesis concludes by calling for a shift away from deterrence and narrow security approaches toward a more holistic, solidarity‑based response that situates the Mediterranean within the broader global displacement crisis.
Denne afhandling undersøger, hvorfor den humanitære krise i Middelhavet er blevet langvarig, og hvorfor EU endnu ikke har gennemført tilstrækkelige fælles løsninger til at beskytte mennesker på flugt over havet. Med udgangspunkt i Schengen‑samarbejdet og dets eksternalisering af grænsekontrol analyseres, hvordan grænseforvaltning er flyttet ud på det åbne hav, hvor skiftende jurisdiktioner og forpligtelser skaber et rum for konkurrerende suverænitetskrav. Analysen kombinerer neofunktionalisme, liberal intergovernmentalisme og konstruktivisme for at belyse EU’s politiske forhandlingsdynamikker, og den sætter disse i relation til havretten og søredningsforpligtelser. Empirisk diskuteres udviklingen i den centrale Middelhavsrute, Italiens Operation Mare Nostrum og EU’s Joint Operation Triton samt Kommissionens forslag i 2015 (Den Europæiske migrationsdagsorden og CSDP‑tiltag). Afhandlingen finder, at det åbne hav fungerer som en zone for sensitiv suverænitet, hvor medlemsstater kan navigere i et patchwork af maritime grænser og derved omgå ansvar over for migranter i nød. Samtidig påvises strukturelle begrænsninger i EU’s migrationspolitik, som har sænket beskyttelsesstandarderne til søs. Divergerende nationale interesser og bekymringer for suveræn kontrol med grænser har ført til et kollektivt handlingssvigt og en intergovernmental fastlåsning. Afslutningsvis argumenteres for et skifte væk fra afskrækkelse og snæver sikkerhedstænkning mod en mere helhedsorienteret, solidarisk tilgang, der indplacerer Middelhavssituationen i den bredere globale fordrivelseskrise.
[This apstract has been generated with the help of AI directly from the project full text]