Synkronicitetsfænomener i improvisatorisk musikterapi: En eksplorativ undersøgelse af, hvordan synkronicitet i musikterapeutisk samspil med en dreng med svær ASF kan karakteriseres og forstås i et udviklingspsykologisk perspektiv
Forfatter
Nielsen, Johanne Bøgh
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2016
Afleveret
2016-05-31
Antal sider
77
Abstract
Denne afhandling undersøger, hvordan synkronicitet—at være i takt sammen—opstår i musikterapi med en 5-årig dreng, "Oliver", der er diagnosticeret med svær autismespektrumforstyrrelse (ASF). Studiet er eksplorativt og kvalitativt og bygger på fænomenologi (opmærksomhed på den levede erfaring) og hermeneutik (fortolkning af mening). Analysen bruger videomikroanalyse inspireret af Holck (2007) til at undersøge de finmaskede detaljer i samspillet. Videofilm fra session 16-24 mellem Oliver og terapeuten blev gennemgået for at identificere forskellige former for synkronicitet. I alt blev tre typer identificeret. Session 16 blev derefter undersøgt i dybden. Mikroanalyser af øjeblikke med synkronicitet i denne session viste to af de tre typer: - Synkronicitet type 1: et vedvarende rytmisk flow, hvor Oliver og terapeuten forholder sig til en fælles musikalsk puls over tid. Den har en horisontal karakter (strækker sig over tid) og synes understøttet af rytmisk entrainment (at falde ind i samme tempo) og en indre motorisk puls (kroppens interne fornemmelse af puls). - Synkronicitet type 2: et kort, intenst øjeblik, der opstår inden i type 1, hvor de matcher præcist i timing, form og intensitet. Den har en vertikal karakter (et enkelt øjeblik) og synes muliggjort af den stabile rytmiske ramme, som terapeuten tilbyder, hvilket hjælper Oliver med at forudse og bevidst tilpasse sig terapeutens handlinger. Afhandlingen belyser også, hvorfor synkronicitet opleves som central for måden, Oliver og terapeuten er i kontakt på. På baggrund af transskriptioner og relevant litteratur foreslås det, at de adfærdsmæssige og følelsesmæssige ændringer, der blev observeret efter et bestemt synkroniseret øjeblik, kan kvalificere det som et "moment of meeting"—et meningsfuldt møde, der kan skabe positive ændringer i terapi. Analysen inddrager desuden terapeutens generelle holdning, udviklingen i det musikalske samspil, og den observerede sammenfald mellem øjenkontakt og synkronicitet samt udviklingspsykologiske synspunkter om, at synkronicitet er en grundlæggende måde, hvorpå mennesker deler indre tilstande. Resultaterne diskuteres i forhold til den valgte litteratur og metode og deres mulige kliniske relevans.
This thesis explores how synchronicity—being in time together—emerges in music therapy with a 5-year-old boy, "Oliver," who has severe autism spectrum disorder (ASD). The study is exploratory and qualitative, drawing on phenomenology (close attention to lived experience) and hermeneutics (interpretation of meaning). The analysis uses video microanalysis inspired by Holck (2007) to examine fine-grained details of interaction. Videotaped sessions 16-24 between Oliver and the therapist were reviewed to identify different kinds of synchronicity. Three types were identified overall. Session 16 was then examined in depth. Microanalyses of moments where synchronicity occurred in that session showed evidence of two of the three types: - Synchronicity type 1: a sustained rhythmic flow in which Oliver and the therapist relate to a shared musical beat over time. This has a horizontal character (extended across time) and appears to be supported by rhythmic entrainment (falling into the same tempo) and an intrinsic motor pulse (an internal bodily sense of beat). - Synchronicity type 2: a brief, intense instant arising within type 1 in which they match exactly in timing, form, and intensity. This has a vertical character (a single moment) and seems facilitated by the stable rhythmic framework provided by the therapist, which helps Oliver anticipate and intentionally align with the therapist’s actions. The thesis also considers why such synchronicity feels central to Oliver’s and the therapist’s way of interacting. Based on transcripts and relevant literature, it is proposed that behavioral and emotional changes observed after a particular synchronized moment qualify it as a "moment of meeting"—a meaningful encounter that can foster positive change in therapy. The analysis takes into account the therapist’s general attitude, the development of their musical interaction, and the observed co-occurrence of eye contact with synchronicity, alongside developmental psychological views that synchrony is a basic way humans share inner states. The results are discussed in relation to the chosen literature and method and their possible clinical relevance.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord