Stakeholder Collaboration and Integrated Management in Community-Based Tourism: An Actor-Network Theory Perspective from Paharpur, Bangladesh
Author
Al Mamun, Ej Fornavn
Term
4. term
Education
Publication year
2026
Submitted on
2026-06-01
Abstract
This thesis explores what helps or hinders collaboration among stakeholders in community-based tourism at the Ruins of the Buddhist Vihara at Paharpur (Somapura Mahavihara), a UNESCO World Heritage Site in Bangladesh. It asks how cooperation networks are built, maintained, and sometimes break down in a governance context marked by complex institutions and uneven power. The study uses a qualitative single-case approach informed by constructivism and abductive reasoning. It draws on semi-structured interviews with five stakeholder groups—local government, national government, the private sector, community members, and an international organization—supplemented by document analysis. Actor–Network Theory (ANT) is the main lens, treating both people and non-human elements (such as rules, infrastructure, and funding) as parts of the network. Interview data were analyzed thematically using ANT ideas like translation and enrolment (how actors are persuaded and included), obligatory passage points (key steps or gatekeepers everyone must pass), and network stabilization. Eight themes emerged. Human and non-human actors are interdependent in governing the site. Relationships often reflect how much power different actors or actants hold, and institutions pursue different priorities. Consultation alone does not create meaningful community participation. The network is hard to stabilize because funding is limited and collaboration across stakeholders is weak. The study links ANT to community-based tourism governance at a South Asian heritage site, a topic that has received limited scholarly attention. It shows how non-human actants, especially the management system, shape outcomes. The results challenge the assumption that more collaboration automatically makes management easier and offer practical reflections for heritage governance in the Global South. Overall, the thesis deepens understanding of how networks at Paharpur work and why they sometimes falter.
Denne afhandling undersøger, hvad der fremmer eller hindrer samarbejde mellem interessenter i fællesskabsbaseret turisme ved Ruinerne af Buddhistisk Vihara i Paharpur (Somapura Mahavihara), et UNESCO-verdensarvssted i Bangladesh. Den spørger, hvordan samarbejdsnetværk bliver opbygget, vedligeholdt og nogle gange bryder sammen i en forvaltning præget af komplekse institutioner og ulige magtforhold. Studiet anvender en kvalitativ enkeltcasestrategi med udgangspunkt i konstruktivisme og abduktiv ræsonnering. Data stammer fra semistrukturerede interviews med fem grupper—lokale myndigheder, nationale myndigheder, den private sektor, medlemmer af lokalsamfundet og en international organisation—suppleret af dokumentanalyse. Aktør-netværksteori (ANT) er hovedperspektivet og betragter både mennesker og ikke-menneskelige elementer (fx regler, infrastruktur og finansiering) som dele af netværket. Interviewdata blev tematisk analyseret med ANT-begreber som oversættelse og indskrivning (hvordan aktører overbevises og inkluderes), obligatoriske passagepunkter (nøgletrin eller gatekeepere, alle må igennem) og netværksstabilisering. Otte temaer fremkom. Menneskelige og ikke-menneskelige aktører er gensidigt afhængige i forvaltningen af stedet. Relationer afspejler ofte, hvor meget magt forskellige aktører eller aktanter har, og institutioner har forskellige prioriteter. Konsultation alene skaber ikke meningsfuld deltagelse fra lokalsamfundet. Netværket er svært at stabilisere på grund af begrænsede midler og svagt samarbejde på tværs af interessenter. Studiet knytter ANT til styring af fællesskabsbaseret turisme på et sydasiatisk kulturarvssted, et emne med begrænset forskningsopmærksomhed. Det viser, hvordan ikke-menneskelige aktanter, især forvaltningssystemet, former resultater. Resultaterne udfordrer antagelsen om, at mere samarbejde altid gør styring lettere, og giver praktiske refleksioner for kulturarvsforvaltning i det Globale Syd. Samlet set giver afhandlingen en dybere forståelse af, hvordan netværkene ved Paharpur fungerer, og hvorfor de indimellem svigter.
[This abstract has been rewritten with the help of AI based on the project's original abstract]
Keywords