Samvær med anbragte børn og unge - Servicelovens særlige kriterier og hensyn
Oversat titel
Contact rights with children placed outside the home - a study of the special criterias and considerations in the Social Service Act
Forfatter
Kristensen, Camilla Schwarze
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Antal sider
53
Resumé
Specialet undersøger, hvordan samvær for anbragte børn og unge reguleres efter serviceloven, og hvilke særlige kriterier og hensyn der gælder sammenlignet med samværsreglerne i forældreansvarsloven. Udgangspunktet er, at anbringelse er et indgribende skridt i retten til familieliv efter EMRK art. 8, og at kommunen herefter får et centralt ansvar for at fastsætte, regulere og eventuelt begrænse samvær og kontakt efter servicelovens § 71, herunder vilkår om støttet eller overvåget samvær samt afbrydelse og anonymisering af anbringelsesstedet. Problemformuleringen fokuserer på, hvilke særlige kriterier og hensyn der gælder for afgørelser om samvær under serviceloven, og hvordan de adskiller sig fra forældreansvarslovens udgangspunkt. Metodisk anvendes retsdogmatisk tilgang til at klarlægge gældende ret med inddragelse af serviceloven (især § 71, stk. 1-4 og § 75), relevante regler i forældreansvarsloven om samvær, EMRK art. 8 samt Børnekonventionens art. 3 og 12 om barnets bedste og ret til at blive hørt. Afgrænsningen udelader bl.a. regler for børn med funktionsnedsættelser og voksne samt øvrige konventionsbestemmelser. Analysen behandler bl.a. parter og kompetence, foreløbige afgørelser, hensyn ved afgørelser (barnets bedste, formålet med den særlige støtte, inddragelse af barn, familie og netværk samt høring af anbringelsesstedet), samvær med netværk, omfang og udøvelse af samvær (sted, tid, støttet samvær), overvåget samvær, afbrydelse af forbindelse, samt foranstaltninger ved viden eller mistanke om overgreb. Specialet gennemgår desuden retssikkerhedsgarantier (barnets inddragelse, bisidder, gratis advokatbistand, aktindsigt og udtaleret) og klageadgang. Ankestyrelsens praksis peger på vedvarende usikkerhed om rækkevidden af § 71, hvilket motiverer en systematisering af kriterier og forskelle i forhold til forældreansvarsloven, hvor myndighedsindgreb typisk er mere begrænset.
The thesis examines how contact between children in care and their families is regulated under the Danish Social Services Act and identifies the specific criteria and considerations that apply, compared with the Parental Responsibility Act’s contact rules. It starts from the premise that out-of-home placement is a serious interference with the right to family life under ECHR Article 8, after which the municipality assumes a central role in setting, regulating, and potentially restricting contact under Section 71 of the Social Services Act, including conditions for supported or supervised contact and decisions on interruption of contact and anonymization of the placement. The research question focuses on which special criteria and considerations govern decisions on contact under the Social Services Act and how these differ from the Parental Responsibility Act framework. The study uses a doctrinal legal method to clarify the applicable law, drawing on the Social Services Act (in particular Section 71(1–4) and Section 75), relevant contact provisions of the Parental Responsibility Act, ECHR Article 8, and the UN Convention on the Rights of the Child Articles 3 and 12 on the best interests of the child and the child’s right to be heard. The scope excludes, among other things, rules for children with disabilities and adults and other convention rights. The analysis addresses parties and competence, interim decisions, decision-making criteria (the child’s best interests, the purpose of special support, involvement of the child, family and network, and hearing the placement provider), contact with the wider network, the scope and exercise of contact (place, time, supported contact), supervised contact, interruption of contact, and measures where abuse is known or suspected. It also reviews procedural safeguards (child participation, support person, free legal aid, access to files and the right to comment) and avenues of appeal. Practice from the Danish Appeals Board indicates continued uncertainty about the scope of Section 71, motivating a systematization of criteria and differences relative to the Parental Responsibility Act, where state intervention is generally more limited.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]
Emneord