Reasons for divergent perspectives on China’s role in Southeast Asia
Author
Wang, Xie
Term
4. term
Publication year
2017
Abstract
Denne afhandling undersøger, hvorfor der findes divergerende perspektiver på Kinas rolle i Sydøstasien. Med udgangspunkt i et historisk overblik fra førkoloniale relationer over den kolde krigs omstillinger til den omfattende genopretning og uddybningsfase efter den kolde krig, belyser studiet centrale begivenheder og processer: normalisering af diplomatiske forbindelser, stigende handel og subregionalt samarbejde (bl.a. Greater Mekong Subregion), Kinas håndtering af Asienkrisen i 1997 og den efterfølgende tillidsskabende effekt, samt den gradvise institutionalisering mellem Kina og ASEAN (dialogpartnerskaber, strategisk partnerskab i 2003, forsvarsdialoger og erklæringen om adfærd i Det Sydkinesiske Hav i 2002). Med realisme og neoliberal institutionalisme som teoretiske linser forklarer afhandlingen, hvorfor nogle aktører i Sydøstasien vægter magtforskydninger, sikkerhedsdilemmaer og balancering (herunder USA’s rolle), mens andre fremhæver kompleks indbyrdes afhængighed, institutionelt samarbejde og Kinas fortælling om en fredelig opstigning. Analysen bygger på historiske og politiske udviklinger frem til 2009 samt relevante officielle oplysninger. De udvalgte kapitler fremlægger ikke endelige empiriske resultater, men indikerer, at Kinas krisehåndtering og vedvarende engagement styrkede dets omdømme og geoøkonomiske indflydelse, samtidig med at maritime stridigheder og skiftende kapabiliteter fortsat gav anledning til bekymring.
This thesis examines why perspectives on China’s role in Southeast Asia diverge. It traces the evolution of China–Southeast Asia relations from pre-colonial hierarchies through Cold War realignments to the post–Cold War recovery and deepening of ties, highlighting key developments: the restoration of diplomatic relations, rising trade and subregional cooperation (notably the Greater Mekong Subregion), China’s response to the 1997 Asian Financial Crisis and its trust-building effects, and the gradual institutionalization of China–ASEAN relations (dialogue partnerships, the 2003 strategic partnership, defense dialogues, and the 2002 Declaration on Conduct in the South China Sea). Using realism and neoliberal institutionalism as analytical lenses, the study elucidates why some Southeast Asian actors emphasize power shifts, security dilemmas, and balancing (including the role of the United States), while others stress complex interdependence, institutional cooperation, and China’s “peaceful rise” narrative. The analysis synthesizes historical and policy developments up to 2009 alongside relevant official information. While the excerpted chapters do not present final empirical findings, they indicate that China’s crisis management and sustained engagement improved its image and expanded its geo-economic influence, even as maritime disputes and changing capabilities continued to fuel caution.
[This summary has been generated with the help of AI directly from the project (PDF)]
Documents