Post-apocalyptic Worlds and The Human Condition in Contemporary American Film
Author
Døssing, Sebastian Alex
Term
4. term
Education
Publication year
2015
Submitted on
2015-09-23
Pages
40
Abstract
Afhandlingen undersøger, hvordan filmene The Road og WALL·E forestiller sig livet efter en civilisationsødelæggende katastrofe (en postapokalyptisk verden). Med udgangspunkt i idéer fra Anirban Baishya, Kristin Thompson, Fredric Jameson og Constance Penley belyser den, hvordan apokalyptisk frygt ser ud i dag, og hvorfor genopbygning af samfundet kan ligge uden for vores rækkevidde. Ifølge Thompson er apokalyptisk frygt en angst for fremtiden, der er rodfæstet i nutiden; i disse film handler den om globalt økocid—en omfattende ødelæggelse af natur og økosystemer. Baishya beskriver, at total menneskelig udslettelse er blevet mere tænkelig i de senere år, hvilket forstærker frygten. Jameson og Penley peger på, at menneskeheden måske ikke kan genskabe samfundet efter et kollaps, fordi vi ikke kan forestille os den krævende indsats. Dette ses i begge film, hvor mennesker ikke formår at genoprette livet på Jorden. I WALL·E antydes katastrofen at være forårsaget af overforbrug og de enorme mængder affald, det skaber. Filmens mise-en-scène—det visuelle udtryk med kulisser, rekvisitter og farver—viser, hvordan skrald er blevet en del af både byer og landskaber og signalerer økocid. Menneskene har forladt den udhungrede planet og lever på enorme rumskibe, hvor hverdagen er reduceret til en passiv, næsten dvalelignende tilværelse, og folk knap nok går længere. The Road giver ingen forklaring på katastrofen, men dvæler ved følgerne: et goldt landskab og naturens død. Samfundets erosion gøres håndgribelig gennem forfaldet af genkendelige ting—biler, veje og selv ikoniske mærker som Coca-Cola. Visuelt bruger begge film grå og brune farver med få klare nuancer for at understrege livløshed og miljømæssigt sammenbrud. Afhandlingen konkluderer, at begge film giver form til nutidens frygt—især frygten for et økocid, der kan dræbe Jorden. Ved at bruge genkendelige objekter gør de samfundets kollaps nærværende. De antyder også en dyster fremtid for mennesket efter en sådan katastrofe: enten som passive, immobile forbrugere eller som overlevere, der kun kan overleve, ikke leve.
This thesis examines how the films The Road and WALL·E imagine life after a civilization-ending disaster (a post-apocalyptic world). Drawing on ideas from Anirban Baishya, Kristin Thompson, Fredric Jameson, and Constance Penley, it explores how apocalyptic fear appears today and why rebuilding society may be beyond our reach. Thompson describes apocalyptic fear as anxiety about the future rooted in the present; in these films, that fear centers on global ecocide—the large-scale destruction of nature and ecosystems. Baishya argues that total human annihilation has become more thinkable in recent years, intensifying these fears. Jameson and Penley suggest that humanity might be unable to reconstruct society after a collapse because we cannot fully imagine the effort required. This limitation is visible in both films, where people fail to restore life on Earth. In WALL·E, the likely cause of the catastrophe is overconsumption and the mountains of waste it produces. The film’s mise-en-scene—the visual design of scenes, including settings, props, and color—shows trash embedded in cities and landscapes, signaling ecocide. Humans have abandoned the ruined planet to live on enormous spaceships, where daily life has shrunk to a passive, almost dormant routine, and people rarely walk. The Road gives no cause for the disaster, but dwells on its effects: a barren world with the death of nature. The collapse of society is made tangible through the decay of familiar objects—cars, roads, and even iconic brands like Coca-Cola. Visually, both films rely on gray and brown palettes, with few bright colors, to reinforce lifelessness and environmental ruin. The thesis concludes that both films channel contemporary fears—especially the fear that ecocide could end life on Earth. By using recognizable objects, they make societal collapse feel immediate and personal. They also suggest a bleak outlook for the human condition after such a catastrophe: either passive, immobile consumers or survivalists who can only persist rather than truly live.
[This abstract was generated with the help of AI]
Keywords
Documents