Political Ecology of Mining in Colombia: The Expansion of Neoliberal Coal and Gold Mining
Translated title
Political Ecology of Mining in Colombia
Author
Knisel, Mirko Lukas
Term
4. term
Publication year
2019
Submitted on
2019-01-31
Pages
67
Abstract
I marxistisk økologi har den voksende efterspørgsel efter råstoffer i kapitalismens kerne været central, sammen med idéen om et “metabolisk brud” – et brud i forholdet mellem samfund og natur skabt af kapitalistisk produktion. I Latinamerika førte gældskrisen i 1980’erne og 1990’erne til neoliberale reformer som modydelse for lån, herunder privatisering og deregulering. Under den såkaldte råvarekonsensus blev udvinding af naturressourcer den primære udviklingsstrategi. I Colombia åbnede regeringen i 2001 for udenlandske direkte investeringer og multinationale selskaber til at udvinde kul og guld. En ny minelovgivning sænkede skatter og royalties for at gøre landet mere attraktivt for udenlandsk kapital, men historiske konflikter og sociale spændinger blev ikke håndteret. Regeringen forsøgte at bruge den ekstraktive sektor som motor for udvikling, mens nogle udenlandske selskaber anvendte akkumulationsstrategier – for eksempel aggressiv erhvervelse af jord og udvindingstilladelser – for at sikre sig nye områder. Produktionen og eksporten steg markant frem til omkring 2013, hvor råvarepriserne fladede ud, men de lovede gevinster nåede i ringe grad ud til landdistrikterne. Tværtimod blev historisk marginaliserede grupper fordrevet, vold og social uro tog til, beskæftigelsen i sektoren stod i stampe, og mange mistede deres levebrød på grund af socio-miljømæssige problemer. Stor-skala minedrift har forværret miljøskader og sociale konflikter og tvunget lokalsamfund til enten at flytte eller protestere mod tvangsmæssige metoder fra selskaber og støtter i staten. Resultatet er en ond cirkel af vold og mobilisering – både fra eliterne og fra miljø- og lokalsamfundsbevægelser. Samlet set har udviklingsmodellen baseret på extractivism, især i alliance med udenlandsk kapital, vist sig at være uholdbar og har uddybet spændingerne og øget uligheden i de rurale mineområder.
In Marxist ecology, the rising demand for raw materials in the capitalist core is central, alongside the idea of a “metabolic rift” – a break in the relationship between society and nature caused by capitalist production. In Latin America, the debt crises of the 1980s and 1990s led to neoliberal reforms in exchange for credit, including privatization and deregulation. Under the so-called commodity consensus, extracting natural resources became the main development strategy. In Colombia, the government in 2001 opened the country to foreign direct investment and multinational firms to mine coal and gold. A new mining code lowered taxes and royalties to attract foreign capital, but longstanding conflicts and social tensions were left unaddressed. The state sought to use the extractive sector to drive development, while some foreign companies pursued accumulation strategies—such as aggressively acquiring land and mining titles—to secure new areas. Production and exports rose sharply until around 2013, when commodity prices leveled, yet the promised benefits did not reach rural communities. Instead, historically marginalized groups were displaced, violence and social unrest intensified, employment in the sector stagnated, and many lost their livelihoods due to socio-environmental problems. Large-scale mining worsened environmental damage and social harm, pushing communities to leave or to protest coercive methods by companies and supportive state actors. The result has been a cycle of violence and counter-mobilization by elites and by environmental and community movements. Overall, this extractivist development model—especially in alliance with foreign capital—has become unsustainable, deepening tensions and widening inequality in rural mining regions.
[This abstract was generated with the help of AI]
Keywords
Documents