Parternes adgang til sagkyndig oplysning af civilesager med særligt på fokus på lovændring nr. 1725 af 27. december 2016

The parties' admittance to expert evidence in civil proceedings with a special focus on law reform no. 1725 of 27th of December 2016

Emborg, Regitze Duch ; Kragelund, Kirstine

4. semester

Jura, Kandidat

2018

2018-05-17

62

Specialet undersøger, om den nuværende brug af ekspertvurderinger efter retsplejelovens kapitel 19 (syn og skøn) stemmer overens med princippet om fri bevisførelse og fri bevisbedømmelse – altså at parter frit kan fremlægge beviser, og at domstolene frit kan vurdere dem. Samtidig analyseres lov nr. 1725 af 27. december 2016 for at belyse, hvordan de nye regler kan påvirke fremtidig praksis. En gennemgang af begrebet fri bevisførelse viser, at både fremlæggelsen og vurderingen af beviser i udgangspunktet er ubundne, uden formelle grænser. Dernæst beskrives retsstillingen for partsindhentede (unilaterale) sagkyndige erklæringer: Før 2007 blev sådanne erklæringer som udgangspunkt ikke tilladt i retten; fra 2007 kunne erklæringer indhentet før retssagen fremlægges. Denne praksis var med til at motivere lovreformen i 2016. Analysen af de nye bestemmelser i §§ 209 a og 341 a viser, at selv om ordlyden virker vid adgang til at fremlægge unilaterale erklæringer, peger formålet med reglerne på en mere begrænset adgang. Kapitel 19’s ordning for syn og skøn beskrives som en upartisk, gennemsigtig og kontrolleret proces. Endvidere konstateres, at § 198, stk. 1, 1. pkt., og § 209 i reformen i vidt omfang kodificerer den hidtidige retspraksis. Sammenstillingen af reglerne viser, at syn og skøn efter kapitel 19 fortsat har en mere eksklusiv status end partsindhentede erklæringer, selv efter at adgangen til at fremlægge sådanne erklæringer er blevet udvidet med lov nr. 1725. De unilaterale erklæringer får dermed især karakter af et procesredskab, der kan støtte eller forberede et syn og skøn, snarere end at være ligeværdige beviser. Afslutningsvis diskuteres, hvordan denne eksklusivitet harmonerer med fri bevisførelse. Specialet konkluderer, at visse begrænsninger i friheden kan være nødvendige for at sikre en lige og upartisk proces, men at dette ikke fuldt ud stemmer med formålet bag fri bevisførelse. På den baggrund fastholder specialet, at syn og skøn efter kapitel 19 fortsat opfattes som en særlig bevisform, mens partsindhentede erklæringer primært fungerer som et hjælperedskab – en ordning, der udfordrer idealet om fri bevisførelse.

This thesis examines whether the current use of court‑ordered expert appraisals under Chapter 19 of the Danish Administration of Justice Act (Retsplejeloven) is consistent with the principle of free evidence—that parties may present any evidence and courts assess it freely. It also analyzes Law Reform No. 1725 of 27 December 2016 to anticipate its impact on future practice. The discussion of free evidence concludes that both the submission and the assessment of evidence are, in principle, unbound by formal limits. The thesis then outlines the legal position on unilateral (party‑commissioned) expert reports: before 2007, courts generally did not admit such reports; from 2007, reports obtained before trial could be admitted. This practice helped prompt the 2016 reform. Analyzing the new provisions in §§ 209a and 341a shows that, although the wording appears to allow broad admission of unilateral reports, the underlying purpose points to a narrower approach. The Chapter 19 procedure for court‑appointed expert appraisals is described as impartial, transparent, and tightly controlled. Furthermore, § 198(1), first sentence, and § 209 largely codify existing case law. Comparing the regimes indicates that Chapter 19 appraisals retain a more exclusive status than unilateral expert reports, even after Law No. 1725 expanded the possibility to submit such reports. Unilateral reports therefore function mainly as a procedural tool to support or prepare a court‑ordered appraisal rather than as evidence of equal standing. Finally, the thesis considers how this exclusivity aligns with the free‑evidence principle. It concludes that some limits on evidentiary freedom may be needed to ensure an equal and impartial process, but that this does not fully accord with the purpose of free evidence. Overall, Chapter 19 appraisals continue to be perceived as a special type of evidence, while unilateral reports play a supporting role—an arrangement that sits uneasily with the ideal of free evidence.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]

Bevisret ; Civilproces

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter