Lov nr. 1725/2016

Law number 1725/2016

Olesen, Line Abildgaard ; Schröer, Nadja Lydia Zink

4. semester

Jura, Kandidat

2017

2017-04-21

60

Den 13. december 2016 vedtog Folketinget lov nr. 1725/2016 om ændring af retsplejeloven, der træder i kraft 1. juli 2017, med det formål at give parter i civile sager større sikkerhed for at få den sagkyndige synsvinkel, som støtter deres standpunkt, forelagt retten. Specialet undersøger, i hvilket omfang loven reelt udvider parters adgang til at bruge flere skønsmænd om samme tema og til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer, sammenholdt med gældende ret. Undersøgelsen afgrænses til civile sager uden for anke-, straffe-, indispositive og småsagsprocessen og fokuserer på den materielle adgang til at anvende sagkyndige erklæringer. Metodisk anvendes en retsdogmatisk analyse af relevante lovregler og retspraksis, herunder de eksisterende bestemmelser i retsplejeloven (§§ 198, 209, 341) og de ændringer, der indfører bl.a. §§ 209 a og 341 a. Analysen viser, at adgangen til flere skønsmænd efter gældende ret primært foreligger, hvor flere fagområder er nødvendige, eller hvor den første skønsmand har begået væsentlige fejl, er fagligt uegnet eller inhabil. Loven sigter mod at udvide adgangen i sager med flere fagligt forsvarlige synspunkter, som kan påvirke vurderingen, mens adgangen til at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer fortsat i hovedreglen afhænger af, om de er indhentet før sagens anlæg—en hovedregel, der i vidt omfang blot kodificeres. Specialet diskuterer, om loven opfylder formålet og om en lovændring var nødvendig, og konkluderer, at ændringerne overvejende kodificerer gældende praksis og ikke medfører en reel udvidelse af parternes rettigheder.

On 13 December 2016, the Danish Parliament passed Law no. 1725/2016 amending the Judicial Code, effective 1 July 2017, with the stated aim of giving parties in civil cases greater certainty that the expert perspective supporting their position will be heard by the court. This thesis examines the extent to which the law actually expands parties’ access to use multiple experts on the same issue and to submit unilaterally obtained expert reports, compared with existing law. The study is limited to civil proceedings (excluding appeals, criminal, non-dispositive and small claims cases) and focuses on the substantive admissibility of expert reports. Methodologically, it applies a doctrinal legal analysis of relevant statutes and case law, including the existing provisions (§§ 198, 209, 341) and the amendments introducing, among others, §§ 209 a and 341 a. The analysis finds that, under current law, multiple experts are mainly allowed where more than one profession is needed, or where the first expert made significant errors, is professionally unfit, or is disqualified. The new law aims to broaden access in cases with multiple defensible expert viewpoints that may affect the assessment, while the admissibility of unilaterally obtained reports continues to depend primarily on whether they were obtained before proceedings began—a main rule that is largely codified. The thesis discusses whether the law meets its purpose and whether legislative change was necessary, concluding that the amendments mostly codify existing practice and do not result in a real expansion of parties’ rights.

[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter