Hungersnøden i Madras-guvernementet 1876-78
Forfatter
Nielsen, Mads
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2014
Afleveret
2014-11-11
Antal sider
86
Resumé
Specialet undersøger hungersnøden i Madras-guvernementet 1876–78 med fokus på, hvorfor nødhjælpen svigtede, hvilken rolle britisk politik og administration spillede, og hvordan krisen påvirkede fremvoksende indisk nationalisme. Med udgangspunkt i monsunsvigt og tørke i 15 af 21 distrikter følger analysen, hvordan kontakten mellem Calcutta og Madras gik i stå, hvordan vicekongens regering nedskar nødhjælpsmidler under en nedtoning af hungersnødens alvor, og hvordan den af Richard Temple ledede kommission gennemførte en besparelse på 25 procent, som i praksis gav lejrarbejdere under 1600 kcal om dagen (den såkaldte Temple-løn). Specialet argumenterer for, at disse beslutninger forværrede dødeligheden, der i samtidige anslå blev vurderet til mellem fire og ti millioner, og at den officielle registrering – især Sanitary Commissioner-rapporten for Madras 1877 – omklassificerede sultrelaterede sygdomme som kolera, dysenteri, kopper og malaria til brede kategorier som feber, hvilket skjulte katastrofens omfang og beskyttede lokale embedsmænd mod ansvar. Specialet diskuterer også de politiske følger: Bal Gangadhar Tilaks vej ind i uddannelse og nationalistisk presse i begyndelsen af 1880’erne samt de moderate kritikpunkter fra Dadabhai Naoroji og Romesh Chunder Dutt, der knyttede tilbagevendende hungersnød til skatte- og indtægtsudtømning og argumenterede for større indisk deltagelse i Raj’et frem for øjeblikkelig britisk tilbagetrækning. Metoder uddybes ikke i uddraget, men analysen forholder sig til regeringskommunikation, kommissionsarbejde og offentlig debat for at forklare nødhjælpens sammenbrud og dets eftervirkninger.
This thesis examines the 1876–78 famine in the Madras Presidency, asking why relief failed, what role British policy and administration played, and how the crisis shaped emerging Indian nationalism. Starting from monsoon failure and drought in 15 of 21 districts, the analysis traces how communication between Calcutta and Madras stalled, how the Viceroy’s government cut relief budgets while downplaying the severity of the famine, and how the Famine Commission led by Richard Temple imposed a 25 percent reduction that translated into relief-camp rations below 1,600 kcal per day (the so-called Temple wage). It argues that these decisions deepened mortality, estimated by contemporaries at four to ten million deaths, and that official reporting—especially the 1877 Sanitary Commissioner’s Report for Madras—reclassified starvation-related diseases such as cholera, dysentery, smallpox, and malaria under broad labels like fever, masking the scale of the disaster and shielding district officials from responsibility. The thesis also considers political repercussions: Bal Gangadhar Tilak’s turn to education and nationalist journalism in the early 1880s, and the moderate critiques of Dadabhai Naoroji and Romesh Chunder Dutt, who linked recurrent famines to fiscal extraction and the colonial drain and advocated greater Indian participation in the Raj rather than immediate British withdrawal. Specific research methods are not detailed in the excerpt, but the analysis engages government communications, commissions, and public debate to explain the failure of relief and its legacies.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet fuldtekst]