Godnathistorier bag tremmer: Et kvalitativt studie af børneansvarlige i de danske arresthuse
Oversat titel
Bedtime stories behind bars: A qualitative study of children's officers in Danish prison institutions for remand custody
Forfatter
Gjelstrup, Julie Wedel
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2015
Afleveret
2015-08-02
Abstract
I 2010 indledte Kriminalforsorgen og Institut for Menneskerettigheder et toårigt projekt i fire fængselsinstitutioner. En eller to medarbejdere blev udpeget som børneansvarlige med opgaven at hjælpe indsatte forældre med at bevare kontakten til deres børn og rådgive om det at være både forælder og indsat. På baggrund af erfaringerne blev ordningen i 2013 udbredt til alle danske fængsler i en fireårig periode. Denne kandidatafhandling undersøger, hvordan ordningen gennemføres, når forælderen er varetægtsfængslet. Undersøgelsen bygger på kvalitative interviews med projektlederen og fem børneansvarlige. Analysen viser, at de børneansvarlige møder flere barrierer for at nå ud til de indsattes børn. Stramme sikkerhedskrav sætter klare grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og der opstår også modstand fra både indsatte og kolleger. Modstanden fra de indsatte handler ofte om skam: kontakten med de børneansvarlige kan vække skam over både at være forælder og indsat og over ikke at leve op til forventninger til faderrollen. Gennem følelsesarbejde forsøger de børneansvarlige at forstå de indsattes følelser og behov og at forvandle skam til stolthed. Modstand fra kolleger viser sig især som manglende villighed til at deltage i projektet og hensyn til ikke at besvære kolleger; en børneansvarlig fortæller, at nogle kolleger taler negativt om projektet uden at anerkende børnenes særlige behov. Samtidig udøver de børneansvarlige et stort skøn i arbejdet. Som street-level-bureaucrats (frontlinjemedarbejdere med betydelig beslutningsfrihed) får de stor indflydelse på, hvordan ordningen bliver til praksis. Skønnet former, hvad der er muligt, og hvor meget støtte den enkelte indsat får. Ved overvågede besøg og kontrol af breve varierer skønnet betydeligt, hvilket giver meget forskellige muligheder for at holde kontakt med børnene. De børneansvarlige vurderer også, hvem der er støtteværdige. Tre grupper skiller sig ud: udlændinge, seksualforbrydere og indsatte, der ikke viser (tilstrækkelig) interesse for deres børn. Disse indsatte – og dermed deres børn – får ikke samme støtte og kontaktmuligheder. Overordnet ser de børneansvarlige deres hovedformål som at forbedre børnenes vilkår og støtte relationen under varetægtsfængsling, især ved at øge børnenes viden om forælderens fængsling. Analysen viser dog også en personlig dimension: bedre relationer til indsatte og positive reaktioner fra børn giver de børneansvarlige faglig tilfredsstillelse og anerkendelse. Afslutningsvis peger afhandlingen på, at ordningen på nogle områder gennemføres ens, men at meget også afhænger af den enkelte medarbejders skøn. Det skaber dilemmaer: hvordan sikres barnets perspektiv uden at overskride de indsattes grænser og værdier? Projektet sættes til sidst ind i Kriminalforsorgens aktuelle kontekst med øget fokus på rehabilitering side om side med et stærkere fokus på straf.
In 2010, the Danish Prison and Probation Service and the Danish Institute for Human Rights launched a two-year project in four prison institutions. One or two staff members were appointed as children’s officers to help incarcerated parents maintain contact with their children and to counsel them on the challenges of being both a parent and an inmate. Based on the results, the scheme was rolled out across all Danish prisons in 2013 for four years. This master’s thesis examines how the scheme is implemented when the parent is in remand custody. The study is based on qualitative interviews with the project manager and five children’s officers. The analysis shows several barriers to reaching inmates’ children. Strict security rules limit what is possible, and children’s officers also encounter resistance from both inmates and colleagues. Inmates’ resistance is often tied to shame: contact with children’s officers can trigger shame about being both a parent and a prisoner, and about not meeting expectations of the father role. Through emotional labor, children’s officers try to understand inmates’ feelings and needs and to shift shame into pride. Resistance from colleagues mostly appears as reluctance to take part in the project and in efforts by children’s officers not to inconvenience coworkers; one officer reports that some colleagues speak negatively about the project without recognizing children’s specific needs. Children’s officers also exercise a high degree of discretion. As street-level bureaucrats (frontline staff with significant decision-making freedom), they shape how the scheme works in practice. Their discretion affects what can be done and how much support each inmate receives. In supervised visits and letter checks, practices differ widely, producing very uneven opportunities for parents to stay in touch with their children. Officers also differentiate between who is considered “worthy” of support. Three groups stand out: foreign nationals, sexual offenders, and inmates who show insufficient interest in their children. These inmates—and thus their children—receive less support and fewer opportunities to maintain contact. Overall, children’s officers see their primary purpose as improving children’s circumstances and supporting relationships during remand, especially by increasing children’s understanding of the parent’s imprisonment. The analysis also points to a personal dimension: improved relations with inmates and positive reactions from children provide professional satisfaction and recognition. The thesis concludes that while some aspects of implementation are similar, much depends on the individual officer’s discretion. This creates dilemmas: how to center the child’s perspective without overstepping inmates’ boundaries and values. Finally, the project is situated within the Prison and Probation Service’s current context of increased emphasis on rehabilitation alongside a stronger punitive turn.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord