Fugthætten i praksis
Oversat titel
The moisture hood in praxis
Forfatter
Norling, Casper Roland
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2015
Afleveret
2015-06-01
Antal sider
57
Abstract
At måle fugt i eksisterende bygningskonstruktioner er svært: billige, direkte metoder findes næsten ikke, og de kendte løsninger har tydelige usikkerheder. I dette projekt afprøves en ny fugthætte – et lille, lukket kammer, der limes på overfladen – som kan bestemme porefugtindholdet (fugten i materialets porer tæt ved overfladen). Princippet er, at luften i hætten efter noget tid kommer i ligevægt med fugten i konstruktionen. Fugthætten er testet i praksis på især ubehandlede betonkonstruktioner med forskellig opfugtning. Derudover er materialers “hukommelse” (hvor meget fugt de binder, og hvor hurtigt de tørrer igen) vurderet, og betydningen af overfladebehandlinger samt hættens diffusionstæthed (hvor tæt den er for vanddamp) er diskuteret. Målingerne viser, at stigningen i fugt i hætten lige efter opsætning varierer og blandt andet afhænger af overfladebehandling, så det var ikke muligt at lave en pålidelig algoritme alene ud fra de første timers data. Til gengæld er der en sammenhæng mellem udviklingen i de første to timer og den endelige fugt i hætten, når ligevægt er nået. Denne sammenhæng er samlet i et fremskrivningsskema, udledt af forsøgene. Udtørringsforsøg viser desuden, at mursten tørrer hurtigere end betonfliser; de anvendte gipsplader tørrede langsommere end mursten, primært fordi de startede med et højere fugtindhold. Endelig tyder resultaterne på, at hættens diffusionstæthed betyder mindre end andre fejlkilder, som overfladens tilstand og tætheden i samlingen mellem hætte og konstruktion. Samlet set er fugthætten et brugbart supplement til anerkendte målemetoder, men kræver videreudvikling og flere afprøvninger. Mulighederne for praktisk brug vurderes som gode, især hvis forhold omkring intern lagring løses.
Measuring moisture in existing building structures is challenging: simple, low-cost ways to directly determine moisture content are scarce, and common methods have clear sources of error. This project tests a new moisture cap—a small sealed chamber adhered to a surface—that can determine the pore moisture content (the moisture in the material’s pores near the surface). The idea is that the air inside the cap will reach equilibrium with the material’s moisture after some time. The cap was tested in practice mainly on untreated concrete with different levels of wetting. The study also assessed materials’ “memory” (how much moisture they retain and how fast they dry) and discussed the effects of surface treatments and the cap’s diffusion tightness (how resistant it is to water vapor). Results show that the initial rise in humidity inside the cap varies and depends in part on surface treatment, so a reliable algorithm could not be built from only the first hours of data. However, there is a link between the trend in the first two hours and the final humidity inside the cap once equilibrium is reached. This relationship is summarized in a projection chart based on the experiments. Drying tests further indicate that bricks dry faster than concrete paving slabs; the gypsum boards used dried more slowly than bricks mainly because they started with a higher moisture content. Finally, the cap’s diffusion tightness seems less important than other error sources, such as surface condition and the quality of the seal between cap and surface. Overall, the moisture cap is a useful supplement to established measurement methods, though it needs further development and testing. The prospects for practical use are good, especially if issues around internal storage are resolved.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord