Exploring "the strange junction of two extremes of nature": A comparative analysis of the uncanny within the post-apocalyptic narratives of J. G. Ballard's The Drowned World and Cormac McCarthy's The Road in the context of the modern Anthropocene
Author
Jensen, Maria Bæk
Term
4. term
Education
Publication year
2022
Submitted on
2022-05-31
Pages
66
Abstract
This thesis examines how Sigmund Freud’s concept of the uncanny operates in J. G. Ballard’s The Drowned World (1962) and Cormac McCarthy’s The Road (2006) through the contemporary lens of the Anthropocene. Using comparative close reading, it traces how uncanniness emerges in discourse, setting, and character relations as nature and culture merge in the aftermath of ecological collapse. Although the novels imagine opposite extremes—an overheated, drowned tropic versus a burned, ashen wasteland—they converge in the unsettling effects produced when boundaries between human and nonhuman, nature and culture, break down. Drawing on Freud and current Anthropocene debates (including the nature-culture binary and the idea of hyperobjects), the thesis argues that both texts construct strange, boundary-blurring worlds of human–environment entanglement that give shape to contemporary hopes and fears about global warming and ecological degradation. The study is interpretive and theoretically driven; it reports no empirical data but offers a comparative, text-centered analysis of how post-apocalyptic narratives can help readers process environmental anxiety in the Anthropocene.
Denne afhandling undersøger, hvordan Sigmund Freuds begreb om det uhyggelige (the uncanny) kommer til udtryk i J. G. Ballards The Drowned World (1962) og Cormac McCarthys The Road (2006) i lyset af den moderne Anthropocæn. Gennem en komparativ nærlæsning analyserer studiet, hvordan uhyggeligheden manifesterer sig i fortællingernes sprog, miljøer og karakterrelationer, når natur og kultur glider sammen efter økologisk sammenbrud. Romanerne skildrer hver sin yderpol—en oversvømmet, tropisk verden og et udbrændt, askegråt landskab—men mødes i den foruroligende effekt, der opstår, når grænserne mellem menneskeligt og ikke-menneskeligt, natur og kultur, udviskes. Med afsæt i Freud og nyere Anthropocæn-debatter (bl.a. natur-kultur-dikotomien og ideen om hyperobjekter) argumenterer afhandlingen for, at begge værker konstruerer mærkelige, grænseopløsende verdener, hvor menneske og miljø er uløseligt sammenfiltret, og at de dermed giver et sprog for samtidens håb og bekymringer om global opvarmning og økologisk forringelse. Undersøgelsen er fortolkende og teoretisk forankret; den præsenterer ingen empiriske data, men tilbyder en tekstnær, komparativ analyse af, hvordan postapokalyptiske fortællinger kan hjælpe læsere med at bearbejde miljøangst i Anthropocæn.
[This apstract has been generated with the help of AI directly from the project full text]