Excess i nødværge

Excessive self-defence

Christensen, William Benjamin

4. semester

Jura, Kandidat

2025

2025-05-15

54

Afhandlingen undersøger grænserne for straffrihed ved nødværgeoverskridelse efter straffelovens § 13, stk. 2. Hvor § 13, stk. 1, opstiller de objektive betingelser for lovlig nødværge, indfører stk. 2 en subjektiv straffrihedsgrund: En person kan fritages for straf, hvis en overskydende magtanvendelse rimeligt kan forklares med frygt eller ophidselse fremkaldt af det retsstridige angreb. Afhandlingen ser på samspillet mellem disse to vurderingsniveauer og på, hvordan domstolene vægter psykologiske og situationelle forhold ved anvendelsen af stk. 2. Med en retsdogmatisk metode, der bygger på lovfortolkning og en systematisk gennemgang af retspraksis, identificerer afhandlingen de centrale parametre, der styrer domstolenes skøn i sager om nødværgeoverskridelse. Tre forhold er i fokus: For det første arten og omfanget af overskridelsen—om reaktionen var klart uproportionel, eller om den lå for langt tidsmæssigt fra det oprindelige angreb. Jo grovere eller mere forsinket overskridelsen er, desto mere tilbageholdende er domstolene med at acceptere subjektive forklaringer. For det andet, hvad der kan anses som “rimelig” frygt eller ophidselse, herunder hvordan intensitet, varighed og troværdighed af disse tilstande vurderes i lyset af de konkrete omstændigheder. For det tredje, hvordan den tiltales individuelle forudsætninger for at vurdere nødvendighed og handle proportionalt påvirker udfaldet; her sondres bl.a. mellem psykisk sårbare personer (fx med autisme eller Tourettes syndrom) og professionelt uddannede personer (fx politibetjente og vagter). Resultaterne viser, at straffrihed efter § 13, stk. 2, kun indrømmes i sjældne og snævert afgrænsede situationer, typisk hvor et retsstridigt angreb udløser en øjeblikkelig og følelsesmæssigt overvældet reaktion. Domstolene arbejder ikke med en fast tærskel, men foretager en skønsmæssig afvejning af subjektive og objektive faktorer. I sager med mentale funktionsnedsættelser, der direkte påvirker dømmekraften, ses en tendens til at give større fejlmargin; omvendt kan personer med stærk professionel træning holdes til højere standarder, om end praksis er uensartet. Afhandlingen konkluderer, at § 13, stk. 2, udfylder en vigtig funktion ved at anerkende den psykologiske virkelighed i højstressede konfrontationer, men at anvendelsen er begrænset og kontekstafhængig. Yderligere afklaring fra domstolene vil være gavnlig, især om betydningen af den tiltaltes kognitive og situationelle forudsætninger i grænsetilfælde.

This thesis explores when Danish courts excuse criminal liability for excessive self-defence under Section 13(2) of the Criminal Code. Section 13(1) sets the objective rules for lawful self-defence, while Section 13(2) adds a subjective excuse: a person may avoid punishment if using too much force can reasonably be explained by fear or agitation caused by the attack. The thesis examines how these two levels of assessment interact and how judges weigh psychological and situational factors when applying subsection 2. Using a doctrinal legal method—statutory interpretation combined with a systematic review of case law—the thesis identifies the key parameters that guide judicial discretion in excessive self-defence cases. It focuses on three areas. First, the nature and extent of the excess: whether the reaction was disproportionate, or occurred too long after the initial threat. The more severe or delayed the excess, the more demanding the courts are about accepting subjective explanations. Second, what counts as “reasonable” fear or agitation, and how courts assess the intensity, duration, and credibility of these emotional states in their factual context. Third, how the defendant’s personal capacity to judge necessity and act proportionately affects the outcome, distinguishing between mentally vulnerable individuals (such as people with autism or Tourette’s syndrome) and professionally trained actors (such as police officers and security guards). The findings show that exemption under Section 13(2) is granted only in rare, narrowly defined situations, typically when a wrongful attack triggers an immediate, emotionally overwhelmed reaction. Courts do not apply a fixed threshold; instead, they balance subjective and objective factors in a discretionary way. Where mental impairments directly affect judgment, wider margins for error tend to be accepted. Conversely, highly trained individuals may be held to higher standards, although practice is inconsistent. The thesis concludes that Section 13(2) performs a valuable function by acknowledging the psychological reality of high-stress confrontations, but its use remains limited and heavily context-dependent. Further guidance from the courts would be helpful, especially on the legal weight of a defendant’s cognitive and situational capacities in borderline cases.

[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]

Strafferet

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter