En undersøgelse af forholdet mellem bæredygtighed og vækst siden miljødebattens start og filosofiens rolle i denne diskussion.

A study on the relation between sustainability and growth viewed in a historical context and the role of applied philosophy in this discussion.

Rasmussen, Trine Abraham

4. semester

Anvendt Filosofi, Kandidat

2019

2019-06-03

50

Afhandlingen undersøger, hvordan sammenhængen mellem bæredygtighed og økonomisk vækst er blevet forstået fra slutningen af 1960’erne til i dag, og hvilken rolle anvendt filosofi kan spille i den aktuelle debat. Diskussionen struktureres med statskundskaberen John S. Dryzeks fire miljødiskurser: miljøproblemløsning, grænser og overlevelse, bæredygtighed og grøn radikalisme. Her betyder 'diskurser' typiske måder at tale og tænke om miljøspørgsmål på. Analysen fokuserer på tre nøgletekster. The Limits of Growth (1972), som er typisk for 1970’ernes diskurs om grænser og overlevelse, advarer om begrænsede naturressourcer og risikoen for kollaps ved ubegrænset, eksponentiel vækst. Den anbefaler globalt ligevægt og udtrykker lille tillid til, at teknologiske løsninger eller vedvarende energi alene kan neutralisere belastningen. I modsætning hertil står Our Common Future (1987), som er kendetegnende for 1980’ernes bæredygtighedsdiskurs og økologisk modernisering: her er der større optimisme og fokus på teknologiske strategier som afkobling (økonomien vokser, mens miljøpåvirkningen falder) og substitution samt fortsat økonomisk vækst. Afhandlingen stiller spørgsmål ved, hvor holdbar denne vækstoptimisme er på langt sigt. Omkring årtusindskiftet vender vækstkritikken tilbage med forslag om degrowth. Prosperity without Growth (2017), som her placeres i grøn radikalisme, argumenterer for en økonomi i tilbagegang for at reducere miljøpåvirkninger og for at omdefinere velstand, så mennesker kan trives uden konstant stigende BNP. Afhandlingen undersøger de sociale og miljømæssige konsekvenser af en sådan skrumpende økonomi. Samlet viser studiet, at synet på bæredygtighed og vækst har svinget mellem skepsis og optimisme over for vækst. Konklusionen er, at et snævert fokus på vækst—uanset om man er for eller imod—kan aflede opmærksomheden fra at løse konkrete problemer som fattigdom, overbefolkning, miljøskadeligt forbrug og farlige udledninger. Derfor anbefales en agnostisk tilgang til vækst: vælg den kombination af virkemidler, der bedst løser det konkrete problem. Til sidst foreslås anvendt filosofi som en fronetisk tilgang, som beskrevet af Bent Flyvbjerg (2001). Med udgangspunkt i Aristoteles’ tre intellektuelle dyder—episteme (videnskabelig viden), techne (praktisk kunnen) og phronesis (praktisk moralsk dømmekraft)—kombinerer tilgangen evidens, metoder og værdier for at støtte beslutninger om, hvad der både er effektivt og ønskeligt.

This thesis examines how the link between sustainability and economic growth has been interpreted from the late 1960s to the present, and what role applied philosophy can play in today’s debate. To organize the discussion, it uses political scientist John S. Dryzek’s four environmental discourses: environmental problem solving, limits and survival, sustainability, and green radicalism. Here, 'discourses' means characteristic ways of talking and thinking about environmental issues. The analysis focuses on three influential texts. The Limits of Growth (1972), representing the 1970s limits-and-survival discourse, warns that natural resources are finite and that unchecked, exponential growth could trigger environmental collapse. It calls for global equilibrium and expresses little confidence that technological fixes or renewable resources alone can offset impacts. In contrast, Our Common Future (1987), emblematic of the sustainability discourse and ecological modernization of the 1980s, is more optimistic: it advances technological strategies such as decoupling (growing the economy while reducing environmental harm) and substitution, alongside continued economic growth. The thesis questions how plausible this growth optimism is in the long run. Around the turn of the millennium, critiques of growth reemerge with proposals for degrowth. Prosperity without Growth (2017), associated here with green radicalism, argues for an economy that contracts to cut environmental impacts and for redefining prosperity so people can thrive without ever-rising GDP. The thesis probes the social and environmental consequences of such a shrinking economy. Overall, the study shows that views on sustainability and growth have swung between skepticism and optimism about growth. It concludes that a narrow focus on growth—whether for or against—can distract from solving concrete problems such as poverty, overpopulation, environmentally harmful consumption, and hazardous emissions. The thesis therefore advocates an agnostic stance on growth: choose whatever mix of policies works best for the problem at hand. Finally, it proposes a role for applied philosophy through a phronetic approach, as outlined by Bent Flyvbjerg (2001). Drawing on Aristotle’s three intellectual virtues—episteme (scientific knowledge), techne (practical know-how), and phronesis (practical moral judgment)—this approach combines evidence, methods, and values to guide decisions about what is both effective and desirable.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter