En fortælling om fortællinger: om det fortalte postmodernistiske menneske
Forfatter
Soltani, Marianne Næsby
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2008
Antal sider
84
Resumé
Specialet undersøger Svend Åge Madsens At fortælle menneskene (1989) som en fortælling om fortællinger og om det fortalte postmodernistiske menneske. Udgangspunktet er bogens åbning, hvor ordets skabende kraft sættes i centrum: Tøger fortæller for at holde Ikona i live, og i denne spænding mellem tilfældighed og mening udforskes, hvad fortælling gør ved virkelighed og identitet. Specialet rejser spørgsmålet om, hvilken betydning legen med fortælling har for menneskets eksistens, og hvordan identitet kan forstås mindre psykologisk og mere som summen af de historier, man indgår i. Metodisk er arbejdet todelt: En teoridel omfatter genreforståelse (med særlig vægt på Gunhild Aggers periodisering fra Bergsøe over Blixen til Høeg), fortælleteknik (bl.a. Dorrit Cohns begreber som psycho-narration, quoted monologue og narrated monologue), fortællerens pålidelighed (med inspiration fra Phelan og Martin) samt metafiktion (med bidrag fra Currie, Waugh, Hutcheon, Jansson og Gemzøe). Disse rammer anvendes i analyser af Madsens værk: genreplacering og fortællingens eksistentielle funktion, de mange og minimale fortællinger i det århusianske univers, stemmefordeling og fortællerhierarki, grader af upålidelighed, og en afsluttende metafiktionsanalyse. Specialet søger dermed at belyse, hvordan værket iscenesætter fortælling som verdensskabende praksis, forhandler grænsen mellem fiktion og virkelighed og indskriver sig i en nordisk tradition, samtidig med at forbindelsen mellem metafiktion og postmodernisme nuanceres. Konkrete resultater og konklusioner rækker ud over denne introduktion, men analyserne peger samlet mod en forståelse af At fortælle menneskene som et selvrefleksivt værk, hvor ord skaber mennesker såvel som historier.
This thesis examines Svend Åge Madsen’s At fortælle menneskene (1989) as a story about stories and about the narrated postmodern human. It begins from the novel’s emphasis on the creative power of words: Tøger’s storytelling keeps Ikona alive, and the work explores the tension between apparent randomness and meaning to ask what storytelling does to reality and identity. The central question concerns the existential significance of playing with narrative and how identity may be understood less psychologically and more as participation in stories. Methodologically, the study is in two parts: a theoretical framework on genre (drawing on Gunhild Agger’s periodization from Bergsøe through Blixen to Høeg), narrative technique (including Dorrit Cohn’s categories of psycho-narration, quoted monologue, and narrated monologue), narrator reliability (inspired by Phelan and Martin), and metafiction (via Currie, Waugh, Hutcheon, Jansson, and Gemzøe). These tools are applied in analyses of Madsen’s work: genre placement and the existential function of storytelling, the minimal and multifaceted tales of Aarhus, voice distribution and narrator hierarchy, degrees of unreliability, and a final metafiction analysis. The thesis thus aims to show how the novel stages storytelling as a world-making practice, negotiates the boundary between fiction and reality, and positions itself within a Nordic tradition, while nuancing the link between metafiction and postmodernism. Specific results and conclusions lie beyond this introduction, but taken together the analyses point toward understanding At fortælle menneskene as a self-reflexive work in which words create both people and stories.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]