Done To Death: Pastiching the Trope of the Beautiful Dead Woman
Authors
Andersen, Regitze Raben ; Blomberg, Elsa Kristine
Term
4. term
Education
Publication year
2020
Submitted on
2020-06-01
Pages
101
Abstract
Dette speciale undersøger tropen om “den smukke, døde kvinde” – et tilbagevendende mønster i fortællinger, hvor en kvindes død får symbolsk og æstetisk betydning. Fokus er Lisa Kleins roman Ophelia (2006), en genfortælling (pastiche) af Shakespeares Hamlet, hvor Ophelia ikke dør, men overlever og fortæller sin egen historie. Formålet er at analysere, hvordan romanen bruger og omskriver tropen for et nutidigt publikum og at vurdere, om dette valg passer til netop Ophelias figur. Vi foretager en nærlæsning af romanen og anvender udvalgt teori for at belyse vores spørgsmål. Med afsæt i Elisabeth Bronfen og Lucinda Becker påviser vi, at tropen er til stede i Kleins tekst. Med Ingeborg Hoestereys teori om litterær pastiche vurderer vi Ophelia som en moderne, men atypisk pastiche: Klein udsletter ikke sin egen forfatterstemme for at efterligne Shakespeare, men bruger et markant anderledes sprog og tydelige allusioner til at kommentere på Hamlet. Da tropen kredser om køn, trækker vi på Kath Woodwards diskussion af essentialisme (forestillingen om faste, medfødte kønstræk) og Laura Mulveys begreb “the male gaze” (når kvinder fremstilles ud fra et antaget mandligt blik). Vi finder, at Kleins Ophelia tilskrives flere stereotypisk “maskuline” træk, som ofte bruges i ungdomsromaner for at give heltinder handlekraft. Samtidig modvirker romanens autodiegetiske fortæller (en jeg-fortæller, der beretter om sit eget liv) det mandlige blik ved at lade Ophelia definere sig selv, i modsætning til scenens Ophelia, der ses udefra. Vi argumenterer for, at valget om at udfordre tropen ikke passer optimalt til Ophelia, som netop er et klassisk eksempel på den smukke, døde kvinde. Klein kunne have skabt en progressiv, inspirerende heltinde og samtidig respekteret Shakespeares Ophelias skæbne. Endelig vurderer vi, at romanens sigte mod et yngre publikum svækker ambitionen om at indgå i en bred litterær kanonsamtale: uden forhåndskendskab til Hamlet eller Bronfens trope kan læserne have svært ved at se romanens ændringer og paralleller, hvilket gør budskabet mindre tydeligt.
This thesis examines the trope of the “beautiful dead woman,” a recurring story pattern in which a woman’s death carries symbolic and aesthetic weight. It focuses on Lisa Klein’s novel Ophelia (2006), a retelling (pastiche) of Shakespeare’s Hamlet in which Ophelia survives and narrates her own story. The aim is to analyze how the novel uses and rewrites the trope for contemporary readers and to assess whether this choice suits Ophelia’s character. We conduct a close reading of the novel and apply selected theories to address our research question. Drawing on Elisabeth Bronfen and Lucinda Becker, we show that the trope is present in Klein’s text. Using Ingeborg Hoesterey’s theory of literary pastiche, we argue that Ophelia is a modern yet atypical pastiche: instead of effacing her authorial voice to imitate Shakespeare, Klein employs a distinctly different style and overt allusions to comment on Hamlet. Because the trope centers on gender, we use Kath Woodward’s discussion of essentialism (the idea of fixed, inherent gender traits) and Laura Mulvey’s concept of the “male gaze” (presenting women from an assumed male viewpoint). We find that Klein’s Ophelia is given several stereotypically “masculine” traits, common in young adult fiction to provide a heroine with agency. At the same time, the book’s autodiegetic narrator (a first-person narrator telling her own life) counters the male gaze by allowing Ophelia to define herself, unlike the stage Ophelia who is viewed from the outside. We argue that challenging the trope may not be the best fit for Ophelia, a canonical example of the beautiful dead woman. Klein could have created a progressive, inspiring heroine while still preserving Shakespeare’s Ophelia’s fate. Finally, we conclude that the novel’s orientation toward a younger audience weakens its ambition to converse with the literary canon: without prior knowledge of Hamlet or Bronfen’s trope, readers may struggle to see the novel’s changes and parallels, which blurs its message.
[This abstract was generated with the help of AI]
Documents