Dolus eventualis i dansk strafferet
Oversat titel
Dolus eventualis in Danish criminal law
Forfattere
Rasmussen, Ellen Kirstine ; Dietz, Marianne Bøggild
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2019
Resumé
Specialet undersøger, hvordan forsætsformen dolus eventualis anvendes i dansk strafferet, og hvordan brugen har udviklet sig over tid. Dolus eventualis beskrives som den laveste forsætsgrad og opdeles i hypotetisk forsæt (hvad gerningspersonen ville have gjort, hvis han vidste mere) og positiv indvilligelse (accept af en indset risiko). Med en retsdogmatisk metode analyseres straffelovens rammer, forarbejder fra 1920’erne og især retspraksis, udvalgt efter om dommene angår straffeloven og eksplicit behandler dolus eventualis. Analysen fremhæver bevismæssige udfordringer ved de hypotetiske elementer, grænsedragningen til bevidst uagtsomhed og sandsynlighedsforsæt, samt anvendelsen ved forsøg, herunder drabsforsøg. Gennem centrale afgørelser fra 1918, 1979, 1992 og nyere sager vises, at dolus eventualis er gældende ret og anvendes med forsigtighed. Domstolene har i praksis bevæget sig væk fra hypotetisk forsæt og lægger vægt på positiv indvilligelse, ofte via en normativ vurdering af, om adfærden kan bebrejdes. Specialet peger på den nære lighed med bevidst uagtsomhed (indsigt i risiko), men fastholder, at accept adskiller dolus eventualis. Grænsen til sandsynlighedsforsæt er flydende, men dolus eventualis har selvstændig berettigelse i sager, der hverken rummer direkte eller sandsynlighedsforsæt. Dolus eventualis kan anvendes ved forsøg og ses i nyere praksis. Afslutningsvis foreslås, at fraværet af en lovfæstet definition kan have muliggjort en fleksibel udvikling af begrebet.
The thesis examines how dolus eventualis is used in Danish criminal law and how its application has evolved over time. Dolus eventualis is presented as the lowest degree of intent and is divided into hypothetical intent (what the offender would have done if aware of more) and positive compliance (accepting a recognized risk). Using a doctrinal method, the study analyzes the Penal Code, legislative proposals from the 1920s, and especially case law selected for explicitly addressing dolus eventualis within the Penal Code. The analysis highlights evidentiary challenges created by hypothetical elements, the boundary to conscious negligence and probability intent, and the concept’s use in attempt liability, including attempted homicide. Across key decisions from 1918, 1979, 1992 and more recent cases, the thesis finds that dolus eventualis is established law but applied cautiously. Courts have moved away from hypothetical intent and emphasize positive compliance, often through a normative assessment of blameworthiness. The thesis notes the close affinity with conscious negligence (awareness of risk) but maintains that acceptance distinguishes dolus eventualis. While the line to probability intent is fluid, dolus eventualis remains justified as a separate category for cases that involve more than negligence but less than direct or probability intent. It can be applied to attempts and appears in recent practice. Finally, the thesis suggests that the absence of a statutory definition may have allowed the concept to evolve flexibly.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]