Disrupting 'Arctic Exceptionalism'? A Qualitative Discourse Analysis of the Securitization of Climate Change in the EU's Arctic Policy
Author
Grassl, Theresa
Term
4. term
Publication year
2022
Pages
60
Abstract
The Arctic is often portrayed as ‘exceptional’ because regional cooperation has long centered on shared environmental and societal issues while downplaying security politics. This thesis examines how the European Union’s revised Arctic policy (2021) reframes the region by casting climate change as a security threat, and what this implies for the idea and routines of Arctic exceptionalism. Using a qualitative Foucauldian genealogical discourse analysis of the EU’s Arctic climate discourse, the study identifies five strategies: portraying the Arctic as vulnerable, asserting EU authority in climate change mitigation, constructing global responsibility, exceptionalizing the Arctic through its faster and globally consequential climate impacts and its role as a global example, and smoothing inconsistencies in how the threat is presented. Read through securitization theory, these strategies constitute a securitizing move aimed at a global audience that seeks to advance the global securitization of climate change. This move departs from the post–Cold War logic of desecuritization that has structured inter-state cooperation in the Arctic by pulling the region into a global security narrative. Drawing on ontological security, the thesis argues that this shift challenges routinized practices that have provided stability and predictability in Arctic relations and may increase insecurity; however, visible effects depend on whether Arctic states accept the EU’s securitizing move.
Arktis fremstilles ofte som ‘ekseptionel’, fordi regionalt samarbejde længe har været organiseret omkring fælles miljø- og samfundsudfordringer, mens sikkerhedspolitik holdes i baggrunden. Denne afhandling undersøger, hvordan EU’s reviderede Arktis-politik (2021) omrammer regionen ved at gøre klimaforandringer til en sikkerhedstrussel, og hvilke konsekvenser det har for idéen og de etablerede rutiner bag arktisk eksceptionalisme. Med en kvalitativ foucauldiansk genealogisk diskursanalyse af EU’s klimadiskurs om Arktis identificeres fem strategier: at fremstille Arktis som sårbar, at etablere EU’s autoritet i arbejdet med at begrænse klimaforandringer, at konstruere globalt ansvar, at eksceptionalisere Arktis gennem dets hurtigere og globalt skelsættende klimaeffekter og dets rolle som globalt eksempel, samt at udglatte uoverensstemmelser i trusselsfremstillingen. Set gennem sikkerhedsliggørelsesteori udgør disse strategier et sikkerhedsliggørende træk rettet mod et globalt publikum med henblik på at fremme en global sikkerhedsliggørelse af klimaforandringer. Dette afviger fra den desikkerhedsliggørelse, der siden den kolde krig har præget mellemstatsligt samarbejde i Arktis, ved at trække regionen ind i en global sikkerhedsfortælling. Med afsæt i ontologisk sikkerhed argumenterer afhandlingen for, at dette skifte udfordrer rutiner, som har givet stabilitet og forudsigelighed i arktiske relationer, og kan øge usikkerhed; synlige effekter afhænger dog af, om arktiske stater accepterer EU’s sikkerhedsliggørende træk.
[This apstract has been generated with the help of AI directly from the project full text]