Den retlige ramme for brug af aflytning ved infiltration i fængsler
Oversat titel
The legal framework for the use of listening devices with infiltration in prisons
Forfattere
Davey, Astrid Halgaard ; Christensen, Emma Fischer ; Mikkelsen, Maria Bom Voergaard
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2024
Afleveret
2024-05-16
Resumé
I Danmark leder politiet strafferetlige efterforskninger. Når en sag går i stå, kan de være nødt til at afprøve nye metoder. Specialet tager udgangspunkt i efterforskningen af drabet i Elverparken den 4. november 2016, hvor der blev rejst tiltale, og domstolene tog stilling til, om den anvendte metode var lovlig, og om optagelserne kunne bruges som bevis. Politiet placerede en PET-agent, Frank, som infiltratør i det fængsel, hvor den tiltalte afsonede. Frank bar lytteudstyr, og den tiltaltes celle var aflyttet. Denne kombinerede metode er ikke udtrykkeligt reguleret i Retsplejeloven. Formålet med specialet er at undersøge de retlige rammer for at bruge lytteudstyr sammen med infiltration i fængsler samt for at bruge de derved skaffede lydoptagelser som bevis. Metoden består af elementer, som hver for sig er kendte: aflytning, infiltration og afhøring. Derfor inddrager specialet grundlæggende straffeprocessuelle principper, Retsplejelovens generelle regler om efterforskning, reglerne om aflytning, infiltration og afhøring, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) samt praksis fra danske domstole og Menneskerettighedsdomstolen (EMD). Aflytning er udtrykkeligt reguleret i Retsplejelovens kapitel 71, mens kropsbåret lytteudstyr og infiltration ikke har klar hjemmel og antages at være omfattet af § 742, stk. 2, underlagt proportionalitetsprincippet. På grund af den manglende detaljerede regulering har danske domstole og EMD i nogle sager fundet, at visse former for aflytning krænker retten til privatliv efter EMRK art. 8, mens selve brugen af sådanne beviser ikke automatisk krænker retten til en retfærdig rettergang efter art. 6. Efter dansk og europæisk praksis krænker infiltration i sig selv ikke art. 6, hvis der findes klare og forudsigelige procedurer for godkendelse, gennemførelse og kontrol. EMD har ikke entydigt anset infiltration for et indgreb i art. 8, men nyere praksis om retten til selvbestemmelse gør retstilstanden usikker. Det afgørende er, om samtalerne mellem den tiltalte og Frank reelt var afhøringer, der udløser retten til at tie og forbuddet mod selvinkriminering efter Retsplejeloven § 752, stk. 1, og EMRK art. 6, stk. 1. Retsplejeloven definerer ikke begrebet afhøring, men fastsætter regler for, hvordan afhøringer skal gennemføres. I Elverparken-sagen foretog domstolene en samlet vurdering, i tråd med EMD’s praksis, af om samtalerne var at sidestille med afhøringer. Udgangspunktet var, at den tiltalte ikke må presses til at tale om forbrydelsen mod sin vilje. Byretten vurderede, at enkelte samtaler var afhøringer og udelukkede dem som bevis. Landsret og Højesteret fandt, at kun få elementer kunne betegnes som afhøring, og tillod alligevel beviserne som helhed. Efter EMD’s praksis krænker brug af ulovligt tilvejebragte beviser ikke i sig selv art. 6, mens brug af forklaringer indhentet i strid med retten til at tie og mod selvinkriminering som udgangspunkt vil være en krænkelse, dog efter en konkret vurdering. Efter Højesterets dom synes politiet at have et vist spillerum til at anvende denne kombinerede metode. Forskelle mellem dansk praksis og EMD’s afgørelser, kombineret med kravet om en samlet vurdering af sagens retfærdighed, gør dog retstilstanden på området noget uklar.
In Denmark, the police lead criminal investigations. When a case stalls, they may try new methods. This thesis focuses on the Elverparken murder investigation of 4 November 2016, where charges were brought and the courts assessed whether the investigative method was lawful and whether the recordings could be used as evidence. The police placed a PET agent, Frank, undercover in the prison where the accused was serving time. Frank wore a listening device, and the defendant’s cell was bugged. This combined method is not expressly regulated in the Administration of Justice Act (AJA). The thesis examines the legal framework for using listening devices together with infiltration in prisons and for admitting the resulting audio recordings as evidence. The method combines familiar tools—surveillance by listening devices, infiltration, and questioning—so the analysis draws on basic principles of criminal procedure, the AJA’s general rules on investigation, the AJA’s rules on listening devices, infiltration and questioning, the European Convention on Human Rights (ECHR), and case law from Danish courts and the European Court of Human Rights (ECtHR). Listening by wiretapping is expressly regulated in chapter 71 of the AJA, but body‑worn listening devices and infiltration lack a clear legal basis and are assumed to fall under section 742(2), subject to the principle of proportionality. Because of this limited regulation, Danish courts and the ECtHR have in some instances found that certain uses of listening devices violated the right to privacy under ECHR Article 8, while admitting such evidence did not automatically breach the right to a fair trial under Article 6. Under Danish and European case law, infiltration does not itself violate Article 6 if clear, foreseeable procedures exist for authorising, carrying out, and overseeing it. The ECtHR has not clearly treated infiltration as an interference with Article 8, but newer case law on the right to self‑determination makes this uncertain. The key issue is whether the conversations between the defendant and Frank amounted to interrogations, which trigger the right to remain silent and the privilege against self‑incrimination under AJA section 752(1) and ECHR Article 6(1). The AJA does not define interrogation; it only prescribes how interrogations must be conducted. In the Elverparken case, the courts, following ECtHR practice, made an overall assessment of whether the conversations were equivalent to interrogations. They emphasised that the accused must not be made to speak against their will. The District Court found some conversations were interrogations and excluded them; the High Court and Supreme Court found only a few elements qualified as interrogations and allowed the evidence as a whole. According to ECtHR case law, using illegally obtained evidence does not in itself violate Article 6, whereas using statements obtained in breach of the right to silence and the privilege against self‑incrimination will generally violate Article 6, subject to case‑by‑case assessment. After the Supreme Court’s ruling, the police appear to have some leeway to use this combined method. However, differences between Danish and Strasbourg case law, together with the need to assess the overall fairness of proceedings, leave the legal position somewhat unsettled.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord