Den nye skolereforms betydning for pædagogernes arbejde i praksis
Forfatter
Jacobsen, Laura Anne
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2015
Afleveret
2015-06-01
Antal sider
52
Abstract
Dette speciale undersøger, hvordan den nye folkeskolereform har ændret pædagogers arbejde. Reformen betyder, at pædagoger i højere grad skal deltage i undervisningen. Mange føler sig ikke tilstrækkeligt fagligt klædt på til denne opgave, og flere får ikke tilbudt efteruddannelse. Nogle oplever at stå alene med undervisning og ansvar for pensum. Undersøgelsen bygger på snaplog-metoden og kvalitative interviews med tre pædagoger. I snaplog-metoden dokumenterer deltagerne deres arbejde med billeder og korte lognoter. Pædagogen AC fotograferede situationer, hvor arbejdet gav mening for hende—typisk når der var tid til nære relationer, børns trivsel og sociale fællesskaber, og hvor faglige mål ikke stod i centrum. Det, hun ikke fotograferede, var også sigende: undervisningsdelen gav hende ikke samme mening, selv om den aktuelt fylder mest i hendes hverdag. Med afsæt i Axel Honneths anerkendelsesteori og Rasmus Willigs begreb om umyndiggørelse analyserer opgaven, om pædagoger mangler social anerkendelse, og hvilke processer der begrænser deres mulighed for at ytre sig og få indflydelse. Ifølge teorierne kan manglende anerkendelse og umyndiggørelse føre til, at kritik vendes indad, og til et psykisk tomrum. De interviewede pædagoger oplever mindre tid til kerneopgaver som trivsel og relationsarbejde. Tiden i SFO’en er blevet kortere, hvilket reducerer mulighederne for det udviklingsarbejde, de anser som centralt; SFO’en bruges oftere som ’opbevaring’. Skemaerne skifter fra dag til dag, rutiner brydes, og forventningerne bliver uklare, så selv simple opgaver kan virke uoverskuelige. Nogle vælger at forlade skolen, og sygefraværet i folkeskolen beskrives som stigende, hvilket i opgaven kobles til mindre social anerkendelse. Konklusionen er, at pædagogerne i skolen i høj grad påvirkes af reformen og af oplevelser af manglende anerkendelse og umyndiggørelse. Med Willigs pointe kræver reel myndiggørelse bedre strukturelle rammer—noget opgaven vurderer, at der fortsat er et stykke vej til.
This thesis examines how the new Danish public school reform has changed the work of pedagogues. Under the reform, pedagogues are more involved in classroom teaching; many do not feel adequately prepared, and further training is often not offered. Some find themselves responsible for teaching and curriculum on their own. The study uses the snaplog method and qualitative interviews with three pedagogues. In the snaplog method, participants document their work with photos and brief notes. Pedagogue AC photographed moments she found meaningful—typically close relationships with children, attention to wellbeing and social life, and situations where academic targets were not central. What she did not photograph was also telling: the teaching part did not feel meaningful to her, even though it currently dominates her job. Using Axel Honneth’s theory of recognition and Rasmus Willig’s concept of disempowerment, the thesis analyzes whether pedagogues lack social recognition and which processes limit their ability to speak up and influence decisions. These theories suggest that a lack of recognition and disempowerment can turn criticism inward and create a psychological void. Those interviewed report less time for core tasks such as wellbeing and relationship work. Time in the after-school program (SFO) has been shortened, reducing opportunities for developmental work; the SFO is more often used simply as supervision until pick-up. Schedules change daily, routines are disrupted, and expectations become unclear, so even simple tasks can feel overwhelming. Some choose to leave school settings, and sick leave in public schools is described as rising, which the thesis links to reduced social recognition. Overall, the reform and experiences of lacking recognition and disempowerment strongly shape pedagogues’ work in schools. In line with Willig, the thesis concludes that genuine empowerment requires better structural conditions—conditions that, for pedagogues, are not yet in place.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord