Den nye skolereforms betydning for pædagogernes arbejde i praksis

Abstract

Resumé Denne opgave undersøger de forandringer som den nye folkeskolereform har medført i pædagogernes arbejde. Som en del af reformen skal pædagogerne nu i et større omfang være en del af undervisningen, hvilket mange ikke føler sig fagligt nok rustede til. Pædagogerne bliver mange steder ikke tilbudt videreuddannelse i forbindelse med deres nye arbejdsopgaver, og flere oplever at stå med undervisningen og ansvaret for pensum alene. Derudover er tiden til at fokusere på børnenes trivsel og sociale relationer ikke længere den samme, og flere pædagoger mener ikke at der længere er mulighed for at udføre kerneopgaverne i deres arbejde. Med afsæt i snaplog metoden og kvalitative interviews med tre pædagoger, undersøger opgaven hvad den nye skolereform betyder for deres arbejdsopgaver, samt hvordan det påvirker pædagogerne. Billederne og loggene som pædagogen AC har taget af situationer hvor hun oplever hendes arbejde giver mening, bidrager til en forståelse af hvad der for hende er meningsfuldt i det pædagogiske arbejde. Her har hun særligt taget billeder af situationer, hvor der er mulighed for at skabe tætte relationer til børnene, fokus på sociale relationer og trivsel, samt situationer hvor det ikke er faglige målsætninger, der er omdrejningspunktet. Yderligere var det AC ikke fotograferede og ikke bragte på banen også interessant. Hun pegede eksempelvis ikke på at undervisningsdelen i hendes arbejde gav mening for hendes pædagogiske, hvilket kan virke paradoksalt eftersom det på nuværende tidspunkt er hendes primære arbejdsopgave i skolen. Med udgangspunkt i Axel Honneths anerkendelsesteori og Rasmus Willigs bog Umyndiggørelse, undersøges der hvorvidt pædagogerne oplever manglende anerkendelse gennem deres arbejde i folkeskolen, samt hvilke umyndiggørelsesprocesser de udsættes for i arbejdet. Umyndiggørelsesprocesserne kan føre til at pædagogerne mister muligheden for at ytre sig kritisk omkring deres arbejde, hvilket i værste fald kan føre til en krænkelse af individet, da kritikken vendes indad. Pædagogerne oplever ikke længere at der er plads til at udføre de kerneopgaver, som de egentlig mener er en del af det pædagogiske arbejde, og mulighederne for at ytre sig kritisk om dette er ikke tilstede på deres arbejdspladser. Pædagogernes tid med børnene i sfo’en er blevet kortere og de har dermed ikke de samme muligheder for at lave det udviklingsarbejde som de opfatter som en vigtig del af det pædagogiske arbejde. I stedet bliver sfo’erne nu mest brugt som en opbevaring af børnene indtil de skal hjem. Ydermere kan pædagogernes arbejdsskemaer i skolerne variere så meget fra dag til dag at de til tider føle at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen. De konstante ændringer i deres arbejdsopgaver medfører at de rutiner som pædagogerne tidligere oplevede fungerede bliver nedbrudt og forsvinder. De velfungerende arbejdsgange bliver hermed nedbrudt og de kommer i stedet til at virke uhensigtsmæssige, hvilket medfører at simple arbejdsopgaver kommer til at virke uoverskuelige, og mange mister overblikket over hvilke forventninger der er til dem. De mange nye arbejdsopgaver, samt de manglende muligheder for at kunne udføre kerneopgaverne i det pædagogiske arbejde, fører til at flere pædagoger har valgt at forlade arbejdet i skoleregi, samtidig at sygefrekvensen i de danske folkeskoler er stigende, da individerne ikke længere oplever den samme sociale anerkendelse af deres præstationer. Dette medfører i Honneths forstand et psykisk tomrum i personligheden. De mange umyndiggørelsesprocesser medfører at pædagogerne får en fornemmelse af ikke at være myndige og dermed ikke at være i stand til at ytre sig kritisk, hvilket fører til at de mister deres medindflydelse og mulighed for at træffe valg på baggrund af sine kritiske overvejelser. Kun hvis samfundet kan levere de strukturelle mulighedsbetingelser, kan de moderne menneske ifølge Willig blive myndigt, men som opgaven viser er der lang vej igen for pædagogerne i den danske folkeskole.

This assignment examines the changes that the new reform of the public school has implied to the childcare workers’ daily work. As a part of the reform the childcare workers are going to be a bigger part of the lectures – though a lot of people in the field, are not educationally prepared. The childcare workers do most often not get further education offered, considered their new responsibilities at the schools - and more experience, standing with the teaching alone. Furthermore is the time to focus on the children’s well-being and social relations no longer the same, and more child care workers do not think that there are the opportunities to fulfil their core tasks anymore. The snaplog method and qualitative interviews with three childcare workers, are the pillars, when the project examines how the new reform of the public school affects their tasks and the child care workers themselves. The pictures and the logs, that the child care worker AC has been taking from situations where she feels that her work had meaning, support the understanding that for her makes sense in her work with the children. She has especially been taking pictures from situations, where there is an opportunity to make close relations to the children, focus on social relations and well-being and situations where the centre of rotation isn’t the schoolwork. Interesting were also the things that AC did not photographed or brought up in the interviews. She pointed for example not on the teaching part of her work to be something that had meaning for her work, which can seem paradoxical since it is her main task at work these days. There will be referred to – and arguments will be supported by Axel Honneth’s recognition theory and Rasmus Willig’s book “Umyndiggørelse”, when the article examines whether the child care workers experience missing recognition during their work at the public school and in some way take away their educational skills, they have earned. This can lead to childcare workers, who lose their opportunity to express themselves critically about their work, which in worst case can lead to a violation of the individual, because the criticism may will be turned into something personal instead. The childcare workers do not feel that there are room for practicing their core tasks, which they think is a part of their work, and the opportunity to express themselves critically about this, is not existing on their workplace. The child care workers’ time with the children at the After School Programme has shortened and they have therefore not the same opportunities to do that development work they find important. Instead the After School Programme is more being used as a “storage” for children until they are picked up by their parents. Furthermore, the childcare workers’ work schemes at the schools vary so much from day to day, that they sometimes feel that it can be difficult to collect the pieces and hold themselves together. The constant changes in their work tasks lead to the routines, that the childcare workers thought worked well earlier, will be broken and disappear. The smoothly running work will break and will instead seem irrelevant, which leads to simple work tasks suddenly will feel chaotic, and many lose the overview of what expectations exist. The many new work tasks and the missing opportunities to fulfil the core tasks in the daily work, are causing a lot of child care workers to leave the schools and furthermore we are seeing that more and more staff call in sick at the public schools, because the individual no longer experience the same social recognition of their skills. This causes a mental vold in the personality according to Axel Honneth. The new reform can in some ways almost take the authority away from the childcare workers and – in that matter – the room to express themselves critically, which leads to missing participation and opportunity to make decisions based on critical considerations. Only if the society delivers the structural conditions, the modern man can again be authoritative according to Willig, but as this article shows, there are a long way for the childcare workers in the Danish public schools.

A master thesis from Aalborg University

Den nye skolereforms betydning for pædagogernes arbejde i praksis