Casestudie af det frivillige sociale fællesskab - Det Hem'lige Teater

Casestudy of the voluntary community - Det Hem'lige Teater

Christensen, Ina Fjordvald

4. semester

Sociologi (cand.scient.soc), Kandidat

2024

2024-05-29

70

Specialet undersøger, hvilken social betydning det lokale amatørteater Det Hem’lige Teater (DHT) i Aalborg har for deltagerne, de “Hem’lige”, med særligt fokus på, hvordan deres trivsel påvirkes, efter de bliver en del af fællesskabet. Samtidig belyser det, hvilken rolle deltagelsen spiller i de unges løbende identitetsudvikling, når fællesskabet er bundet sammen af kunstnerisk praksis. Studiet er et casestudie med en abduktiv tilgang. De empiriske data stammer fra livsverdensorienterede, semistrukturerede interviews, der udforsker deltagernes oplevelser i hverdagen; interviewene følger fænomenologiske principper, og analysen er hermeneutisk. Interviewguiden blev udviklet med afsæt i udsagn fra mange Hem’lige i Facebook-gruppen “Bevar Det Hem’lige Teater”, som opstod som reaktion på truslen om lukning efter kommunale spareforhandlinger på kulturområdet. Her beskrev flere DHT som et “andet hjem” og fællesskabet som en “familie”, og nogle fortalte, at deltagelsen havde hjulpet dem med angst. Dette er relevant i lyset af den bredere danske debat om unges mistrivsel. Analysen af social betydning er rammesat af Axel Honneths teori om anerkendelse og Hartmut Rosas resonansbegreb. For at forstå den kunstneriske praksis inddrages Howard S. Beckers teori om “art worlds”, Richard Sennetts begreb om håndværk (“crafting”) og Etienne Wengers “communities of practice”, ligesom Tomi Visakkos undersøgelse Becoming Artists inspirerer. Fundene peger på, at de Hem’lige typisk drives af kreativitet og passion—og at nogle, der ikke først anså sig som kreative, finder genklang i den kreative proces undervejs. Fællesskabets kunstneriske praksis er båret af kærligheden til teatret snarere end ensidigt fokus på produktet. Samtidig spiller “præstation” en rolle, knyttet til mål og drømme, hvilket kan skabe konflikter, for eksempel når roller fordeles. Fællesskabet rummer dog mekanismer, der støtter den enkelte i oplevelsen af nederlag. En afgørende grund er den gensidige anerkendelse mellem de Hem’lige: samspillet opfylder behovet for at blive set og giver erfaringer af solidaritet. Solidariteten består i en delt læringsproces, hvor udvikling og forankring går hånd i hånd. Den sociale læring former “kunstpraksissen”, fordi medlemmerne påvirker hinanden og medskaber hinandens idéer. Som Sennett beskriver med håndværksbegrebet, giver det indsigt at lære gennem at gøre. Når de Hem’lige oplever resonans i den kreative proces, opnår de både personlig anerkendelse og anerkendelse fra fællesskabet. Dette sætter en identitetsproces i gang, hvor de opdager og udfolder deres kreative evner. Identiteterne konstrueres omkring trivsel, der vokser i et nysgerrigt og trygt fællesskab. Sammenfattende viser specialet, at en kollektiv læringsproces blandt ligesindede i et sikkert rum styrker unges identitetsudvikling: gennem succesoplevelser og gensidig anerkendelse opbygger de større selvværd og samhørighed. Specialet konkluderer, at fællesskabets eksistensgrundlag gør det muligt for de Hem’lige oprigtigt at identificere sig som—og indtage positionen som—de kunstnere, de er.

This sociological thesis examines the social significance of the local amateur theatre Det Hem’lige Teater (DHT) in Aalborg for its participants—the “Hem’lige”—with a focus on how their wellbeing changes after they join. It also explores how taking part in a community built around artistic practice shapes these young people’s ongoing identity development. The study is an abductive case study. Empirical material consists of lifeworld‑oriented, semi‑structured interviews that explore participants’ everyday experiences; the interviews follow phenomenological principles, and the analysis is hermeneutic. The interview guide was informed by statements from many Hem’lige in the Facebook group “Bevar Det Hem’lige Teater,” created in response to a threat of closure after municipal negotiations about cultural budget cuts. In those posts, members described DHT as a “second home” and the community as “family,” and some wrote that participation had helped with anxiety—an observation relevant to the wider Danish discussion of youth malaise. To frame social significance, the analysis draws on Axel Honneth’s theory of recognition and Hartmut Rosa’s concept of resonance. To understand artistic practice, it engages Howard S. Becker’s art‑worlds perspective, Richard Sennett’s idea of craft (“crafting”), and Etienne Wenger’s communities of practice, and it takes inspiration from Tomi Visakko’s study Becoming Artists. The findings indicate that the Hem’lige are typically driven by creativity and passion—and that some who did not initially see themselves as creative come to resonate with the creative process. The community’s practice is motivated by a love of theatre rather than a narrow focus on the final product. At the same time, “achievement,” linked to goals and dreams, matters and can spark conflict, for example when roles are scarce. The community, however, can support individuals when they experience failure. A key reason is mutual recognition: interaction in the group satisfies the desire to be seen and fosters solidarity. That solidarity is forged through a shared learning process that involves both development and consolidation. The social learning process shapes the art practice as members influence one another and co‑create ideas. In Sennett’s sense, learning by making offers insight. When the Hem’lige feel resonance with the creative process, they gain both personal recognition and recognition from the community. This initiates an identity process in which they discover and unfold their creative abilities. Their identities are built around wellbeing that develops in a curious, supportive community. In sum, a collective learning process among equals in a safe environment strengthens identity development: through experiences of success and mutual recognition, participants build greater self‑esteem and a sense of connectedness. The thesis concludes that the community’s foundations enable the Hem’lige to genuinely identify with—and take up—the position of the artists they are.

[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]

frivillig ; kunst ; teater ; anerkendelse ; resonans ; læringsproces ; identitet ; praksisfællesskab ; fællesskab ; trivsel ; selvværd ; kunstpraksis ; passion ; præstation ; crafting ; håndværk

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter