Bridging Cultural Asymmetry: Authenticity and Social Sustainability in Cross-Cultural Concept Hotels
Author
Sugawara, Madoka
Term
4. term
Education
Publication year
2026
Submitted on
2026-05-31
Pages
66
Abstract
As travel markets diversify, more hotels stage foreign cultural themes. This study calls them Cross-Cultural Concept (CCC) hotels: properties that make an imported culture the core of the guest experience. Most prior research treats hotels as mediators of local culture; little is known about hotels whose main product is an imported culture. This creates a tension with Sustainable Community-Based Tourism (SCBT), which emphasizes local resources and community participation. The result can be 'cultural asymmetry'—an imbalance where local residents bear the impacts of a hotel but are excluded from shaping the meaning of its cultural core. Operators also face 'local thickness' (Roudometof, 2016): the many realities of the host setting—climate, regulations, embodied practices—that resist a straightforward copy of a foreign culture. The study asks: How do Japanese-themed accommodations outside Japan handle social sustainability while incorporating foreign cultural elements? Methodologically, it uses qualitative comparative case studies and an abductive thematic analysis (moving back and forth between data and theory) of three independent properties with different scales and contexts: Yado Oikawa (micro-scale in rural Finland), Viseu Ryokan (medium-scale in a historic Portuguese city), and Onsen at Moncham (medium–large resort in the indigenous mountains of Northern Thailand). The theoretical contribution is the 'Glocalized Authenticity Matrix', which combines Wang’s (1999) authenticity types with glocalization (Roudometof, 2016). The study also identifies an 'Iterative Cultural Translation Process': rather than a one-way transfer of meaning, operators cycle through selecting, translating, encountering local thickness, reconstructing, and refining cultural elements based on guest feedback. This challenges SCBT frameworks by showing that CCC hotels can achieve social sustainability even when the core product is foreign culture. Empirically, operators navigate physical and regulatory constraints by shifting from 'objective authenticity' toward more 'constructivist' and 'existential' authenticity as performative resources. Logistically, they follow a 'master template' sourcing model: import one objectively authentic item and rely on local craftsmanship for the rest. On the intangible side, concepts like Japanese hospitality are translated into clear rules for local staff, or operators adopt 'minimalist hospitality'—self-guided, highly private immersion that reduces workloads while enhancing existential authenticity. Strategies to reduce cultural asymmetry depend on scale and location. The micro-scale rural case achieved social sustainability through passive integration, offering Japanese aesthetics as non-intrusive civic amenities. The medium-scale urban case countered local alienation with an active 'open door' strategy: unbundled services (e.g., breakfasts, workshops), neighbor discounts, and acting as an economic catalyst. The medium-to-large resort avoided isolation by using a 'dual-zone' strategy: offering the foreign experience only inside the hotel while serving as a cultural gateway through local tours and proactive local employment. The study acknowledges limitations: reliance on supplier-side narratives, a focus on independent operators, and the global recognizability of Japanese culture. Future research should include guest and community perspectives, examine large international chains, and test these frameworks on hotels with other cultural backgrounds. Overall, CCC hotels are not necessarily cultural invaders. Treating imported culture as a negotiable, glocal asset—rather than a strict historical replica—helps operators navigate local thickness. Through strategic cultural translation, community engagement, and economic spillovers, potential cultural friction can become a sustainable, mutually beneficial relationship, offering practical guidance for industry and contributing to research on tourism authenticity and SCBT.
Efterhånden som turismen bliver mere mangfoldig, dukker flere overnatningssteder op, der iscenesætter fremmede kulturelle temaer. Dette studie kalder dem Cross-Cultural Concept (CCC)-hoteller: steder, hvor en importeret kultur er kernen i gæsteoplevelsen. Tidligere forskning ser mest hoteller som formidlere af lokal kultur; der mangler viden om hoteller, der gør en fremmed kultur til deres hovedprodukt. Det giver en spænding i forhold til bæredygtig, lokalsamfundsbaseret turisme (SCBT), som vægter brug af lokale ressourcer og inddragelse af lokalsamfundet. Her opstår der 'kulturel asymmetri' – en ubalance, hvor lokale lever med hotellets påvirkninger, men ikke er med til at skabe mening om hotellets kulturelle kerne. Operatører møder også 'local thickness' (Roudometof, 2016): de mange konkrete forhold i værtsmiljøet – klima, regler, kropslige vaner m.m. – der gør en direkte kopi af en fremmed kultur vanskelig. Studiet undersøger: Hvordan håndterer japansk-tematiserede overnatningssteder uden for Japan sociale bæredygtighedsudfordringer, når de integrerer fremmede kulturelle elementer i driften? Metodisk anvendes kvalitative, komparative casestudier og en abduktiv tematisk analyse (en frem-og-tilbage-bevægelse mellem data og teori) af tre uafhængige steder i forskellige skalaer og kontekster: Yado Oikawa (mikro-skala i landdistrikts-Finland), Viseu Ryokan (mellem-skala i en historisk portugisisk by) og Onsen at Moncham (mellem-stor resort i de indfødte bjerge i det nordlige Thailand). Teoretisk bidrager studiet med 'Glocalized Authenticity Matrix', som sammentænker Wangs (1999) autenticitetstyper med glokalisering (Roudometof, 2016). Derudover identificeres en 'iterativ kulturel oversættelsesproces': i stedet for en lige linje for kulturel mening bevæger operatører sig i en cyklus af udvælgelse, oversættelse, mødet med local thickness, rekonstruktion og løbende forfinelse baseret på gæstefeedback. Det udfordrer SCBT-rammer ved at vise, at CCC-hoteller kan opnå social bæredygtighed, selv når kerneproduktet er en fremmed kultur. Empirisk viser studiet, at operatører navigerer fysiske og regulatoriske begrænsninger ved at bevæge sig fra 'objektiv autenticitet' mod mere 'konstruktivistisk' og 'eksistentiel' autenticitet som performative ressourcer. Logistisk anvendes en 'master-skabelon' i indkøb: ét objektivt autentisk element importeres, mens resten laves af lokale håndværkere. På det immaterielle plan oversættes begreber som japansk gæstfrihed til klare regler for lokale medarbejdere, eller der anvendes 'minimalistisk gæstfrihed' med selvstyrede, meget private oplevelser, som reducerer driftsbyrder og styrker eksistentiel autenticitet. Strategier for at mindske kulturel asymmetri formes af skala og placering. Den lille, landlige case opnåede social bæredygtighed gennem passiv integration, hvor japansk æstetik blev tilbudt som ikke-påtrængende 'civile goder'. Den mellemstore, urbane case modvirkede lokal fremmedgørelse med en aktiv 'åben dør'-strategi: kulturelle ydelser blev udskilt (som morgenmad, workshops), naboer fik rabatter, og hotellet fungerede som økonomisk katalysator. Det mellemstore til store resort undgik at blive en isoleret turistattraktion med en 'dobbeltsone'-strategi: det fremmede tilbydes kun inde på hotellet, mens stedet udadtil fungerer som kulturel gateway via lokale ture og aktiv ansættelse af lokale. Studiet anerkender begrænsninger: afhængighed af leverandør-/driftsfortællinger, fokus på uafhængige virksomheder, og at japansk kultur er et globalt kendt brand. Fremtidig forskning bør inddrage gæste- og lokalsamfundsperspektiver, undersøge store internationale kæder og afprøve rammerne på hoteller med andre kulturelle baggrunde. Konklusionen er, at CCC-hoteller ikke nødvendigvis er kulturelle indtrængere. Behandles importeret kultur som en forhandlbar, glokal resurse frem for en streng historisk kopi, kan operatører navigere local thickness. Gennem strategisk kulturel oversættelse, lokalt engagement og økonomisk afsmitning kan potentielle kulturkonflikter omsættes til et bæredygtigt og gensidigt fordelagtigt forhold – med praktiske implikationer for branchen og bidrag til litteraturen om turismeautenticitet og SCBT.
[This apstract has been rewritten with the help of AI based on the project's original abstract]
Keywords