Væsentlighedsbegrebet i lejelovens § 94, stk. 1 - ved lejerens misligholdelse af sin forpligtelse til betaling af leje eller anden pligtig pengeydelse
Oversat titel
The Concept of materiality in the Rent Act - When the tenant defaults in payment of rent.
Forfatter
Hansen, Mette Marie
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2013
Afleveret
2013-05-02
Antal sider
60
Resumé
Specialet undersøger, hvornår en lejers manglende eller forsinkede betaling af leje eller anden pligtig pengeydelse er så væsentlig, at udlejeren kan ophæve lejeaftalen efter lejelovens regler. Udgangspunktet er, at ophævelse forudsætter et forudgående påkrav efter § 93, stk. 2, og at ophævelse ikke kan ske, hvis misligholdelsen efter § 94, stk. 1, må anses for uvæsentlig. Da væsentlighed er en retlig standard, som ikke er præcist defineret i loven, klarlægges indholdet gennem retspraksis. Med en retsdogmatisk tilgang gennemgås lovgivning, forarbejder, juridisk litteratur og især domme fra Ugeskrift for Retsvæsen, Tidsskrift for Bolig- og Byggeret og Fuldmægtigen efter indførelsen af påkravsreglen i 1975 og afskaffelsen af vilje/evne-princippet i 1979. Analysen afgrænses til beboelseslejemål og ser nærmere på tre typiske momenter, som domstolene tillægger vægt: fristoverskridelsens længde, restancens størrelse og forskellige subjektive forhold (f.eks. fejl hos tredjemand, lejers betalingsmønster, sygdom, varetægtsfængsling, ferie og udlejers risiko). Specialet opstiller den lovgivningsmæssige ramme for betalingspligt, påkrav og ophævelsesmeddelelse og systematiserer praksis for at belyse gældende ret og samspillet mellem de nævnte momenter. Formålet er at give et klart overblik over, hvordan væsentlighedsbegrebet i § 94, stk. 1, anvendes i sager om betalingsmisligholdelse, og dermed skabe praktisk anvendelig vejledning for både lejere og udlejere. Retsvirkningerne af en ophævelse behandles ikke.
This thesis examines when a tenant’s failure or delay in paying rent or other mandatory charges is sufficiently material to allow the landlord to terminate the tenancy under the Danish Rent Act. Termination for non-payment requires a prior demand notice under section 93(2) and is barred by section 94(1) if the breach is deemed insignificant. Because materiality functions as a legal standard rather than a fixed rule, its content is clarified through case law. Using a legal-dogmatic approach, the thesis analyzes legislation, preparatory works, legal scholarship, and, in particular, court decisions reported in Ugeskrift for Retsvæsen, Tidsskrift for Bolig- og Byggeret, and Fuldmægtigen after the introduction of the demand-notice rule in 1975 and the abandonment of the will/ability principle in 1979. The analysis is confined to residential tenancies and focuses on three types of factors that courts typically weigh: the length of the delay, the size of the arrears, and various subjective circumstances (e.g., third-party errors, the tenant’s payment pattern, illness, pretrial detention, vacation, and the landlord’s risk). The thesis sets out the statutory framework on payment obligations, demand notices, and termination letters and systematizes practice to illuminate current law and the interplay among these factors. Its aim is to provide a clear overview of how section 94(1)’s materiality requirement is applied in non-payment cases and to offer practical guidance for both tenants and landlords. The legal consequences of termination fall outside the scope.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]
Emneord