Unge forandringsagenter - fra politisk strategi til læring i praksis. Uddannelse for Bæredygtig Udvikling udfoldet gennem et praksisteoretisk studie af tre tværsektorielle læringsforløb, på universitets-, gymnasialt- og efterskoleniveau
Oversat titel
Youth as agents of change - from political strategy, to educational practice. Education for Sustainable Development unfolded trough a practice theoretical study of 3 cross-sectoral learning programs, in university, Danish gymnasium and Danish continuation school.
Forfatter
Kristiansen, Amanda Mona Rønstrup
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2019
Afleveret
2019-09-09
Antal sider
80
Resumé
Uddannelse forventes i stigende grad at styrke unges evne til at udvikle innovative løsninger og handle som forandringsagenter i den globale bæredygtighedskrise. Samtidig signalerer de seneste års store ungdomsdemonstrationer både en kritik af manglende politisk ansvar og en oplevelse af, at uddannelsessystemet ikke giver unge den viden, de færdigheder eller de muligheder, der skal til for at skabe bæredygtig forandring. Forskere peger på behovet for læringsmiljøer, der gør unge i stand til i fællesskab at løse komplekse problemer og handle på løsninger, og for at bygge bro mellem sektorer samt mellem formel og uformel læring ved at lade unge arbejde med virkelige problemstillinger. Samtidig er der fortsat huller og uklarheder i forskningen i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Denne afhandling bidrager til dansk og international viden om, hvilke former for læringsmiljøer der styrker elevers evner og erfaringer med innovation og bæredygtig effekt. Den bygger på et empirisk studie af tre tværsektorielle læringsforløb på henholdsvis et universitet, et dansk gymnasium og en efterskole. Målet er at identificere, hvilke faktorer der muliggør eller begrænser praksisser for at lære at skabe innovative løsninger på bæredygtighedsproblemer, og hvordan elevers læring udfolder sig i disse praksisser. Data er indsamlet med etnografiske metoder (feltbaseret indsigt i praksis), og analysen tager afsæt i Stephen Kemmis’ teori om praksisarkitekturer (hvordan måder at tale, gøre og relatere på sætter rammer for handling), Ludwig Wittgensteins begreb om sprogspil (fælles måder at tale og handle på i en praksis) og John Deweys teorier om uddannelse og læring. Resultaterne viser, at læringspraksisserne var afhængige af en bevidst undervisningspraksis, der etablerede de nødvendige sprogspil, aktiviteter og relationelle rammer. Det muliggjorde, at elever kunne arbejde indbyrdes afhængigt i grupper, når de formulerede og løste komplekse bæredygtighedsproblemer. Når elever arbejdede med problemstillinger, der er relevante for samfund og miljø, oplevede de deres læring som meningsfuld og blev mere engagerede og nysgerrige. Forløb, der indebar at udvikle et produkt eller en model og præsentere for eksterne parter, styrkede elevernes oplevelse af at kunne skabe forandring. Afhandlingen konkluderer, at de undersøgte forløb rummer potentiale som læringspraksisser, der udvikler den viden og de færdigheder, der skal til for bæredygtig innovation. Samtidig er der behov for yderligere forskning for at styrke resultaterne, og for at undersøge, hvordan disse forløb kan skaleres og integreres i den formelle undervisning frem for kun at være aktiviteter uden for skemaet.
Education is increasingly expected to help young people develop the skills to design innovative solutions and act as agents of change in the global sustainability crisis. At the same time, recent mass youth demonstrations signal both a critique of lacking political responsibility and a sense that schooling does not provide the knowledge, skills, or opportunities needed to create sustainable impact. Researchers call for learning environments that enable young people to tackle complex problems together and act on solutions, and for bridging sectors and formal and informal learning by engaging students with real-world problems. Yet research in Education for Sustainable Development still contains gaps and lacks clear direction. This thesis contributes to Danish and international knowledge about which types of learning environments build students’ abilities and experiences with innovation and sustainable impact. It draws on an empirical study of three cross-sector learning programs at a university, a Danish upper-secondary school (gymnasium), and a Danish efterskole (continuation school). The aim is to identify factors that enable or constrain practices for learning to create innovative solutions to sustainability challenges, and to examine how students’ learning unfolds within these practices. Data were gathered using ethnographic methods (field-based study of practice). The analysis is informed by Stephen Kemmis’ Theory of Practice Architectures (how sayings, doings, and relationships shape what is possible), Ludwig Wittgenstein’s notion of language games (shared ways of speaking and acting within a practice), and John Dewey’s theories of education and learning. Findings show that effective learning practices depended on deliberate teaching practices that set up the necessary language games, activities, and relational arrangements. This enabled students to work interdependently in groups when formulating and solving complex sustainability problems. When students addressed problems relevant to society and the environment, they viewed their learning as meaningful and became more engaged and curious. Programs that involved producing a product or model and presenting to external partners increased students’ sense of being able to create change. The thesis concludes that the programs studied show potential as learning practices that develop the knowledge and skills needed for sustainable innovation, but further research is required to strengthen these findings. There is also potential to explore how such programs can be scaled and integrated into formal curricula rather than offered only as extracurricular activities.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord