Udviklingspotentiale omkring børn i familiepleje: En teoretisk udforskning af relationens og fællesskabets betydning for børn, der har været udsat for omsorgssvigt
Oversat titel
Development potential for children in fostercare: A theoretical exploration of the importance of relations and community for children who have been neglected
Forfattere
Dodensig, Camilla Præsius ; Christensen, Camilla Holst
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2018
Afleveret
2018-05-31
Antal sider
139
Abstract
Med afsæt i et 9. semester-projekt om en dreng, vi kalder Niklas, undersøger specialet, hvordan relationer og fællesskaber i danske plejefamilier kan støtte børn, der har oplevet omsorgssvigt. Niklas’ historie viser, at nye relationer og følelsen af at høre til kan være vigtige drivkræfter i en positiv udvikling. Specialet er teoretisk. Først skitseres plejefamiliesystemet og relevant lovgivning for at sætte scenen. Derefter anvendes et kulturelt psykologisk perspektiv og en opdateret udlægning af tilknytningsteori (barnets tidlige bånd til omsorgspersoner). Herudover inddrages flere teorier: den økologiske model for menneskelig udvikling (barnet i samspil med flere omgivelser som familie, skole og myndigheder), community-psykologi (styrken i fællesskaber og deltagelse), socialpædagogiske fællesskaber (hverdagsliv og læring i sociale sammenhænge), anerkendelse og kontrakter (gensidig anerkendelse og klare forventninger), resiliens (evnen til at komme sig og klare modgang), sociokulturelle udviklingsspor (læring gennem deltagelse i kulturelle praksisser) og tillid. På den baggrund rummer specialet to drøftelser: om relationers betydning og om fællesskabets betydning. Teoretisk peger relationer i plejefamilien på muligheder for følelsesmæssig udvikling, fx at barnet kan lære affektregulering og mentalisering (at håndtere følelser og forstå egne og andres tanker), bryde forventninger om afvisning, opbygge selvværd og genvinde tilliden til andre. Nye relationer kan virke positivt uden at skulle erstatte barnets oprindelige tilknytningsfigurer. Som fællesskab kan familien især styrke den sociale udvikling ved, at barnet øver sig i at indgå i grupper, oplever tilhør, og dermed mindre tiltrækkes af modkulturer. Fællesskabet afhænger af de relationer, barnet får til gruppens medlemmer, og fælles aktiviteter er centrale i både relationer og fællesskaber. Gennem aktivitet flyttes fokus væk fra et ensidigt mangelsyn på barnet og over på de udviklingsmuligheder, som de sociale omgivelser åbner for. Barnet er indlejret i flere systemer, som bør samarbejde og spille sammen for at fremme udviklingspotentialet. En tredje del diskuterer, hvordan disse indsigter kan omsættes i praksis, og peger på begrænsninger. Plejefamiliens balance mellem det professionelle, det personlige og det private er udfordret af et samfundsmæssigt fokus på det professionelle. Kendskab til regler og rammer kan hjælpe med at undgå unødige forstyrrelser. Overordnet drøftes, hvad det indebærer at lade familien leve så normalt som muligt og give barnet normalitet, stabilitet og kontinuitet—noget som visse lovkrav kan gøre vanskeligt. Specialet reflekterer også over egne valg og fravalg og peger på behov for mere kvalitativ forskning, fx observationer af børns og familiers hverdagsliv. Konklusionen er, at relationer og fællesskab i plejefamilien, når rammerne er rigtige, kan få stor betydning for barnets liv og udvikling ved at understøtte læringsprocesser, der gør positive forløb mulige, selv efter omsorgssvigt.
Building on a ninth-semester project about a boy we call Niklas, this thesis examines how relationships and a sense of community in Danish foster families can support children who have experienced neglect. Niklas’s story suggests that new relationships and belonging can be key drivers of positive change. The thesis is theoretical. It first outlines the foster care system and relevant legislation to set the context. It then uses a cultural-psychological lens and an updated view of attachment theory (the child’s early bonds with caregivers). Additional frameworks include the ecological model of human development (the child in nested settings such as family, school, and authorities), community psychology (the power of groups and participation), social pedagogical fellowships (shared everyday life and learning in social settings), recognition and contracts (mutual acknowledgement and clear expectations), resilience (capacity to cope and recover), sociocultural pathways of development (learning through participation in cultural practices), and trust. On this basis, the thesis develops two discussions: the role of relationships and the role of community. Theoretically, relationships in a foster family can foster emotional development by supporting affect regulation and mentalization (managing feelings and understanding one’s own and others’ thoughts), breaking patterns of expecting rejection, building self-worth, and restoring trust in others. New family relationships can have positive effects without replacing a child’s original attachment figures. As a community, the family can especially strengthen social development by helping the child practice group participation, experience belonging, and thus feel less pull toward countercultures. Community depends on the relationships the child forms with group members, and shared activities are central in both relationships and communities. Through activity, attention shifts away from a deficit focus on the child alone toward the developmental opportunities offered by the social environment. The child is embedded in multiple systems that should coordinate and align to support development. A third section considers how to put these insights into practice and notes limitations. It discusses the foster family’s balance between professional, personal, and private roles amid a strong societal emphasis on professionalism. Knowing the rules and regulations can help avoid unnecessary distractions. More broadly, the thesis reflects on what it means to let the family live as normal a life as possible and to provide the child with normalcy, stability, and continuity—goals that some legal requirements can challenge. The authors also review their own choices and omissions and highlight the value of further qualitative research, such as observations of children’s and families’ everyday lives. The thesis concludes that, under the right conditions, relationships and family community can significantly shape a child’s life and development by enabling learning processes that make positive outcomes possible despite earlier neglect.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord