Tværfagligt samarbejde - "..for ellers hænger det ikke sammen.."
Forfatter
Kolbæk, Lone
Semester
4. semester
Udgivelsesår
2008
Antal sider
76
Abstract
Dette speciale undersøger, hvordan sundhedsprofessionelle lærer at arbejde sammen som tværfaglige teams, med særligt fokus på neurorehabilitering. Baggrunden er, at tværfagligt samarbejde ofte fremhæves som en løsning på sundhedsvæsenets kvalitets- og økonomiske udfordringer og som en måde at skabe sammenhæng for patienterne. Litteraturen beskriver typisk, hvordan samarbejdet etableres og hvilke fordele det har for patienterne, men siger mindre om selve forandrings- og læreprocesserne for de fagprofessionelle. Derfor spørger specialet: Hvordan lærer sundhedsprofessionelle at praktisere som tværfaglige teams, og hvordan udvikles tværfagligheden? Teoretisk bygger specialet på en socialkonstruktivistisk tilgang, der ser viden som noget, der skabes i fællesskab. Lauvås & Lauvås og Stelter bidrager med forståelser af tværfagligt samarbejde og læring; Wenger bruges til at belyse kollektive læreprocesser, social læring og praksisfællesskaber (grupper, hvor man deler praksis og lærer sammen); Mezirow anvendes til at forstå individuelle og transformative læreprocesser (hvordan grundlæggende antagelser kan udfordres og ændres). Empirien stammer fra en neurorehabiliteringsafdeling på et hospital, der siden 2003 har haft en formaliseret teamstruktur. Der blev gennemført to fokusgruppeinterview med repræsentanter for fire faggrupper: social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Lægen deltog ikke. Resultaterne peger på, at det er afgørende for deltagerne at have en fælles retning i indsatsen og at opleve, at samarbejdet gavner patienterne. Når det sker, opleves praksis som meningsfuld og sammenhængende. Samtidig er deltagernes primære faglige tilhørsforhold fortsat deres eget monofaglige praksisfællesskab, som former identiteten og de argumenter, de bringer ind i teamet. Teamet fungerer som et ekspertteam med komplementære og delvist overlappende fællesskaber og som et ad hoc-team, der samles om konkrete patientforløb og mødes på tværs i faste grænsemøder (strukturerede møder mellem faggrupper). Deltagelsen veksler løbende mellem eget fagfællesskab og ad hoc-teamet. Selv om deltagerne beskriver samarbejdet som ligeværdigt, viser undersøgelsen en hierarkisk struktur: plejegruppen koordinerer og fungerer som projektleder for patientforløb og teamarbejde; terapeuterne bidrager som besøgende eksperter; lægen er fraværende i hverdagen, men har fortsat en dominerende position. Undersøgelsen viser også et spændingsfelt, hvor uenigheder ofte håndteres ved at undgå dem i teamet og i stedet løse dem udenfor. Netop fordi deltagerne indgår i mange krydsende relationer og grænsemøder, er det væsentligt at fokusere på, hvordan uenigheder kan kommunikeres og bruges konstruktivt til teamudvikling. Specialet konkluderer, at der er behov for metadiskussioner om selve måden, teamet arbejder på, og for at anskue teamarbejdet som læreprocesser, hvor erfaringer og mentale vaner udfordres for at udvikle tværfaglig indsigt. Især håndteringen af uenigheder peger på en nødvendig teamudviklingsproces, som organisationen aktuelt ikke understøtter.
This thesis explores how health professionals learn to work together in interdisciplinary teams, with a focus on neurorehabilitation. Interdisciplinary collaboration is often promoted as a way to address quality and cost challenges in healthcare and to create continuity for patients. While existing literature typically describes how such collaboration is set up and its benefits for patients, it says less about the actual change and learning processes experienced by professionals. The thesis therefore asks: How do health professionals learn to practice as interdisciplinary teams, and how does interdisciplinarity develop? The theoretical framework is social constructivist, viewing knowledge as co-created. Lauvås & Lauvås and Stelter inform the understanding of interdisciplinary teamwork and learning; Wenger is used to discuss collective learning, social learning, and communities of practice (groups that share a practice and learn together); Mezirow helps explain individual and transformative learning processes (how underlying assumptions can be challenged and changed). The empirical study was conducted in a hospital neurorehabilitation unit with a formalized team structure established in 2003. Two focus group interviews were held with representatives from four professions: social and healthcare assistants, nurses, physiotherapists, and occupational therapists. The physician did not participate. Findings show that having a shared direction and seeing benefits for patients are crucial for participants to experience their joint practice as coherent and meaningful. At the same time, participants’ primary professional belonging remains their own mono-professional community of practice, which shapes their identity and the arguments they bring to the team. The team functions as an expert team with complementary and partly overlapping communities and as an ad hoc team that assembles around specific patient pathways and meets across professions in structured boundary meetings. Participation continuously shifts between one’s own professional community and the ad hoc team. Although participants describe the collaboration as equal, the study reveals a hierarchical structure: the care group coordinates and acts as project lead for patient pathways and team tasks; therapists contribute as visiting experts; the physician is absent day to day yet retains a dominant position. The study also identifies tensions, with disagreements often handled by avoidance within the team and resolved outside it. Because participants work across many intersecting relationships and boundary meetings, it is important to focus on communicating disagreements in ways that support team development. The thesis concludes that teams need meta-discussions about how they work and to treat teamwork as a learning process where experiences and mental habits are challenged to build interdisciplinary insight. In particular, how disagreements are handled indicates a necessary team development process that is currently not supported by the organization.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord