Til Øvrigheden os skiller - Separation og skilsmisse: mellem Lutherdom & socialpolitik i 1800-tallets København

Til Death Do Us Part - Separation and divorce: between Lutheranism & social policy in 19th century Copenhagen

Sørensen, Rasmus

4. semester

Historie, Kandidat

2023

2023-10-01

80

Denne afhandling undersøger, hvordan skilsmisse- og separationssager blev behandlet af Københavns Magistrat i perioden 1806–1856. Dengang kunne en separation eller skilsmisse kun bevilges, hvis ægtefællerne indgik et fælles forlig ved møder mæglet af magistratens embedsmænd. Det bandt statens bureaukrati tæt til borgernes private liv. Afhandlingen argumenterer dog for, at denne ordning samtidig gav ansøgerne en platform til at fremsætte deres behov og interesser og dermed påvirke udfaldet. Inspireret af ”ny historie nedefra” og følelseshistorie—tilgange der lægger vægt på almindelige menneskers erfaringer og følelser—giver studiet et nyt blik på forvaltningen under den sene danske enevælde. En demografisk analyse peger på, at adgangen til praksissen var relativt åben: Flertallet kom fra middelklassen og de lavere samfundslag, men stod side om side med godsejere, fabrikanter, grosserere, højtstående militærfolk og embedsmænd. Køn og social status havde ikke afgørende betydning for, om en sag kunne afsluttes; det vigtigste var parternes evne til at nå til enighed. Fordi Magistraten ikke kunne tvinge uenige par fra hinanden, forblev embedsmændene ofte passive under mæglingerne. Det skabte behov for lange, detaljerede og følelsesladede ansøgninger, som kunne styrke sagen eller få myndighederne til at handle. Disse fortællinger faldt ikke altid ud til ansøgernes fordel, men de styrede ofte mæglingen i retning af deres ønsker. Mange så samarbejde og en kønsopdelt husholdning som en beskyttelse mod fattigdom, men vold, misbrug og nød var udbredt, og derfor blev separation eller skilsmisse ofte betragtet som den bedste vej til overlevelse. Mæglingen gav rum for at genforhandle ægteskabelige rettigheder: For de fleste—og især kvinder—var målet at sikre en vis økonomisk tryghed efter bruddet; andre brugte ordningen til at bevare ægteskabet. Kvinder kunne via mægling opnå ret til at eje formue og drive virksomhed. Mænd havde generelt mindre at vinde, men brugte også mæglingen til at slippe ud af ægteskaber med ødsle, drikfældige eller uduelige ægtefæller. Da borgerne selv indledte, gennemførte og afsluttede sagerne, fik de betydelig indflydelse på institutionens udvikling og praksis. Forhandlingerne fungerede som en måde at revidere ”ægteskabskontrakten” på, og sagerne viser, at ansøgerne kendte systemet indgående. Ægteskabspolitikken under enevælden var derfor ikke kun et redskab til social kontrol, men også en praksis, hvor almindelige borgere kunne forhandle deres levevilkår eller fastholde deres ideal om ægteskab.

This thesis examines how divorce and separation were handled by the Copenhagen city Magistrate between 1806 and 1856. At the time, legal separation or divorce was granted only if spouses reached a joint settlement at meetings mediated by magistrate officials. This drew state bureaucracy into the intimate lives of applicants, yet the study argues that the process also gave people a platform to voice their needs and shape outcomes. Inspired by the “new history from below” and the history of feelings—approaches that foreground ordinary people’s experiences and emotions—the study offers a fresh view of administration under late Danish absolutism. A demographic analysis suggests the procedure was relatively accessible: most applicants came from the middle and lower strata, alongside landowners, manufacturers, wholesalers, high-ranking military officers, and civil servants. Neither gender nor social status determined whether cases could be concluded; what mattered was the spouses’ ability to agree. Because the Magistrate could not separate couples who disagreed, officials often acted passively during mediations. This prompted long, detailed, and emotional applications intended to strengthen a case or spur officials to act. These narratives did not always help applicants, but they frequently steered mediation toward their wishes. Many valued cooperation and a gendered division of household roles as protection against poverty; yet violence, abuse, and hardship were common, making separation or divorce a means of survival. Mediation provided space to renegotiate marital rights: for many—and especially women—the goal was some financial security after separation; others used the process to preserve the marriage. Women could obtain rights to own property and run a business. Men generally had less to gain structurally, but also used mediation to end marriages with wasteful, drunken, or otherwise incompetent spouses. Since citizens initiated, conducted, and concluded cases, they played a significant role in shaping the institution’s practice. Negotiations functioned as a way to revise the “marital contract,” and the cases show applicants understood the system closely. Thus, under absolutism, marriage policy was not only a tool of social control; it also enabled ordinary people to negotiate livelihoods or uphold their ideal of marriage.

[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]

Skilsmisse ; Skilsmisser ; Separation ; 1800tallet ; Helle Linde ; New history from below ; Magistrat ; Magistraten ; København ; Kvinder ; Mænd ; Køn ; Kønnet ; Forvaltning ; Praksis ; Den sene enevældes ægteskabspolitik ; Socialpolitik ; Øvrigheden ; Øvrighed ; Husstanden ; Husstandsideologi ; Danmarkshistorie ; Lovgivning ; Følelseshistorie ; Følelser ; Karen Vallgårda ; Socialhistorie ; råderum ; strategi ; Aktør agens ; Divorce ; Rasmus Sørensen ; Ægteskabskriser ; marriage breakdown ; Gerda Bonderup

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter