Foreningen til formidling af samhandelen mellem Danmark og DDR

Sørensen, Janus König

4. semester

Historie, Kandidat

2005

2007-01-10

98 pages

Efter 2. verdenskrig var det af højeste prioritet, fra såvel allieret som dansk side, at få normaliseret samhandelen mellem Danmark og Tyskland. Navnlig en normalisering af det økonomiske aspekt har en markant fremtoning i Udenrigsministeriets memorandum, på lige linie med de mere samtidspolitiske og presserende sager, såsom Sydslesvig spørgsmålet og problemerne med de mange tyske flygtninge i Danmark. Imidlertid var Tyskland endnu opdelt i besættelseszoner og man var fra regeringens side nødsaget til, at lave midlertidige diplomatiske og politiske foranstaltninger overfor hver af besættelseszonerne. Således blev der umiddelbart efter krigen knyttet de første spæde kontakter og iværksat politiske og handelsmæssige tiltag mellem den danske regering og den sovjetiske militæradministration, den sovjetiske zone i Østtyskland. I løbet af 1948 blev der således, fra både den danske regerings og den sovjetiske administrations side, ret tidligt forsøgt at genoprette samhandelen mellem de to lande og det udmøntede sig i en etårig vareudvekslings- og betalingsaftale som trådte i kraft 1.jan.1949. Aftalen blev formidlet mellem Verwaltung für Aussenhandel der Sovjetischen Militäradministration in Deutschland og den danske regering. Aftalen blev dog problematiseret ved oprettelsen af staten DDR senere samme år, idet Danmark på lige fod med andre vestlige lande nægtede at anerkende DDR som selvstændig stat og den nyligt indgåede handelsaftale blev herefter annulleret. Den officielle danske holdning overfor den Tyske Demokratiske Republik eller Østtyskland, som det meget symptomatisk op i 1960’erne stadig blev kaldt, skete under stor hensyntagen til dens vesttyske modstykke, Forbundsrepublikken. Som konsekvens heraf eksisterede DDR ikke som stat på det formelle plan, set fra et dansk synspunkt, men på den anden side eksisterede der et område som man som stat og nabo var nødt til at forholde sig til. Derfor synes man at have erkendt at der fandtes en form for statsdannelse sted, men dog alligevel uden at tildele det statskarakter. I betragtning af Danmarks dobbeltsidede holdning overfor Tysklandsspørgsmålet generelt, lagde den danske Tysklandspolitik sig nær op ad Vesttysklands en-stats-teori. Dette var så afgjort også tilfældet fra midten af 1950’erne hvor der var kommet afklaring på spørgsmålet om det danske mindretal i Sydslesvig. Danmark var derfor meget varsomme med deres forhold til Østtyskland og om ikke at foretage sig noget der kunne vække anstød hos dens vesttyske modstykke og dermed belaste de danske relationer til Vesttyskland. Dette på trods af at Danmark som det eneste vestlige land, faktisk opretholdt daglige færge og jernbaneforbindelser til Berlin og Østtyskland. At opretholde forbindelse til en nabostat man ikke kunne anerkende var dog i såvel principiel og praksis henseende en utrolig svær opgave og delikat balancegang. Dette udmøntedes i et andet udenrigsministerielt memorandum fra 1960 der netop diskuterede forskellige problemer herved. Omdrejningspunktet var hvor vidtgående officielle relationer, Danmark kunne etablere uden at der kunne udledes en foreløbig eller endelig anerkendelse af Østtyskland som selvstændig stat. Konklusionen var at den danske regering af principielle politiske grunde ikke ønskede at anerkende Østtyskland, men dog med forståelsen af, at en række praktiske opgavers tilfredsstillende løsning alligevel krævede et vist samkvem mellem de danske og østtyske myndigheder. Dermed var det politiske minefelt i netop modstriden mellem hensynet til det principielle standpunkt og de praktiske hensyn som uafladeligt måtte tages mellem de to naboer. Hvis samtidigt hensynet til de vesttyske myndigheder skulle opretholdes, måtte man i grænseområder afstå fra handlinger der kunne så tvivl om Danmarks standpunkt i dette spørgsmål. Dermed havde den danske regering, igennem hensynet til Vesttyskland, i virkeligheden selv udstukket særdeles snævre rammer for, hvilke relationer der kunne opretholdes i forhold til en stat man ikke anerkendte. Dermed blev Danmark utrolig varsom overfor Vesttyskland, på det politiske plan, og det i langt højere grad end vores skandinaviske naboer. På trods af de førnævnte tidligere psykologiske forbehold som Danmark nærede for de nu to tyske naboer, så blev det kort efter krigen klart for de danske politikere, at en billig import af råstoffer, bl.a. fra Østtyskland var vitale for landets økonomi. Således appellerede Danmark til repræsentanterne for de fire besættelseszoner om ikke at opstille hindringer for eksporten af råstoffer til Danmark. De danske diplomatiske tilkendegivelser i memorandumet fra 1947 blev rettet navnlig mod kali, soda og saltimporten fra Østtyskland, som der herskede en udtalt knaphed på. Efter det handelsmæssige sammenbrud mellem Danmark og DDR ved annulleringen af handelsaftalen med de sovjetiske myndigheder, eksisterede der i perioden mellem 1950 og Danmarks anerkendelse af DDR i 1974 således ingen officielle handelsaftaler mellem Danmark og DDR. Det var med andre ord umiddelbart op til den enkelte virksomhed selv at iværksætte foranstaltninger for at kunne eksportere til det tidligere DDR i perioden. Efter at handlen efter DDR statens oprettelse fungerede gennem besværlige byttehandler eller kompensationsaftaler, blev der i 1956 rettet henvendelse fra Kammer für Aussenhandel i DDR, der ønskede en anden ordning end det hidtidige kompensationssystem. Kontakten blev uden om de officielle politiske kanaler formidlet til de fire erhvervsorganisationer: Grosserer-societetet, Industrirådet, Landbrugsrådet og Provinshandelskammeret, der efter længere tids forhandling i fællesskab oprettede en forening der skulle formidle handelen mellem de to lande. Foreningen til formidling af samhandelen mellem Danmark og DDR, almindeligvis kaldet FSD, blev således skabt i 1957. Den fungerede og administrerede handlen mellem Danmark og DDR indtil 1974.

The period after the 2nd World War was in Denmark, like in many other European countries, characterized by a period of reconstruction and the possibilities for trade in general were due to the extensive devastation and the state of post-war very limited. This was not least the situation with the trade between Denmark and the Eastern Germany (the Soviet Zone). However from the late 1940’s the first initiatives, both on political and commercial level, were being initiated. Especially from the East German zone early attempts were being made in the early fifties to establish and expand the contacts to the different Scandinavian, but also Danish political parties, which traditionally were in favour of the Soviet occupation of Eastern Germany. The natural ideologically collaborator was the Danish Communist Party (DKP), which only posed limited political influence on the various governments in the period. Whereas the much more influential Social Democratic Party (Socialdemokratiet), were reluctant and in some instances dismissive about negotiating directly with the Soviet-zone on governmental level. However in the course of 1948, a bilateral Trade Agreement was made regardless of the political differences between the two countries. The one-year agreement about exchanging of goods came into effect in January 1949 and was the result of a compromise between The Soviet Military Administration in Germany (SMAD) and the Danish Government. However this agreement was cancelled with the foundation of GDR later that year, since Denmark on equal terms with other Western European countries refused to acknowledge GDR as a sovereign state. After this both diplomatically and commercially breakdown between the two states, no official trade agreements existed between Denmark and GDR in the period 1950-1974. In other terms the various businesses in both GDR and Denmark had to take their own measures in the continuation of the exchange of goods across the borders. Through the 1950’s various unsuccessful attempts from East German officials were made, to re-establish the diplomatic channels as well as the official trade between GDR and the Nordic countries. In 1956 the East-German Ministry of Foreign Trade (MAH) and the Board of Trade (KfA) made an approach, not through the usual political channels, but to the four most influential trade organisations in Denmark: Grosserer-societetet, Industrirådet, Landbrugsrådet og Provinshandelskammeret. After negotiations an agreement was settled between the Danish Trade Organisations and MAH to establish a practical society to promote and support the trade between the two countries and the advancement of trading of goods. Initially the GDR representatives had favoured an official trade agreement with the Danish authorities or at least a society with representatives of the trade organisations. However the result was the foundation of a seemingly private society with managing director Richard Bustrup and a board consisting of members from private businesses and the funding was raised through taxes from export companies. This private society “The Society for Promotion of Trade between Denmark and GDR” (FSD) was the result of this agreement. Like the society’s Scandinavian counterparts, SUKAB and The Norwegian Society for Barter, this private society organized and administrated the trade between the two countries until the Danish and the Western European recognition of GDR in the course of 1973. The declared purpose of FSD was, as indicated by the name, a neutral and practical society which primary purpose was the promotion of trade between Denmark and the GDR. The primary cause for the GDR representatives to support the privately owned FSD was the anticipation that it would eventually lead into negotiations with the Danish authorities through FSD’s ties with the Danish trade organisations. Even though the FSD was primarily founded as a practical and administrative society with no legal authority, the society became quite influential through practically monopoly of the trade between the two countries. With the support of MAH and KfA representatives the society gained influence and eventually took part of the trade negotiations along with officials from KfA and the Danish trade organisations. Through the corporation with the East-German officials the society gained importance and had numerous meetings with officials from the Danish Ministry of Trade and various trade departments. However in the course of 1965 the society gradually lost its importance due to a more positive development in the relationship between the Federal Republic of Germany and GDR and with the promise of recognition of GDR in close proximity. With the settlement of a long term trade agreement between Denmark and GDR in 1970 the society had lost its main influence and was finally concluded after the Danish recognition of GDR in 1973.

Forening ; Økonomisk Historie ; FSD ; DDR ; Sovjetunionen ; Samhandel ; East Germany ; Economic History ; GDR ; Trade ; Soviet Union ; Barter

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter