Terapeutens brug af sig selv: - hvordan indre processer og selvafsløring kan skabe forandring ud fra et psykoanalytisk og mentaliseringsbaseret perspektiv
Forfattere
Johannsen, Natalie ; Nissen, Pernille Skovlund
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2013
Afleveret
2013-05-31
Antal sider
137
Abstract
Hvad skaber egentlig forandring i psykoterapi? Nyere forskning peger på, at fælles faktorer på tværs af metoder – især relationen mellem klient og terapeut – har stor betydning for udfaldet, ofte mere end den enkelte teknik. Dette speciale flytter fokus fra at opregne sådanne uspecifikke faktorer til at undersøge selve terapiprocessen og, mere konkret, hvordan terapeutens bidrag og brug af sig selv kan fremme forandring og hvilke udfordringer, der følger med. Vi præsenterer et teoretisk rammeværk og en kvalitativ undersøgelse af to erfarne terapeuter: én med afsæt i psykoanalytisk terapi og én i mentaliseringsbaseret terapi (MBT), som sigter mod at styrke forståelsen af egne og andres mentale tilstande. Vores arbejde peger på, at terapeutens brug af sig selv kan forstås i to spor: 1) indre processer – herunder modoverføring (terapeutens følelsesmæssige reaktioner på klienten), empati, mentalisering og selvrefleksion – der hjælper terapeuten med at forstå klienten og vælge passende interventioner; og 2) selvafsløring – at dele egne reaktioner eller erfaringer mere åbent – som kan fungere som en mere direkte mekanisme for forandring. Samtidig viser vi, at hvert fænomen forstås og anvendes på forskellige måder – og til tider undgås – afhængigt af den terapeutiske tilgang. Dette bliver tydeligt i sammenligningen mellem psykoanalytisk terapi og MBT, selv om begge bygger på beslægtede teoretiske rødder. Vi argumenterer for, at variationer i brugen af sig selv hænger sammen med forskellige forståelser af psykopatologi, forandringsprocesser og terapimål, som igen afspejler mere grundlæggende syn på mennesket. Samtidig er skarpe skel vanskelige, fordi begge traditioner er brede og mangfoldige: MBT integrerer flere retninger, og den psykoanalytiske tradition rummer et bredt spænd af positioner. Endelig fremgår det, at begge praktikere tilpasser sig og afviger fra deres foretrukne referencerammer, når klientens behov kræver det. Det tyder på, at ud over forskelle og ligheder mellem tilgange formes terapeutens brug af sig selv også af den enkelte terapeut, den konkrete klient og den kontekst, terapien foregår i.
What actually drives change in psychotherapy? Recent research points to common factors across methods—especially the client–therapist relationship—as central to outcomes, often more so than specific techniques. This thesis shifts attention from listing such nonspecific factors to examining the therapy process itself and, in particular, how the therapist’s contribution and use of self supports change and what challenges this entails. We present a theoretical framework and a qualitative study involving two experienced therapists: one working within psychoanalytic therapy and one within mentalization-based therapy (MBT), which aims to strengthen understanding of one’s own and others’ mental states. Our work suggests that a therapist’s use of self can be understood in two strands: (1) inner processes—including countertransference (the therapist’s emotional responses to the client), empathy, mentalization, and self-reflection—that aid understanding of the client and guide intervention choices; and (2) self-disclosure—openly sharing personal reactions or experiences—which can function as a more direct mechanism of change. At the same time, each phenomenon is understood and applied in different ways—and sometimes avoided—depending on the therapeutic approach. This is especially visible when comparing psychoanalytic therapy and MBT, even though both draw on related theoretical roots. We argue that differences in the use of self reflect differing views of psychopathology, change processes, and therapy goals, grounded in broader assumptions about human nature. Clear-cut distinctions are, however, hard to make because both traditions are internally diverse: MBT integrates multiple approaches, and the psychoanalytic tradition encompasses a wide range of positions. Finally, both practitioners reported adjusting and departing from their preferred frames when client needs called for it. This suggests that beyond differences and similarities between approaches, the therapist’s use of self is also shaped by the individual therapist, the particular client, and the context in which therapy unfolds.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord