Teater der ikke bare er taget ud af den blå luft: En kvalitativ undersøgelse af virkelighedsteater med udgangspunkt i kunstnernes ambition og publikums oplevelse

Theatre that does not just materialise out of thin air: A qualitative investigation of theatre of the real focusing on the artists' ambitions and the experience of the audience

Thygesen, Søren Arne Dydensborg

4. semester

Samfundsfag (cand.soc.), Kandidat

2018

2018-01-15

71

Specialet undersøger teaterformen virkelighedsteater, hvor elementer fra virkeligheden bruges på scenen, så grænsen mellem fiktion og fakta bliver uklar. Undersøgelsen tager udgangspunkt i forestillingerne Maria & Mohamed (Teater Grob, 2017) af Maria Rich og True Story (Teater Sort/Hvid, 2017) af Nanna Cecilie Bang. De centrale spørgsmål er: Hvilken kunstnerisk ambition ligger bag at inddrage virkelighed i teatret, og hvad oplever publikum, når grænsen mellem fiktion og fakta er svær at gennemskue? Metodisk bygger specialet på kvalitative, semistrukturerede interviews med tilskuere og på en sammenligning mellem kunstnernes ambitioner og publikums oplevelser. Den teoretiske ramme trækker især på Jacques Rancière og Morten Kyndrup, der hver især peger på, hvordan forvirring i mødet med kunst kan gøre tilskueren mere aktiv og lærende. Undersøgelsen peger på tre hovedresultater: 1) Virkelighedsteater kan flytte publikum fra en passiv til en mere frigjort og undersøgende position. I de analyserede forestillinger deltager publikum i en fælles identitetsundersøgelse med skuespillerne og reflekterer over, hvem de selv er, og hvordan de ser verden. Denne effekt er tydeligst for tilskuere, der ligner skuespillerne i for eksempel køn, by og alder. Det er afgørende, at publikum ikke forsvinder ind i en ren illusion; derfor er brud på den fjerde væg vigtig (når skuespillerne henvender sig direkte til salen), fordi det holder publikum aktive og selvbevidste. 2) Hvis ambitionen er at nå den brede befolkning og et klassisk teaterpublikum, kommer virkelighedsteater til kort. De interviewede peger på, at genren især tiltrækker et ungt, akademisk og teatervant publikum, som ofte meta-reflekterer over formen. Det skaber en akademisk fælde, hvor dem forestillingerne gerne vil adressere, hverken er på scenen eller i salen, og hvor nogle tilskuere leder efter faste betydninger, som kunstnerne ikke ønsker at udstikke. 3) Virkelighedsteatrets politiske gennemslagskraft er vanskelig at vurdere entydigt. Forvirringen kan gøre skuespillerne nærværende, relevante og tillidsvækkende og dermed åbne for politiske budskaber. Samtidig viser eksemplerne, at andre tilskuere ikke opfanger disse budskaber. Det hænger sammen med, at den æstetiske oplevelse er individuel. Samlet viser specialet både styrker og begrænsninger ved virkelighedsteater: det kan aktivere publikum og skabe refleksion, men genrens rækkevidde er snæver, og dens politiske effekt varierer.

This thesis examines reality theatre, a form that brings elements of reality onto the stage so the line between fiction and fact becomes blurred. The study focuses on Maria & Mohamed (Teater Grob, 2017) by Maria Rich and True Story (Teater Sort/Hvid, 2017) by Nanna Cecilie Bang. It asks two questions: What artistic ambitions drive the inclusion of reality in theatre, and what do audiences experience when the boundary between fiction and fact is hard to discern? Methodologically, the thesis uses a qualitative approach with semi-structured interviews with spectators and compares artists’ ambitions with audience experiences. The theoretical frame draws on Jacques Rancière and Morten Kyndrup, who each suggest how confusion in encounters with art can make spectators more active and able to learn. The study highlights three main findings: 1) Reality theatre can shift audiences from passive watching to a more liberated, inquisitive stance. In the analysed performances, audiences join the actors in an exploration of identity, reflecting on who they are and how they view the world. This effect is strongest for spectators who resemble the actors in, for example, gender, city and age. It is crucial that audiences do not disappear into pure illusion; breaking the fourth wall (when actors address the audience directly) helps keep them active and self-aware. 2) If the ambition is to reach the general public and a traditional theatre audience, reality theatre falls short. The interview material suggests the genre mainly attracts a young, academic and theatre-savvy audience that often meta-reflects on the form. This creates an academic trap in which those the shows hope to address are neither on stage nor in the seats, and some spectators look for fixed meanings the artists do not wish to provide. 3) The political impact of reality theatre is hard to state definitively. Confusion can make actors seem present, relevant and trustworthy, which can open the door to political messages. At the same time, other spectators do not pick up these messages. This reflects the fact that aesthetic experience is individual. Overall, the thesis shows both the strengths and limits of reality theatre: it can activate audiences and spark reflection, but it tends to have a narrow reach and uneven political effects.

[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]

æstetik ; æstetik og politik ; virkelighedsteater ; teater ; publikumsundersøgelse ; teater grob ; teater sort/hvid ; Ranciere ; Kyndrup ; emancipated spectator

Download
Vis denne rapport i AAU Studenterprojekter