Satyren Thomas Glahn
Forfatter
Andersen, Tanni
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2012
Afleveret
2012-05-31
Antal sider
89
Abstract
Dette speciale undersøger Knut Hamsuns roman Pan (1894). Hamsun er internationalt anerkendt og modtog Nobelprisen i 1920 for Markens Grøde. Tidligere studier har især fremhævet naturens lyriske beskrivelser og kærlighedshistorien mellem Thomas Glahn og den borgerlige Edvarda Mack. Jeg accepterer betydningen af dette fokus, men argumenterer for, at fortællerens rolle er undervurderet og afgørende for, hvordan romanen virker. Specialet analyserer derfor, hvordan historien bliver fortalt, og hvordan fortællerpositionen former helheden—herunder indblik i Glahns sind og de eksistentielle konflikter, han er styret af. Konflikterne ses i lyset af hans forhold til Edvarda, hans længsel efter naturen og hans borgerlige identitet som løjtnant. Til formålet bruges tre teoretiske tilgange: Friedrich Nietzsche giver et filosofisk perspektiv, der belyser Glahns forhold til natur og kultur. Wayne C. Booths fortælleteori om “afstand” (fem grader af distance mellem forfatter, fortæller, karakter og læser) hjælper med at præcisere fortællerens placering i Pan. Dorrit Cohn bidrager især med tanker om den retrospektive fortælling—når en fortæller ser tilbage og genfortæller tidligere begivenheder. Analysen viser, at Glahn er en utroværdig fortæller—en, man ikke helt kan stole på—og at han samtidig bedrager sig selv. Fortælleren i epilogen viser sig også at være utroværdig. Samspillet mellem disse to stemmer danner kernen i læsningen. Genremæssigt blander og sprænger Pan flere konventioner, hvilket spejler Glahns delte sind. Glahn vakler mellem en længsel efter samhørighed med naturen og sit civiliserede jeg, som er bundet til hans kærlighed til Edvarda og til hans rang som løjtnant. Den græske gud Pan forbindes med Glahn gennem satyrfiguren. Denne indre splittelse er central for den ulykkelige udvikling i kærlighedshistorien. Et andet træk er Glahns ivrige deltagelse i kærlighedstrekanter, der ofte ender tragisk og peger mod træk fra den græske tragedie. Hans forførelsesevner tolkes som tegn på manglende vilje til at binde sig; samtidig gør hans held hos kvinder ham til rival for mænd. Romanen er desuden rig på symbolik—blandt andet fungerer Glahns hytte som et centralt symbol. Afslutningsvis sættes Pan i perspektiv gennem en sammenligning med Martin A. Hansens Løgnere (1949). Trods forskelle deler de to romaner en fælles problematik i hovedpersonernes søgen efter lykke og viser slående ligheder på fortælleniveau.
This thesis analyzes Knut Hamsun’s novel Pan (1894). Hamsun is internationally recognized and received the Nobel Prize in 1920 for Growth of the Soil. Earlier research has emphasized the lyrical descriptions of nature and the love story between Thomas Glahn and the bourgeois Edvarda Mack. I accept the importance of this focus but argue that the narrator’s role is underestimated and central to how the novel works. The study therefore examines how the story is told and how the narrator’s position shapes the whole—including insight into Glahn’s mind and the existential conflicts that drive him. These conflicts are viewed in light of his relationship with Edvarda, his longing for nature, and his civil identity as a lieutenant. Three theoretical lenses guide the analysis: Friedrich Nietzsche provides a philosophical angle that illuminates Glahn’s relation to nature and culture. Wayne C. Booth’s narrative theory of “distance” (five degrees separating author, narrator, character, and reader) clarifies the narrator’s place in Pan. Dorrit Cohn contributes especially with ideas on retrospective narration—when a narrator looks back and retells past events. The analysis finds that Glahn is an unreliable narrator—someone we cannot fully trust—who also deceives himself. The narrator in the epilogue proves to be unreliable as well. The interplay between these two voices forms the core of the reading. In terms of genre, Pan blends and stretches conventions, mirroring Glahn’s divided self. Glahn wavers between a desire for unity with nature and his social, civilized self, bound by his love for Edvarda and by his rank as a lieutenant. The Greek god Pan is linked to Glahn through the figure of the satyr. This inner division is crucial to the troubled outcome of the love story. Another trait is Glahn’s eager involvement in love triangles, which often end tragically and recall features of Greek tragedy. His seductive nature suggests reluctance to commit; at the same time, his success with women breeds rivalry with men. The novel is also rich in symbolism—Glahn’s hut, for example, functions as a central symbol. Finally, Pan is set in perspective through a comparison with Martin A. Hansen’s Løgnere (1949). Despite differences, both novels share a central concern with the protagonists’ search for happiness and show striking similarities at the story level.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]