Sammenlægning af krav - Har indførslen af gruppesøgsmålsreglerne forbedret behandlingen af ensartede krav?
Oversat titel
Accumulation of claims - Have the introduction of class action regulations improved the treatment of common claims?
Forfatter
Ramovic, Ema
Semester
4. semester
Uddannelse
Udgivelsesår
2013
Afleveret
2013-05-13
Antal sider
63
Resumé
Afhandlingen undersøger, om indførelsen af gruppesøgsmålsreglerne i retsplejelovens kapitel 23 a (fra 1. januar 2008) har forbedret behandlingen af ensartede krav sammenlignet med reglerne om subjektiv kumulation i kapitel 23. Med udgangspunkt i den juridiske metode foretages en systematisk gennemgang af kumulationsreglerne (objektiv og subjektiv kumulation, herunder adcitation og intervention, jf. rpl §§ 250–251) og gruppesøgsmål (rpl §§ 254 a–254 k). Afhandlingen analyserer de centrale betingelser for gruppesøgsmål, herunder kravet om ensartethed i faktisk og retlig henseende, internationale og nationale værnetingsregler, saglig kompetence samt kravet om, at gruppesøgsmål skal være den mest hensigtsmæssige procesform. Der redegøres for valget mellem tilmeldings- og frameldingsmodellen, aktørernes roller (gruppemedlemmer, grupperepræsentant og retten), sikkerhedsstillelse og sagsomkostninger samt rettens kontrol med forlig. Den teoretiske gennemgang suppleres med eksempler fra praksis, herunder BankTrelleborg-sagen (U2012.1228H), Jyske Invest Hedge og Løkken Sparekasse, der illustrerer håndteringen af massekrav i kølvandet på finanskrisen. Analysen fremhæver gruppesøgsmålets repræsentative karakter, dets subsidiære stilling i forhold til andre procesformer og dets potentiale til at lette adgangen til domstolene for små, ensartede krav over for større aktører. Da den endelige konklusion ikke fremgår af uddraget, gives ingen definitiv vurdering af effektiviteten, men afhandlingen søger at afklare, hvornår og hvorfor gruppesøgsmål kan være den bedste procesform for ensartede krav.
This thesis examines whether the introduction of class action rules in the Danish Administration of Justice Act (chapter 23a, effective 1 January 2008) has improved the handling of uniform claims compared with the traditional rules on subjective joinder of parties in chapter 23. Using a doctrinal legal method, it systematically reviews joinder (objective and subjective, including third-party notice and intervention under Sections 250–251) and class actions under Sections 254a–254k. The analysis addresses key prerequisites for class actions—uniformity in facts and law, international and national jurisdiction, subject-matter competence, and the requirement that a class action must be the most appropriate procedural form. It discusses the choice between opt-in and opt-out models, the roles of the participants (group members, group representative, and the court), security for costs and allocation of costs, and judicial approval of settlements. The doctrinal analysis is illustrated with early practice, including the BankTrelleborg case (U2012.1228H), Jyske Invest Hedge, and Løkken Sparekasse, which show how mass claims in the financial sector were addressed after the financial crisis. The thesis highlights the representative nature and the subsidiary position of class actions relative to other procedural forms, as well as their potential to improve access to justice for small, uniform claims against larger actors. As the excerpt does not include the conclusion, no definitive assessment of effectiveness is presented; instead, the study seeks to clarify when and why class actions may be the most suitable process for uniform claims.
[Dette resumé er genereret med hjælp fra AI direkte fra projektet (PDF)]
Emneord