Samarbejde om miljøinformation
Oversat titel
Collaboration on Environmental Information Systems
Forfattere
Thers-Nielsen, Peter ; Linnemann, Lars
Semester
4. semester
Udgivelsesår
2005
Antal sider
103
Abstract
Specialet undersøger, hvordan viden og læring opstår, når mennesker arbejder sammen. Vi argumenterer for, at viden ikke blot kan overføres fra én til en anden, men skabes i fællesskab som en delt forståelse, der bygger på data, information og erfaring. Vi bruger Etienne Wengers begreb meningsforhandling – den løbende afstemning af betydninger gennem dialog og handling – til at beskrive denne proces. En central udfordring er tavs viden (implicit, erfaringsbaseret viden), som er svær at sætte ord på. Den må prøves af i samspil, ofte også gennem ikke-verbale former for samarbejde. Når viden forankres i praksis, kan antagelser afprøves i virkeligheden, hvilket styrker eller svækker dem, og fælles aktiviteter giver et fælles erfaringsgrundlag – også følelsesmæssigt – som gør meningsforhandlingen mere robust. Dette peger på praksisfællesskaber: grupper, der deler en interesse eller et problem og over tid uddyber deres viden og kunnen gennem deltagelse. Fordi disse fællesskaber bygger på personligt engagement, bliver læringsmiljøer rigere, når engagementet anerkendes og understøttes. Vi har analyseret samarbejdet om udvikling af miljøinformationssystemer i fire læringsdimensioner og brugt dem som pejlemærker til at udpege faktorer, der kan fremme etablering og vedligeholdelse af praksisfællesskaber. Grundlaget er tolv interviews, der på forskellig vis belyser disse dimensioner. Vi viser, at miljøområdet er under omfattende omorganisering, bl.a. pga. kommunalreformen og digital forvaltning, hvilket kræver nye kompetencer, især i tværoffentligt samarbejde. Vores studie giver ikke en fast opskrift på fremtidige udviklingsprojekter, men peger på forhold, der kan skabe gode betingelser for læring og udvikling. Miljøinformationssystemer er centrale, fordi de udgør rygraden i planlægning, sagsbehandling, godkendelser, overvågning, offentlig deltagelse og den vidensudvikling, som indgår i politiske beslutninger. Da miljøinformation ikke opstår af sig selv, og området er komplekst, er der behov for stærkt samarbejde på tværs af myndigheder og institutioner – ofte i nye samarbejdsformer og strukturer. Overordnet viser vi, at man ikke kan designe læring direkte, men at man – i Wengers ånd – kan fremme den ved at skabe en enkel ramme, som praksisfællesskaber kan vokse i.
This thesis explores how knowledge and learning emerge when people work together. We argue that knowledge cannot simply be transferred from one person to another; it is co-created as a shared understanding built on data, information, and experience. We use Etienne Wenger’s idea of negotiation of meaning—the ongoing alignment of meanings through dialogue and action—to describe this process. A key challenge is tacit knowledge (implicit, experience-based know-how) that is hard to put into words; it must be tested and shared in interaction, often through non-verbal collaboration as well. When knowledge is anchored in practice, assumptions can be tried out in the real world, which strengthens or weakens them, and joint activities provide a common experiential—and emotional—reference point that makes negotiation of meaning more robust. This points to communities of practice: groups that share an interest or problem and, over time, deepen their knowledge and skills through participation. Because these communities depend on personal engagement, learning environments improve when that engagement is recognized and supported. We analyzed collaboration around developing environmental information systems across four learning dimensions and used them as guideposts to identify factors that can foster the formation and maintenance of communities of practice. Our empirical material consists of twelve interviews that illustrate these dimensions in different ways. We show that the environmental sector is undergoing major reorganization—driven by municipal reform and digital governance—which calls for new competencies, especially in cross-government collaboration. Our study does not provide a recipe for organizing future development projects, but it points to conditions we recommend for creating the right environment for learning and development. Environmental information systems are central because they form the backbone of planning, case handling, approvals, monitoring, public participation, and the knowledge development that informs political decisions. Because environmental information does not generate itself and the field is highly complex, robust cooperation across authorities and institutions is needed, often in new forms and structures. Overall, we show that while learning cannot be designed, following Wenger it can be supported by creating a minimal framework within which communities of practice can grow.
[Dette resumé er genereret ved hjælp af AI]
Emneord