Retssikkerhed ved ekspropriation efter Planloven: En analyse af § 47 før og efter lovændringen i 2018
Oversat titel
Legal Certainty in Expropriation under the Danish Planning Act: An Analysis of Section 47 Before and After the 2018 Legislative Amendment
Forfattere
Pedersen, Maria ; Hvelplund, Josefine Østergaard ; Petersen, Agnes Laura Rørby
Semester
4. semester
Udgivelsesår
2026
Antal sider
178
Resumé
Denne afhandling undersøger ændringen i 2018 af § 47 i Planloven, som regulerer kommuners mulighed for ekspropriation (overtagelse af privat ejendom til offentlige formål). Målet er at vurdere, om ændringen har øget borgernes retsikkerhed og styrket beskyttelsen af ejendomsretten. Arbejdet er delt i to analyser. Første del beskriver baggrunden for lovændringen: medieopmærksomhed på ekspropriationssager, nedsættelsen af et Ekspropriationsudvalg, dets konklusioner og politikernes forslag. Udvalget fandt ikke, at den tidligere retstilstand var utilstrækkelig, og ændringen fremstår derfor mest som en præcisering af gældende ret fremfor en reel indskrænkning af kommunernes ekspropriationshjemmel. Anden del undersøger, hvordan § 47 bruges i praksis efter ændringen, og hvilken effekt den har haft. Analysen bygger på materiale fra kommuner, Planklagenævnet og domstolene og anvender dokumentanalyse, interviews og retsdogmatisk metode. For at skabe sammenhæng mellem analyserne anvendes et fælles teoretisk rammeværk baseret på retssociologi og implementeringsteori. Resultaterne peger på, at de oprindeligt fremhævede problemer var mindre omfattende end antaget, hvilket understøtter tolkningen af ændringen som primært symbolsk. Planklagenævnet ser ud til at foretage en mere intensiv prøvelse af nødvendighed, proportionalitet og almene hensyn. Kommunerne lægger mere vægt på frivillige aftaler og retsikkerhedsovervejelser før ekspropration, mens domstolenes praksis kun har ændret sig begrænset. Antallet af ekspropriationer er faldet, men det ser ud til primært at skyldes en større rolle for private udviklere, flere udstykningsprojekter og øget borgerinddragelse i planlægningen. Samlet konkluderer afhandlingen, at ændringen kun delvist opfyldte sit formål. Den ændrede ikke grundlæggende kommunernes adgang til ekspropriation, men synes indirekte at have styrket retsikkerheden gennem skærpet administrativ opmærksomhed på ejendomsretten og en mere restriktiv praksis i Planklagenævnet.
This thesis examines the 2018 amendment to Section 47 of the Danish Planning Act, which governs municipalities’ power to expropriate private property for public purposes. The aim is to assess whether the change increased legal certainty for citizens and strengthened the protection of property rights. The study is divided into two parts. The first explains the background to the amendment: media scrutiny of expropriation cases, the establishment of an Expropriation Committee, its conclusions, and politicians’ proposals. The committee did not find the previous legal framework inadequate, so the amendment appears mainly to clarify existing law rather than materially restricting municipalities’ expropriation powers. The second part examines how Section 47 has been applied in practice since the amendment and its overall effect. It draws on material from municipalities, the Planning Appeals Board and the courts, and uses document analysis, interviews and doctrinal legal research. To link the analyses, a shared theoretical framework from sociology of law and implementation theory is used. Findings suggest that the problems initially highlighted were less extensive than portrayed, supporting the interpretation of the amendment as largely symbolic. The Planning Appeals Board seems to conduct more intensive reviews of necessity, proportionality and public interest. Municipalities place greater emphasis on voluntary agreements and legal certainty before expropriation, while court practice has changed only to a limited extent. The number of expropriations has decreased, but this trend appears mainly driven by the growing role of private developers, more land subdivision projects and increased public participation in planning. Overall, the thesis concludes that the amendment only partially met its goal. It did not fundamentally change municipal access to expropriation, but it appears to have indirectly strengthened legal certainty through greater administrative attention to property rights and more restrictive practice at the Planning Appeals Board.
[Dette resumé er omskrevet med hjælp fra AI baseret på projektets originale resumé]
Emneord