Nærværende kandidatspeciale omhandler den absolutte registreringshindring i artikel 7(1)(c) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker, nemlig ikke-registrerbarheden af deskriptive mærker. Specialets fokus er at undersøge, hvorvidt der kan opstilles nye kriterier for vurderingen af deskriptive mærker efter dommen af 7. maj 2019, Fissler GmbH v. EUIPO, T-423/18 (vita), afsagt af den Europæiske Unions Ret – dette specifikt i forhold til mærker bestående af navne på farver, men også for mærker i en mere generel forstand. Dette undersøges ved brugen af den juridiske metode. Indledningsvist analyseres tidligere retspraksis på området for at skabe overblik over allerede veletablerede kriterier for vurderingen af deskriptive mærker. Dertil foretages en analyse af dommen T-423/18 (vita) for at vurdere, hvorvidt denne skaber nye kriterier for vurderingen af deskriptive mærker. I analyserne vil der skeles til de administrative retningslinjer, som er vedtaget for Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) vedrørende eksaminering af varemærker.
Dommen T-423/18 (vita) fastlægger afgørende momenter for, hvornår et varemærke bestående af navnet på en farve kan anses som værende beskrivende. Grundet den generelle formulering i dommens præmisser, kan der ligeledes udledes mere generelle kriterier for vurderingen af deskriptive mærker. De nye kriterier relaterer sig specifikt til, hvornår egenskaber er tilstrækkeligt tilknyttet de relevante varer eller serviceydelser førend de kan betragtes som egenskaber ifølge artikel 7(1)(c) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker. Således skal en egenskab være ”objektiv og i varen [eller tjenesteydelsen] iboende” samt ”iboende og permanent” for den relevante vare eller tjenesteydelse for at være omfattet af registreringshindringen i artikel 7(1)(c) i forordningen.
Med konkretiseringen af, hvornår en egenskab kan anses som værende omfattet af artikel 7(1)(c) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker, synes en ny retning at tage form. Dommen formodes at give anledning til en genovervejelse af den tidligere fortolkning og anvendelse af særligt dommen af 23. oktober 2003, OHIM v Wrigley, C191/01 P, (DOUBLEMINT), hvorefter et ordmærke kan udelukkes fra registrering, såfremt én af dets mulige betydninger betegner en egenskab ved de pågældende varer eller tjenesteydelser.
De materielle bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker er stort set identiske. Som følge af dette, og det store fokus på harmonisering af praksis vedrørende vurdering og registrering af varemærker, formodes dommens principper at være anvendelige på nationale varemærker inden for den Europæiske Unions medlemslande samt lande, der er en del af EØS-aftalen.