Summary (in Danish) Specialets overordnede fokus er sammenhængene mellem tvunget migration (flygtningestrømme) og tidens fremherskende sikkerhedsparadigmer. Ydermere undersøges sammenhængen deraf mellem de idealer, der er for beskyttelsen af flygtninge og de løsninger, der i praksis kan implementeres i felten. Det er et casestudie af en gruppe flygtninge (en etnisk minoritets kendt under det kollektive navn Montagnards), der flygtede fra systematisk og voldelig undertrykkelse i Viet Nam til Cambodia, hvor de kom under midlertidig beskyttelse i FNs Højkommissær for Flygtninges (UNHCR) regi. Specialets formål er at undersøge, hvorfor grupper af disse Montagnard flygtninge blev sendt tilbage til Viet Nam til reintegration i deres hjemegn, mens andre blev sendt som internationale flygtninge til såkaldte sikre tredjelande; hovedsageligt til U.S.A. og i mindre tal til Canada, Sverige og Finland. Casen strækker sig over en periode på fem år (2000 til 2005) og omfatter 2294 Montagnard flygtninge. Studiet er foretaget på hermeneutiske principper og de empiriske data består af officielle reporter, interne dokumenter og kvalitative interview med seks repræsentanter for interessenter. Der er desuden elementer af observantstudie. Studiet tager sit teoretiske udgangspunkt i human security paradigmet, som opfordrer til at man ændrer fokuset i sikkerhedsstudier fra det interstatslige niveau, til at prioterer det enkelte menneskets velfærd. Kombineret med migrationsproblematikker betyder dette, at løsninger til flygtningesituationer bør være at søge at maksimere flytningernes fremtidige velfærd - både ved at søge at sikre deres fremtidige fysiske sikkerhed, grundlæggende livsvilkår såvel som psykosociale fremtid. Hypotesen i dette speciale er, at teste om det er værdierne i human security paradigmet, der drev beslutningsprocesserne bag enten at sende Montagnard flygtningene tilbage til Viet Nam eller at sende dem til tredjelande. Specialet konkluderer, at flygtninges human security kan tilgodeses både ved frivillig tilbagevendelse til Viet Nam og ved permanent asyl i tredjelande. En sikker hjemsendelse kan være en styrke i forhold til de psykosociale aspekter af human security, mens permanent asyl i tredje lande lader til at sikre de fysiske og materielle aspekter af human security. Det er derfor til dels sandsynliggjort, at konsekvenserne af både frivillig hjemsendelse og permanent asyl i tredjelande kan bidrage til en forøgelse af flygtningenes human security. Dette er dog snarere en heldig sideeffekt end motivationen bag beslutningerne. Andre motivationer og forpligtigelser havde prioritet i beslutningsprocesserne og blev afgørende for flygtningenes videre skæbne. De afgørende faktorer i flygtninges videre færd var drevet af geo-politiske interesser i Syd-øst Asien, institutionelle interesser fra de involverede organisationer og indenrigspolitiske interesser i mulige modtagerlande. Specialet er navngivet efter en skrivelse sendt fra UNHCR til andre intressenter i sagen. I skrivelsen argumenterer UNHCR for, at ”the best should not be allowed to become the enemy of the good”. Argumentet var, at om end de løsninger der blev implementeret måske ikke var ideelle, så var det det bedste, der kunne opnås under de givne omstændigheder. Ønsket om det ideelle måtte ikke blive en barrierer, for at finde de bedst mulige og opnåelige løsninger. Specialet verificerer til dels denne antagelse, men det påpeger samtidig, at håndteringen af flygtningegruppen havde seriøse fejl inklusiv signifikante og unødvendige krænkelser af flygtninges menneskerettigheder. Perspektiveringen argumenterer for, at det internationale samfund har et etisk ansvar for yde den bedst mulige beskyttelse til verdens sårbare grupper, men at iagttagerer samtidig må tage i betragtning, at det ideelle ikke altid er opnåeligt.