Termen betydningsdannelse implicerer, at der bag den mening, en læser fx oplever ved tydningen af de gra-fiske former i denne sætning, ligger en proces: Betydningen dannes. Den betydning, der dannes, er hyppigt kendetegnet ved, at den er amorf, upræcist afgrænset, udflydende og flertydig. Det er et para-doks, at denne flerhed samtidig kan opleves som en enhed – om end som en enhed med en vis fylde eller prægnans. Protomening – synæstesi i betydningsdannelsen argumenterer for, at denne betydningsdannelsesproces er tids-lig, og anser processens tidlige formdannelse for at have afgørende betydning for den endelige betyden-de form. Proto betyder først eller oprindelig, og spørgsmålet om protomening er spørgsmålet om, hvilke faktorer der bidrager til at anvise meningens retning. Den menneskelige fysiologi – fx vores sansers be-skaffenhed, omstændigheder i vores evolutionære fortid og vores hjerners struktur – anses for at have afgørende betydning for dannelsen af protomening, og dette søger udvikles i to retninger: K.E. Løgstrups fænomenologiske sprogfilosofi beskriver, hvordan oplevelsens tilsyneladende paradok-sale karakter af integreret flerhed kan udfoldes til en teori om sammenhængen mellem æstetiske udtryk og menneskelige livsomstændigheder. Neurologen, Richard E. Cytowic, beskriver fænomenet synæstesi (fx såkaldt farvet hørelse), og argumenterer for, at alle er synæsteter – dvs. at synæstesi kan anskues som en almindeligt forekommende kognitiv mellemregning i processeringen af mening. På denne baggrund skitseres en teori om protomeningsdannelse, der kobler fænomenologisk-sprogfilosofiske elementer og neurologisk-synæstetiske elementer med relevante teoretiske begreber fra bl.a. peirceiansk semiotik, lingvistik og evolutionsteori. Jeg tilstræber en protomeningsteori, der etable-rer kontinuitet mellem tidlig protomening og sproglige former, og skitserer nogle konsekvenser for multimodalitetens formsprog.