Baggrund: I Danmark lever ca. 300.000 borgere, som har overlevet kræft, og det er estimeret at 40-60% af disse, vil få senfølger efter kræftforløbet. Senfølger kan både have individuelle og samfundsmæssige konsekvenser, hvorfor det betragtes som et folkesundhedsmæssigt problem. Deltagelse i støttegrupper efter et kræftforløb har vist sig, at kan bidrage med at borgere kan; møde andre i en lignende situation, få følelsesmæssig støtte, tale om frygt i relation til sygdomsrecidiv og død, føle sig lyttet til på en ikke-fordømmende måde og få praktiske råd. I Kommune X tilbydes dog ikke støttegrupper som en del af den kommunale kræftrehabilitering, men det gør Senfølgerforeningen, som afholder månedlige netværksgrupper. Tilslutningen til netværksgruppen beliggende i Kommune X er dog lav, hvilket synes problematisk, da et større antal borgere med senfølger efter kræft i Kommune X således ikke opnår de psykosociale gevinster, der kan være forbundet med at gå i støttegrupper.
Formål: At flere borgere med senfølger efter kræft i Kommune X opnår dé psykosociale gevinster, der kan være forbundet med at deltage i støttegrupper.
Metode: Til udvikling af specialets forandringsforslag er MRC-modellen anvendt. Data er indsamlet med en systematisk litteratursøgning og individuelle interviews med en sygeplejerske på Onkologisk afdeling og en sundhedsprofessionel i kommunal kræftrehabilitering. Kvalitative data er analyseret med Dahlager og Fredslunds hermeneutiske analysestrategi, og den teoretiske referenceramme består af Thoits’ stressbuffering teori, Antonovsky’s teori om OAS og Nutbeams Health Literacy teori.
Resultater: Det er fundet, at humor kan legitimere brugen af støttegrupper hos mænd med prostatakræft, og at f.eks. følelsen af isolation kan nedbringes, når støttegrupper opdeles i forhold til personlige og sociale karakteristika. Yderligere er det fundet, at der i Kommune X er mangel på støttegrupper til borgere, der er tilbage i deres vanlige arbejds- og familieliv, og at information om Senfølgerforeningens netværksgrupper kan gives på Onkologisk afdeling i slutningen af borgerens behandlingsforløb. Dette ved at sygeplejerskerne kan afkrydse et felt i dokumentationssystemet, når de har givet informationen herom.
Konklusion: Specialets første forandringsforslag er, at Senfølgerforeningens eksisterende tilbud udvides med to nye former for netværksgrupper. Én til mænd med prostatakræft, hvori der anvendes humor som kommunikationsteknik, og én til borgere, der er tilbage i sit vanlige arbejds- og familieliv, hvori der er fokus på håndteringen heraf. Det andet forandringsforslag er, at sygeplejerskerne på Onkologisk afdeling skal afkrydse i dokumentationssystemet, når de har givet information om Senfølgerforeningens netværksgrupper i slutningen af borgerens forløb