Baggrund: Kræftoverlevere med senfølger er et voksende problem i Danmark, i og med incidensen og overlevelsesprocenten er stigende. Det estimeres at 40-75% af kræftoverlevere vil opleve senfølger, der kan medføre en række fysiske, psykiske og psykosociale forandringer, og have konsekvenser i forhold til, at opnå eller fastholde beskæftigelse. 50% af alle kræftoverlevere er i den arbejdsdygtige alder, og dette tal er stigende qua tidlig diagnose og forbedret behandling, samtidig oplever op imod 40% af disse kræftoverlevere, at være uden beskæftigelse.

Formål: Formålet med specialet er undersøge, hvordan kræftoverlevere med senfølger oplever muligheder og begrænsninger i forhold til beskæftigelse. Dette med udgangspunkt i self-efficacy og netværksteori, der vil danne grundlag for et forandringsforslag, der kan skabe bedre muligheder for kræftoverlevere med senfølger i at opnå eller fastholde beskæftigelse.

Metode: Specialet taget afsæt i et hermeneutisk videnskabsteoretisk perspektiv, med udgangspunkt i et teorifortolkende casestudie. Self-efficacy og netværksteori anvendes som linse for indsamlingen af empirien, der udgør seks semistrukturerede individuelle interviews med kræftoverlevere med senfølger. Ydermere er der indsamlet empiri gennem en systematisk litteratursøgning. Fokus for den indsamlede empiri er på at identificere muligheder og begrænsninger i forhold til beskæftigelse, og derigennem bidrager med viden til forandringsforslaget.

Resultater: Kræftoverlevere med senfølger oplever at senfølgerne medfører individuelle begrænsninger i forhold til beskæftigelse. En styrket self-efficacy er en muliggørende faktor for kræftoverlevere med senfølger i at opnå eller fastholde beskæftigelse. Det formelle, uformelle og tredje netværk er med til at styrke kræftoverlevere med senfølgers self-efficacy gennem social støtte og følelsesmæssig integration. Ud fra den indsamlet empiri blev det fremanalyseret, at arbejdspladsen har en fremtrædende rolle, i forhold til ændringer af omkringliggende strukturer, til at kræftoverlevere med senfølger kan opnå eller fastholde beskæftigelse, hvorfor forandringsforslaget tager udgangspunkt heri.

Konklusion: Forandringsforslaget bygger på fire tiltag på arbejdspladsen; uddannelse af ledere, løbende dialog med og evaluering af kræftoverlevere med senfølger, fleksibilitet i arbejdsopgaver og –tid, samt kollegial inddragelse i processen. Kræftoverlevere oplever senfølger individuelt og dermed skal der tages individuelle hensyn på arbejdspladsen.