Dette speciale undersøger den relation der skabes mellem skoler og idrætsforeninger i forbindelse med kravet om ’Den åbne skole’, en del af skolereformen anno 2014.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i to udvalgte samarbejder, som repræsenterer to forskellige modeller for etablering og udførsel af samarbejde. Formålet er at undersøge betydningen af variation i forudsætninger for både udvikling og udfald af samarbejderne. Det empiriske grundlag for undersøgelsen består af interview med informanter fra kommune, skole og idrætsforening, som er involveret i etableringen og udførslen af de to samarbejder. Derudover af observation af undervisningspraksissen i de to samarbejder.
Norbert Elias’ figurationssociologiske perspektiv danner rammen for undersøgelsen. I dette perspektiv ligger et fokus på historie, interdependens (gensidig afhængighed) og (magt)relationer, og ud fra disse fokusområder dannes rammen for analysen. Ved at konstruere samarbejderne som en figuration tydeliggøres det komplekse netværk og de mange interdependenskæder der er til stede i disse figurationer.
Rammerne for ’Den åbne skole’ er meget åbne, hvilket resulterer i, at der fremkommer mange forskellige former for samarbejde mellem skoler og idrætsforeninger. Analysen af de to udvalgte samarbejder bidrager til en forståelse af, hvordan og hvorfor samarbejder mellem skoler og idrætsforeninger kan udvikle sig på meget forskellig vis. Analysens fund viser, at særligt ét forhold har betydning for denne udvikling – parternes incitament for at indgå i samarbejdet. I den ene samarbejdssituation oplever skolen ’Den åbne skole’ som en forpligtelse, mens idrætsforeningen ser det som en mulighed for at rekruttere medlemmer. I incitamentet for de to parters deltagelse i dette samarbejde indgår ikke en interesse for den anden part. Dette kommer til udtryk ved, at skolen ikke ser samarbejdet med foreningen som vigtig, mens foreningen gerne vil styre spillets gang alene ud fra deres mål. Dette påvirker hele figurationen, også selve undervisningspraksissen, hvor der skabes en ulige magtbalance mellem lærer og instruktør. I den anden samarbejdssituation ser skolen et samarbejde med foreningen som en mulighed for at forberede eleverne til en eventuel idrætseksamen. Hos foreningen er der en pensioneret instruktør, der frivilligt stiller op til samarbejdet med skolen. Dette samarbejde er i højere grad båret af en lyst og interesse fra begge parter, hvilket bidrager til en mere lige magtbalance i undervisningspraksissen.
Gennem kravet om ’Den åbne skole’ skabes en relation mellem skoler og idrætsforeninger, der betyder, at disse to parter går fra at være uafhængige af hinanden til at være gensidigt afhængige. Det processuelle syn der ligger i det figurationssociologiske perspektiv bidrager til en tydeliggørelse af, at samarbejderne er en proces i stadig udvikling, og som påvirkes af både den nutidige kontekst de to parter skaber sammen, og af den historiske kontekst de to parter hver især kommer fra.