I dette speciale sætter vi fokus på brugen af dokumentation i form af Dansk kvalitetsmodel på det sociale område (DKM) ud fra en konkret case - døgninstitutionen “Skovbøgen” - hvis målgruppe er anbragte børn og unge med fysiske og eller psykiske vanskeligheder og ofte også psykiatriske diagnoser. På institutionen har de været udfordret ift. standarden Individuelle planer fra DKM i form af, at det har været vanskeligt for medarbejderne at eksplicitere og skabe sammenhæng mellem mål og metoder i planerne. Derfor sætter vi i dette speciale særligt fokus på denne standard og undersøger, hvilke udfordringer der er ved brug af planerne, og hvordan arbejdet med dem kan kvalificeres ifølge medarbejderne. Specialet bygger derfor på to fokusgruppeinterviews med henholdsvis tre ledere og tre pædagoger på institutionen. Den samlede analyse leder frem til, at vi som forskere peger på en række anbefalinger til praksis.
Til at undersøge feltet anvendes Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, hvor vi sætter fokus på pædagoger og lederes italesættelser af ovenstående udfordringer og kvalificeringsforslag. De fremanalyserede diskurser udgør bl.a. institutionens diskursive praksis som sammen med analysen af diskursernes relationer til hinanden tilsammen danner diskursordnen. Vi har igennem analysen fokus på de diskursive kampe, der udspiller sig inden for den enkelte diskurs samt på tværs af diskurserne. Dette er alt sammen en del af den samlede sociale praksis. Det særlige ved Faircloughs kritiske diskursanalyse er, at den sociale praksis foruden diskurserne også må forklares ud fra ikke diskursive elementer, hvorfor vi inddrager relevant teori til at belyse denne.
Vi finder i specialet frem til, at medarbejderne på institutionen i arbejdet med de individuelle planer udfordres af faktorer som mangelfuld kommunikation, pædagogernes manglende kompetencer til at håndtere den komplekse målgruppe og få deres udvikling omsat på skrift i planerne, ligesom en uforudsigelig hverdag og institutionens kultur omkring dokumentation spiller en rolle. Endvidere påpeger nogle medarbejderne; at der er uklarhed om, hvad en metode er, at ledernes engagement i planerne har en stor betydning, samt at genindføring af sparring omkring planerne på personalemøderne kunne kvalificere sammenhængen i planerne. Desuden kunne en mere kontinuerlig dokumentation i dokumentationssystemet Bosted gavne sammenhængen i planerne, såfremt det anvendes på en måde, der giver mening i dagligdagen.
På tværs af diskurserne fremtræder en diskursorden, der er præget af et tema omkring ledelse. Det er grundlæggende, at ledelsens rolle på institutionen kunne blive mere synlig, og at rollefordelingen mellem pædagoger og ledere i arbejdet med de individuelle planer kan tydeliggøres. Til at belyse og synliggøre den sociale praksis har vi udvalgt teori til at belyse følgende temaer; Sparring, Metodisk socialt arbejde, At noget skal give mening samt Ledelse. I forlængelse af analysen i sin helhed både på baggrund af den diskursive praksis og dennes dialektiske forhold til den samlede sociale praksis, er vi kommet frem til nogle anbefalinger til hvordan sammenhængen i i de individuelle planer kan kvalificeres. Disse anbefalinger ligger sig op af de samme temaer som set under den sociale praksis og handler bl.a. om, at Skovbøgen må gøre det klart på institutionen, hvad en metode er for dem, hvordan de arbejder metodisk samt hvordan man kan genindføre sparring omkring planerne på en struktureret måde.