Specialet undersøger, hvilke muligheder deltagelse i et virtuelt læringsmiljø giver for genoptræning og kognitiv fitness efter en hjerneskade. Konkret undersøges, hvorvidt et virtuelt sprog kan erstatte tabt sprog og derved støtte afasiramte i at generhverve tabte eller skadede kompetencer, blot på en ny måde. Det påvises, at virtuelle læringsmiljøer kan styrke sprog, kognitive funktioner samt handle- og kommunikationskompetencer, således at muligheder for videnstilegnelse og demokratisk deltagelse i familie og samfundsliv øges. Virtuelle fællesskaber tilbyder endvidere muligheder for at vedligeholde, udvikle og deltage i sociale fællesskaber og derigennem mulighed for at genskabe sig selv og sin identitet. Specialet bygger på en socialkonstruktivistisk opfattelse af, at viden, læring og begrebsligheder er kulturelt og historisk afhængige. Inspireret af aktivitetsteorien (Engeström 1987) opstilles en model, hvor et nyt virtuelt sprog diskuteres som en mulig artefakt til at nå målet om at genskabe sig selv som menneske efter en hjerneskade. Til forståelse af hvor indgribende tab af sprog er, og hvilke konsekvenser det får for muligheden for at lære og udvikle sig, tages afsæt i teorier om læring, virtuelle læreprocesser, sprog, dannelse og identitet samt hjernes funktionsmåde. Med udgangspunkt i Vygotsky, Lave og Wenger gøres rede for en sociokulturel læringsforståelse, og i forståelse af den konstruktivistiske læring skelnes mellem den kognitive og den socialkonstruktivistiske. Sproget anskues funktionalistisk som et middel til kontakt, kommunikation, læring og erkendelse og kan karakteriseres som en i-talesættelse af en person og dermed en del af identitet og dannelse. Der gives et historisk rids af forståelser af hjernens funktionsmåde og efterfølgende en status på nyere hjerneforskning og muligheder for billeddiagnostik og medicinsk behandling. Forståelse af hjernen bygger på hjerneforskerne A. Luria, E. Goldberg og K. Fredens. Specialet konkluderer en nødvendighed af en reformulering af den talepædagogiske praksis og en udvikling af en ny netbaseret afasipædagogik, hvor der lægges vægt på deltagelse i sociale fællesskaber, narrativitet, selvrefleksion og selvpræsentation.