Nærværende speciale handler om, hvordan man kan styre afviklingen af specielt landdistrikter vha. et differentieret serviceniveau. Dette sker ved introduktion og analyse af 'servicetomme områder'. Dette er et nyt planlægningskoncept, der må anses for at være en del af 'kontrolleret afvikling', et samlende begreb for en relativt uudforsket gren af planlægning, der omhandler styring af afvikling.
Via et multicasestudie, baseret på litteraturstudie og interviews, af hhv. Næstved, Guldborgsund og Lolland Kommuner, der alle har lavet politikker og planer, der relaterer sig til kontrolleret afvikling og servicetomme områder, bliver disse to begreber undersøgt og analyseret.
Rapporten gennemgår hvordan de tre case-kommuner har planlagt for afvikling, hvad konsekvenser har været og kan forventes at være, samt en nærmere afgrænsning af, hvad servicetomme områder indebærer, hvor grænsen for det går og hvad konsekvenserne af det kan være.
Hovedkonklusionen er en række anbefalinger til, hvordan man skal planlæge for servicetomme områder: man skal erkende at afviklingen finder sted; man skal udpege et geografisk område, der skal være genstand for servicedifferentiering; og man skal lave en klar definition af hvilke services, borgerne i de udpegede områder kan forvente.
Ydermere bliver vigtigheden af borgernes 'forventninger' understreget. Borgerne skal kunne vide præcis hvad, de skal kunne forvente, eller rettere, de skal ikke kunne have for store forventninger til serviceniveauet.