Dette speciale har til formål at undersøge hvorfor kunstig intelligens oftest bliver portrætteret som fjenden i et narrativ. Dernæst vil det blive undersøgt hvorfor vi som mennesker finder tan-ken om kunstigt intelligente computere og robotter skræmmende. Til at undersøge dette vil der blive gjort brug af Murray Smiths teori om sympatistrukturen, for at undersøge om vi som seere kan danne sympati for en kunstig skabning, eller om det sker gennem manipulerende narrative redskaber. Ydermere vil Michael Szollosys teori om projektion af selvet blive benyttet til at un-dersøge hvad det er ved disse robotter der gør os utilpasse. Til sidst vil der også, i det omfang det er muligt, blive gjort brug af Freuds teori om ’The Uncanny’, Cynthia A. Freelands teori om det sublime, samt Stephen T. Asmas teori omkring robotter i forhold til monstrologi. Ved at analysere filmene 2001: A Space Odyssey, Ex Machina og Bicentennial Man.
Gennem analysen er det blevet demonstreret at det er muligt at danne sympati for en kunstig skabning. Dette kan ske både gennem pålidelig information om en karakter, men denne sympati kan også blive brugt til at manipulere seeren til at sænke sine parader og derved efterlade seeren med en følelse af at være blevet forrådt. Ydermere har analysen påvist at robotter gør os utrygge fordi de kan minde os om vores egen visse død. Til sidst har dette speciale også påvist at vores frygt for robotter stammer fra vores egne voldelige projiceringer som robotten påtager sig og derved bliver et symbol på det, der er ondskabsfuldt og farligt.